Annonce
Lokalavisen Assens

Glamsværkerne vil sætte fut i byen med landets længste jernbanepicnic

Den nyligt dannede projektgruppe Glamsværkerne arbejder for at højne fællesskabsfølelsen i lokalsamfundet omkring Glamsbjerg og Køng-Gummerup. Første store satsning er en sommerpicnic langs områdets nedlagte jernbanestrækning.

Glamsbjerg/Køng-Gummerup: Et opslag på Facebook og en gåtur i samlet trop ned ad en hovedgade med lidt for mange tomme butikslokaler. Sådan lyder begyndelsen på det, der i dag er projektgruppen Glamsværkerne - fem foretagsomme, lokale byboere på en fælles mission: at sætte fokus på byliv, iværksætteri og fællesskab.

- Glamsbjerg har et stort uudnyttet potentiale. Der er mange børnefamilier i byen og faktisk også en del tilflyttere, som kunne have glæde af at møde hinanden. Ideen med gruppen er i høj grad at være fællesskabende, skabe noget samhørighed. Og noget liv.

Sådan siger Rikke Louise Fage-Fjord, medstifter af Glamsværkerne, der foruden hende selv består af initiativtager Mette-Rose Kongstad Munksgaard, Louise Guldberg Dégas, Kamilla Maria Jakobsen og Kristine Eiler Ernst.

Annonce

Glamsværkerne tog form i februar, hvor initiativtagerne oprettede Facebookgruppen "Glamsværkerne" og opfordrede alle til at byde ind med idéer. Gruppen har i skrivende stund flere end 300 medlemmer.

- I første omgang ville vi bare sætte gang i debatten og få en idé om, hvilke tanker Glamsbjergs borgere gør sig. Og så væltede det ind med interesse flere steder fra, fortæller Rikke Louise Fage-Fjord.

Jernbanepicnic til sommer

Interessen er nu som noget af det første omsat til et konkret tiltag, nemlig ønsket om at skabe "Danmarks længste jernbanepicnic" lørdag den 12. juni i år.

I samarbejde med andre foreninger og partnere har projektgruppen sendt en ansøgning afsted til Assens Kommunes Sommerpulje 2021 i håb om at få støtte til et stort picnicarrangement langs områdets gamle jernbane.

- Da vi gik den første tur ned gennem byen i februar, gik vi også en tur langs den gamle, nedlagte jernbanestrækning. Det er sådan lidt et varemærke for Glamsbjerg - skinnerne, hvor der tidligere er blevet kørt sukkerroer, men hvor skinnecyklerne nu er blevet en attraktion. Allerede da opstod idéen om at mødes omkring jernbanen; noget, der geografisk deler byen, men som alligevel samler os, siger Rikke Louise Fage-Fjord og tilføjer:


Vi håber meget, at den her jernbanepicnic giver anledning til, at folk møder hinanden på kryds og tværs.

Rikke Louise Fage-Fjord, medstifter af Glamsværkerne


- Så den ide, vi har, er, at byens borgere kan mødes i hjertet af byen til en god festdag, der er uformel med mad, kultur og aktiviteter for børn samt livemusik fra det lokale kulturhus CulturArte. Vi håber meget, at den her jernbanepicnic giver anledning til, at folk møder hinanden på kryds og tværs og lader sig inspirere af hinanden til endnu flere fællesskabende arrangementer.

Medstiftere af Glamsværkerne Rikke Louise Fage-Fjord, Kristine Eiler Ernst, Louise Guldberg Degas. Foto: Rikke Louise Fage-Fjord
Annonce

Midler til at projektkoordinere

At den langstrakte jernbanepicnic kan realiseres, er Rikke Louise Fage-Fjord ikke i tvivl om. Men omfanget af arrangementet afhænger naturligvis af endnu ukendte faktorer, uddyber hun:

- Hvis der er midler til at projektkoordinere og hyre professionelle musikere, så bliver det jo mere storslået. Men hvis ikke, hvad er så det værste, der kan ske? Det værste, der kan ske, er, at det bliver et mindre format, hvor man placerer sig en smule forskudt omkring jernbanen - og eventuelt sidder under en paraply, hvis det regner.

Idéerne er mange, og opbakningen til picnicen er allerede stor blandt de lokale beboere, fortæller Rikke Louise Fage-Fjord og afslører, at projektgruppen blandt andet håber at lave en aftale med hotellet Glamsbjerghus og Mowglis om salg af picnickurve, ligesom de opfordrer resten af erhvervslivet til at deltage i begivenheden.

Selv glæder medstifteren af Glamsværkerne sig mest af alt til at kunne samle de lokale beboere om noget socialt og festligt ovenpå de lange nedlukningsmåneder:

- Vi ved, at folk trænger til at se hinanden, mødes igen. Det har været et hårdt år, og jernbanepicnicen er en oplagt mulighed for at styrke fællesskabet, mener Rikke Louise Fage-Fjord.

Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Forfatter besøger boghandel

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce