Annonce
Lokalavisen Assens

Hårde tider i kolonialbutikken: Wisam forærer sine varer væk

Wasim Jacobsen fra Mellemøstmarked i Assens stiller endnu en kasse gratis kolonialvarer ud på gaden. Foto: Søren Plovgaard
Wisam Jacobsen fra Mellemøstmarked i Assens håber, at forretningslivet snart bliver normaliseret igen. Han giver hver dag nogle af sine varer væk, fordi der mangler kunder.
Annonce

Assens: Mens det meste af forretningslivet er lukket ned i disse dage, holdes der stadig åbent i butikker, der handler med fødevarer.

En af dem er specialbutikken Mellemøstmarked i Østergade i Assens, hvor indehaver Wisam Jacobsen foreløbig har valgt at holde åbent nogle timer midt på dagen.

Nogle dagligvareforretninger melder om stigende salg for tiden, fordi de er blandt de eneste forretninger, der holder åbent. Men hos Mellemøstmarked, der er en kolonial- og grøntbutik med et større udvalg af eksotiske varer fra andre lande end Danmark, mærker Wisam Jacobsen ikke noget til øget efterspørgsel efter varerne i sin butik.

Tværtimod.

- Jeg har mere travlt, når butikkerne holder åbent som normalt, og der er mange mennesker i byens gader. Jeg har meget mindre at lave lige nu, fortæller Wisam Jacobsen, der hver dag i denne tid holder åbent fra klokken 10 til midt på eftermiddagen.

Det bugner med eksotiske varer på hylderne i Mellemøstmarked, men indehaver Wisam Jacobsen kæmper med at holde omsætningen oppe i disse tider, hvor coronarestriktionerne gør det sværere at være forretningsdrivende. Foto: Søren Plovgaard

Nedgangen i kundetilstrømningen i Mellemøstmarked har tvunget Wisam Jacobsen til at forære flere af sine varer væk, fordi omsætningen af varerne ikke går hurtigt nok.

- Jeg kan jo lige så godt give varerne væk, hvis de alligevel er tæt på sidste salgsdato. Så sætter jeg en kasse ud ved vejen og skriver på den, at varerne er gratis. Ellers må jeg bare smide dem ud, siger Wisam Jacobsen.

Han har forsøgt at slå nogle tilbud op i forskellige facebookgrupper, uden at det dog har kastet særlig meget salg af sig.

Annonce

Gav for meget kredit

Wisam Jacobsen håber, at handelslivet i Assens snart bliver lidt mere normalt og uden restriktioner.

- Lige nu går det ikke så godt, siger Wisam Jacobsen, der har drevet Mellemøstmarked i snart fire år.

Wasim Jacobsen har drevet Mellemøstmarked i østergade i Assens i snart fire år. Foto: Søren Plovgaard

Det var ægteparret Sherin Aldida og Imad Dahduh, der i 2015 åbnede forretningen med varer fra fortrinsvis Mellemøsten. Parret stammer ligesom Wasim Jacobsen fra Syrien, men efter overtagelsen har Wasim Jacobsen satset mere og mere på salg af frugt og grøntsager i butikken.


Jeg kan jo lige så godt give varerne væk, hvis de alligevel er tæt på sidste salgsdato. Så sætter jeg en kasse ud ved vejen og skriver på den, at varerne er gratis. Ellers må jeg bare smide dem ud

Wisam Jacobsen, Mellemøstmarked Assens


I maj sidste år fortalte Wisam Jacobsen, at han kæmpede hårdt for at holde sin butik kørende, efter han i en periode havde givet for meget kredit til sine kunder. Kulturen med at give kredit til kunderne stammede fra Wisam Jacobsens hjemland, hvor det er helt normalt handelsmønster, at man kan købe på kredit i en periode. Men den side af forretningen har han fået styr på.

Dengang forklarede Wisam Jacobsen også, at hans omsætning var vigende, fordi coronakrisen havde lukket grænsen til Tyskland, så han ikke kunne hente sine ugentlige leverancer af frugt og grøntsager i Hamburg.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Netto kommer til Skallebølle

Lokalavisen Assens

Allstars i Assens

Annonce