Annonce
Lokalavisen Assens

Fodboldstart: Michael Schjønberg melder klar til oprykningskamp

Aarup BK indleder forårssæsonen med et spændende lokalopgør mod rivalerne fra Glamsbjerg IF. Her er det Glamsbjergs spillende assistenttræner, Kim Hansen, der snyder Aarups topscorer, Simon West, med en snedig skudfinte i det omvendte opgør på Glamsbjerg Stadion. Arkivfoto: Nicolai Lund
Annonce

Fodbold

Serie 1, pulje 2

Aarup BK

Rundturen i de vestfynske klubber er ved at nå sin ende. Sidste stop på vejen inden sæsonstart er oprykningsbejlerne Aarup BK.

I spidsen for holdet er den tidligere landsholdsspiller Michael Schjønberg, der på kort tid har skabt en vindermentalitet i klubben. Det fik løftet Aarup op på en andenplads i Serie 1, pulje 2, hvor holdet sluttede efterårssæsonen af med fire sejre på stribe. Nu er det altoverskyggende mål for klubben at snuppe en af de to oprykningspladser, der giver adgang til næste sæsons Fynsserie.

I optakten har Michael Schjønbergs tropper arbejdet på at få formen i top. Her har de primært spillet træningskampe mod hold fra højere luftlag og var et smut på træningslejr i Esbjerg.

- Der har været lidt blandet tilslutning i løbet af vores optakt til denne halvsæson. Til tider har vi kæmpet med antallet, men der har som oftest været stor tilslutning til træning. Vi har blandt andet hygget os på en rigtig god tur til Esbjerg, hvor vi også spillemæssigt fik kigget på en masse ting, lyder det fra Michael Schjønberg.

Annonce

Jeg vil altid vinde

Michael Schjønberg er klar i mælet, når snakken går på ambitionerne for den kommende halvsæson. Her er han ikke i tvivl om, at Aarup vil kæmpe med oprykningspladserne.

- Hvis vi kan præstere mange mand til træning hver gang og taktisk arbejde videre med tingene, skal vi nok spille med om en oprykningsplads. Jeg vil altid vinde, og det vil vi også forsøge på i forårspremieren, fastslår Aarup-træneren.

Aarup kan mønstre samme stærke trup til denne halvsæson, som blandt andet indeholder spillere som Jack Nielsen og Simon West, der begge har divisionskampe på CV'et.

De skal gå forrest, når Aarup indleder sæsonen på søndag på hjemmebane. Her venter et lokalopgør imod Glamsbjerg, der har den tidligere Aarup-træner Claus Uhrenholt, som ny træner i klubben.

- Glamsbjerg har trænet hårdt og er klar til kamp. Det bliver derfor en svær opgave for os, hvor vi ikke kommer nemt til de tre point, slutter Michael Schjønberg.

Lokalopgøret spilles på Scankab Arena i Aarup, og det sparkes i gang søndag formiddag kl. 11.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Ændringer hos kirken

Annonce