Annonce
Lokalavisen Assens

Godt år for Superbrugsen i Assens: Omsætningen steg med 18 procent

Coronaen har fået flere til at søge mod dagligvareforretningerne, og det har man også kunnet mærke i Superbrugsen i Assens. Foto: Søren Plovgaard
Superbrugsen i Assens har nu 4910 medlemmer, og mange af dem er blevet bedre til at benytte sig af betalingskonceptet scan og betal.

Assens: Det har været et godt år for Superbrugsen i Assens.

Dagligvareforretningen på Søndre Ringvej øgede sin omsætning med 18 procent i 2020 i forhold til regnskabsåret forinden.

Fremgangen er blandt andet drevet af, at kunderne i corona-året har søgt mod lidt dyrere varer for at forkæle dem selv. Superbrugsen kan notere vækst i salget i vinafdelingen, i slagter- og delikatesseafdelingen og generelt på salget af nydelsesmidler.

Annonce

Det fortalte uddeler Rasmus Dyrby, da Superbrugsen Assens torsdag aften holdt digitalt årsmøde.

- Vi har en fin omsætning i vores bagerafdeling Brødcooperativet, og inden længe lancerer vi det nye koncept Madkooperativet som en del af slagter- og delikatesseafdelingen, fortalte Rasmus Dyrby, der for halvandet år siden afløste Peter Bastholm som uddeler.

Rasmus Dyrby fortalte også, at Superbrugsen kunne se tilbage på et år, hvor personalet skulle indstille sig på nye arbejdsrutiner og vise omstillingsparathed som udløber af covid-19-situationen.

Brugsens kiosk- og pakkeafdeling er udfordret af væksten af pakker, der ligger til afhentning. Det giver ofte køer, men Rasmus Dyrby lovede, at der var bedre tider på vej for kunderne på den del af forretningsområdet.

Der er også lagt op til en relancering af brugsens frugt- og grøntkoncept med inspiration til, hvordan man kan leve sundere og med et lavere klimaaftryk.

Covid-19-året har også skubbet til kundernes indkøbsvaner, idet brugsen har oplevet en fremgang i antallet af kunder, der benytter sig af betalingskonceptet scan og betal via Coop-appen, som over en tredjedel af medlemmerne nu har downloaded. Der implementeres snart en helt ny kassesluse kun beregnet for scan og betal-kunder.

4910 medlemmer

Butiksbestyrelsens formand Jørn Evan Jensen oplyste, at Superbrugsen har haft en tilgang af medlemmer på 20 procent i årets løb og nu har 4910 medlemmer. En del af de nye medlemmer er kommet til, efter brugsen i Sandager lukkede for et par år siden.

- Det er vigtigt med medlemmer, for vi ved, at halvdelen af brugsens omsætning kommer fra egne medlemmer, sagde Jørn Evan Jensen, der gik af som formand.

Flere og flere kunder henter pakker i Superbrugsen i Assens, og nu er det fokus på at gøre betjeningen i post- og kioskområdet endnu bedre. Foto: Søren Plovgaard

Jørn Evan Jensen kunne også notere, at OK-tankanlægget, der ejes af Haarby Brugsforening A.m.b.a, for nylig har fået en længe tiltrængt opgradering og facelift.

Ole Madsen, Assens, blev nyvalgt til butiksbestyrelsen, der endnu ikke har konstitueret sig.


Det er vigtigt med medlemmer, for vi ved, at halvdelen af brugsens omsætning kommer fra egne medlemmer

Jørn Evan Jensen, formand for butiksbestyrelsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Tyv klatrede op ad lygtepæl i kolonihave: - Det må være ærgerligt at aflevere en Mors Dag-gave, der er stjålet ...

Annonce