Annonce
Lokalavisen Assens

Nyrenoveret badebro i Aborg bevarer den danske sommerånd

Aborg Strands nyrenoverede badebro bliver benyttet flittigt den sidste lørdag i juni 2020.
En badebro er meget mere end en gangbro fra strand til hav, man kan hoppe i bølgen blå fra. Den er et samlingspunkt for lokalsamfundet. Barnedrømmenes og sommerens hjemstavn. Det gælder også en nyrenoveret badebro på Aborg Strand, som frivillige kræfter har reddet, og som avisens journalist besøgte lørdag eftermiddag.
Annonce

Mørke skyer samler sig i horisonten og ruller stille, men sikkert hen over landet. Det første sommeruvejr efter en hel uges sydeuropæiske temperaturer. Typisk.

Men håndklæde, bikini og bog er pakket, så lidt regn og rusk skal ikke afskrække mig fra at sætte kursen mod den ukendte Lillebælts-kyst. Aborg Strand, ny badebro, afsted.

Vejen snirkler sig nordpå fra mit midlertidige sommerresidens i Assens (jeg er vikar på redaktionen), gennem det bølgede bakkelandskab og forbi bindingsværkshuse taget direkte ud af en Morten Korch-film. Himlen ser faretruende ud, så jeg træder på speederen. Skarpt til højre, så venstre, venstre igen, og 10 minutter efter er jeg der; midt i et oliemaleri.

Jeg når ned til parkeringspladsen, som, mod al forventning, er proppet. 11 biler tæller jeg. På selve strandbredden har et ældre ægtepar indtaget et borde-bænkesæt med udsigt over resten af strandgæsterne. En mor forsøger at holde styr på sine børn. Et par unge kvinder stikker hemmelighedsfuldt hovederne sammen over en mobiltelefon. Små grupper af mennesker, der nyder det danske sommerland.

Og nyder badebroen, som for blot få uger siden stod faldefærdig tilbage og ifølge Assens Kommune ikke til at redde. Men ihærdige lokale stimlede sammen, stiftede Foreningen til Bevarelse af Badebroen ved Aborg Strand, samlede 1000 underskrifter ... og fik en donation på 30.000 kroner fra Fonden for Fynske Bank til at skifte de seks dårligste pæle på broen.

- Den var knækket midt på. Så vi er rigtig glad for, at den er kommet op igen. Vi var også henne og skrive under, fortæller Marianne Borgstrøm fra Tommerup, som jeg fanger midt i at slå et håndklæde om sig.

Hun er en af de mange mennesker, som selv på en lørdag eftermiddag præget af regntunge skyer har fundet vej til badebroen. For kun cirka to uger siden lagde frivillige nemlig brædder på brogangen, mens Assens Kommune skiftede pælene ud.


Det er dejligt, at broen er oppe igen. Vi vil benytte den hele sommeren, og det har vi gjort i mange år

Niels Bennedsen fra Glamsbjerg


Marianne Borgstrøm kommer her ofte, for det er en af de bedre strande; især med den nye badebro:

- Der er roligt her, der er ikke så mange mennesker, og så er det fedt, når det er højvandet, for så kan vi ikke bunde, når vi hopper i.

Aborg Strand ligger ved Lillebælt udfor den sydlige del af Bågø, omkring 3,4 km nord for Assens. Der er parkeringsmuligheder cirka 20 m fra stranden, som er omkring 220 meter lang og 10 meter bred. Badeområdet er lavvandet.
Annonce

Sommerlandets livslinje

Nu er det min tur til at gå planken ud. Men jeg tøver lidt, for uvejret i horisonten minder mig om Saltum Strand i Nordjylland, hvor jeg som barn tænderklaprende stavrede mod Vesterhavet i strid modvind, for først der at skulle sænke min krop i det isnende vand. Skridt for skridt. Ingen badebro.

Hver fodtrin gør også ondt på den stenbelagte passage til Aborg Strands badebro. Jeg skæver misundeligt til de lokales valg af fodtøj: Badesandaler. Det skulle jeg også have tænkt på. Men i det mindste minder hverken vind eller vejr om den jyske vestkysts barskhed; selv under optræk til storm er her fredsommeligt.

Efter et par akavede dansetrin lander jeg på de, hvad føles som fløjsbløde, nye brædder. At mange har betrådt konstruktionen før mig er dog tydeligt, ikke på det nye tømmer, men på broværkets smukke, mørkegrønne patina. Andre er før blevet mødt af duften af salt og sødligt råddent tang. Er som børn styrtet mod det uendelige hav.

- Kom nuuuuu, råber en dreng til sin ven, der tøvende svarer:

- Jamen, er det ikke koldt?

Der findes flere badebroer strøet langs Assens Kommunes kyst - både kommunale og private. Blandt andet findes der en handicapvenlig badebro omkring midten af Assens Næs Strand vest for Assens By ud mo Lillebælt.

Sådan råbte vi også til hinanden for 15 år siden. Dramaer om vandtemperaturer udspillede sig nok også for 50 år siden. Måske endda 100 år tidligere.

Jeg bevæger mig videre ind i badebroens tidslomme, hvor jeg støder på den ældre Niels Bennedsen fra Glamsbjerg, som også har skrevet under på, at broen ved Aborg Strand skulle bevares og renoveres:

- Det er dejligt, at broen er oppe igen. Vi vil benytte den hele sommeren, og det har vi gjort i mange år.

Et plask hiver mig tilbage til nuet. Uvejret ulmer - og jeg skal i vandet. Jeg har dog et problem. Min krop husker det uundgåelige kolde gys ved hovedspring. Barndommens kroniske uskyld er væk. Jeg må acceptere, at jeg er på den forkerte side af 25 år og nedstiger i havvandet ved hjælp af metaltrappen.

Efter få svømmetag i det klare vand, drejer jeg rundt på ryggen og lader fødderne svæve mod vandoverfladen. I horisonten hører jeg børn grine. Mennesker bevæger sig frem og tilbage ad Aborg Strands badebro, ligesom de gør på mange andre badebroer mange andre steder i Danmark lige nu og førhen. Min krop bliver vægtløs, og et øjeblik glemmer jeg livets og vejrets lumske luner.

Seværdigheder kommer og går, men når Danmarks badebroer består, skal det nok blive sommer igen i år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce