Assens: Fredag den 6. november kunne man se de fem kammerater Ronni Rosenkjær, Robin Giesow, Mathias Larsen, Jakob Hemmingsen og Lasse Buhl stå i kø fra tidlig morgen foran detailkæden Harald Nyborgs nye butik på Dalvænget i Assens.
Åbningen for godt en måned siden var startskuddet til nogle helt forrygende uger for Harald Nyborg i Assens.
Butiksleder Allan Schmidt fortæller, at Harald Nyborg er superglade for at være kommet til Assens, hvor kæden har åbnet sin butik nummer 40 og den tredje på Fyn.
- Vi kan kun sige, at vi er tilfredse, og vi føler, at kunderne i Assens har taget godt imod os. Vi håber naturligvis på, at kunderne holder ved, for med den mængde kunder vi har haft, siden vi åbnede, kan det kun blive en god butik. Vi har haft et meget fint flow af kunder i butikken, siden vi åbnede, siger Allan Schmidt.
Han kan berette om en varer, som kunderne har været særligt glade for i de første uger, efter butikken slog dørene op.
- Vi kan se, at der er mange mennesker i Assens, der får en ekstra flot julebelysning i år. Vi har solgt rigtig mange lyskæder og husbelysning. Det er lidt som om folk har ventet på, at der var nogle der kunne noget på det område, siger Allan Schmidt og tilføjer:
Et supplement
- Vi oplever, at mange kunder er glade for, at Harald Nyborg er kommet til Assens. Vi er jo et supplement til mange af de butikker, der i forvejen findes i byen, og så kan vi supplere dér, hvor der måske har været nogle huller, siger Allan Schmidt.
Butiksleder Allan SchmidtVi kan se, at der er mange mennesker i Assens, der får en ekstra flot julebelysning i år
Med Harald Nyborgs ankomst ligger der nu fire såkaldte boksbutikker på området ved Dalvænget. Den øgede kundetilgang sætter ekstra pres på tilkørselsvejene omkring området.
- Men jeg synes, det er gledet fint med trafikken. Som det er nu, bliver det nok aldrig helt optimalt, men vi har da et håb om, at kommunen har en god plan for vejen. Det har fungeret fint, mens vi åbnede, og det har hjulpet, at den blev ensrettet, forklarer Allan Schmidt.