Annonce
Lokalavisen Assens

Fyn skal det være: Bågø er en smuk naturperle

Halvdelen af Bågø er opdyrket landbrug, men det gør ikke naturen mindre smuk. Du kan ende på ruter, hvor der er marker så langt øjet rækker, og det er altså balsam for sjælen, når man som jeg selv er opvokset på landet. Foto: Amalie Hermansen
Det bliver svært at opleve hvide sandstrande og feriedage i sydens sol. Heldigvis er Bågø i Lillebælt et fint alternativ, hvis man søger smuk natur, dejlige strande og at komme helt ned i gear - i en enkelt dag.
Annonce

Bågø: Hvad gør man, når sommerferien i udlandet er sat på standby på ubestemt tid? Kampagnen "Fyn skal det være" sætter fokus på de ferieperler, der gemmer sig på øen.

Derfor satte jeg for første gang snuden mod øen Bågø, der ligger i Lillebælt, kun en halv times sejlads fra Assens. Med på farten havde jeg min søn Ollie på knap et år og min bedre halvdel Jannik.

Efter Ollie kom til verden i juni sidste år, har vi øvet os på at få en tidsplan til at gå op i en højere enhed. Og vi øver os stadig på at komme ud af døren til tiden, så vi kan nå det, vi nu skal nå. Eller det er nok mest mig, der stadig øver sig i det.

Derfor var det lidt af en udfordring at komme ud af døren i Haarby til tiden, så vi kunne nå færgen til Bågø fra Assens Havn om formiddagen pinsedag.

Fem minutter i afgang kunne vi dog trille med barnevognen ned ad Willemoesgade og pænt vente sammen med de mange andre gående, der skulle med færgen.

Tre biler blev viftet ombord i den meget varme pinsesol, og derefter kunne vi i samlet flok gå ombord på den røde/hvide færge. Jeg blev overrasket over, at jeg kunne tælle, at vi var over 50 mennesker med den lille færge, og jeg tænkte for mig selv, at Bågø nok var et populært sted at tage hen på endagsudflugt.

Bågø

Ifølge Danmarks Statistik bor der 29 personer på Bågø. Udover de fastboende er der også et stort antal ferieboliger og sommerhuse.

På Bågø kan du overnatte på øens campingplads, Bågø Naturcenter eller leje et sommerhus. Øens naturcenter fungerede indtil 1986 som skole.

Der er ingen læge på øen, og derfor er ambulancetjenesten enten øens båd eller en redningshelikopter. Der er dog flere uddannede brandmænd på øen og brandstationen kan findes ved siden af naturcenteret.

Du kan bestille en guidet tur rundt på Bågø med øens 'turistbus', der går under navnet Grisevognen.

Bågø blev selvstændig i 1916, hvor øens jorder overgik til selveje, efter øen i flere hundrede år tilhørte Wedellsborg Gods, der ligger nord for Assens.

Annonce

Terrængående barnevogn

Efter en skøn sejltur med få bølger og masser af frisk luft og solskin, som især Ollie nød, lagde vi til i den lille havn på Bågø.

Her fik vi smurt en lille formiddagsmad ved et af de mange bordbænkesæt, inden vi planlagde den rute, som vi ville begive os ud på i de 4,5 time, vi havde, inden vi skulle med færgen retur til Assens Havn.

I informationsboksene ved havnekiosken fandt vi en brochure med titlen 'Sporene på Bågø', hvor der var optegnet forslag til tre forskellige ruter med forskellige oplevelsesposter, der kunne bringe os rundt på den lille ø, hvor halvdelen af jorden er opdyrket landbrug.

Jeg havde på forhånd læst lidt op på Bågø, da det var vores første besøg på øen. Her kunne jeg læse mig til, at 'Sporene på Bågø' måske var lidt af en udfordring for børnefamilier med barnevogne. Men jeg tænkte for mig selv, at den kunne vi sagtens klare.

Men allerede da vi nåede et af de første spor på den blå rute, blev jeg mødt at et skeptisk blik fra barnevognens chauffør, og til sidst måtte vi kaste håndklædet i ringen. Stien ned til den første udkigspost ved Vestermose, der er øens største vådområde, var beklædt med højt græs og ujævnt terræn.

Og uanset hvor god vores Odder-barnevogn er, så er den altså bedst kørende på asfalt eller grus.

Men den bumlede vej ud til smukke Vestermose, som er en del af et EU-fuglebeskyttelsesområde, gav dog alligevel pote. Ollie lod sig hengive til søvnen. Og der blev han de næste tre timer, så det var mest hans forældre, der kunne opleve resten af den naturperle, som Bågø viste sig at være.

Annonce

Stilhed og natur

Vi besluttede os for at skabe vores egen rute og gå til de punkter på de tre spor, hvor terrænet tillod os at skubbe barnevognen uden at skulle lægge for mange kræfter i det. Og den opgave var intet problem, da mange af oplevelsespunkterne ligger nær den asfalterede vej eller på gode grusveje.

Vi nåede derfor at nyde Bågøs natur og stilhed på en rute, der endte med at runde de 10 kilometer. Et godt tip til en endagstur til Bågø er derfor ordentligt fodtøj eller en cykel, hvis man vil nå at opleve så meget at øen som muligt på en dag. Mine sandaler var i hvert fald klart det dårligste valg, og mine fødder og jeg var derfor ret misundelig på de kondisko, som Jannik så klogt havde iført sig.

De smukkeste punkter var vådområdet Vestermose, øens nordøstligste hjørne Bøstende og områderne omkring Bågø Kirke og de tre gårde Østergård, Elmegård og Søgård.

På Søgård kan du også se, hvor højt vandet stod i 1872, da den værste stormflod i det fynske øhav, man kan mindes, ramte øen.

Derudover kan et smut forbi øens gårdslagteri og Bodils hjemmelavede marmelader også anbefales.

Hvis du trænger til en is og noget koldt at drikke midt på din gå- eller cykeltur, så sving forbi Hestestalden. Her kan du også opleve øens lille egnsmuseum, hvor du kan se gamle landbrugsredskaber og læse, hvordan Bågø har udviklet sig gennem tiden.

Ved øens største vådområde, Vestermose, er der et fugleudkigstårn, hvor der er kikkerter til fri afbenyttelse. Her kan du i forsommeren blandt andet være heldig at spotte hættemåger, fiskehejrer og edderfugle. Foto: Amalie Hermansen
Annonce

Øens fyr

Retur mod havnepladsen i Bågø vågnede Ollie fra sin skønne middagslur, og han nåede derfor heldigvis at opleve fyret på Bågø, der er Danmarks tredje ældste af slagsen. Fyret er desværre ikke længere åbent for offentligheden, men udsigten fra fyret er alligevel betagende smuk fra landjorden.

Ved havnekiosken, som har åbent juni-august, kunne vi smovse lækre pomfritter, imens vi ventede på den lille færge. Jeg kunne spotte kendte ansigter blandt de ventende og dermed konstatere, at mange af dem, vi sejlede over med, også skulle med tilbage.

Og det giver god mening. Bågø er et fantastisk sted at opleve rent naturmæssigt - især hvis man elsker at snøre vandrestøvlerne eller spænde cykelhjelmen, eller hvis man gerne vil bade på lækre sandstrande. Men jeg ville have svært ved at bruge flere dage på øens lille campingplads eller på vandrehjemmet på Bågø Naturcenter. Der sker for lidt til mit temperament.

Men søger man fred, ro og skønne naturomgivelser, er Bågø et oplagt sted at tage på weekendtur.

De ellers skønne naturstier på Bågø kan være noget af en udfordring, hvis man tager på vandretur som børnefamilie, hvor en barnevogn ikke kan undværes. Men langs den asfalteret vej og de gode grusstier kan man heldigvis også få dejlige naturoplevelser. Foto: Amalie Hermansen

Der ligger flere skønne strande på Bågø. Især omkring havnen kan man opleve hvidt sand og klart vand. Foto: Amalie Hermansen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce