Annonce
Lokalavisen Assens

Haarby var ikke for alvor i nærheden af point

Haarby Håndbold havde store angrebsmæssige problemer, da de søndag mødte topholdet fra SUS, der også løb med sejren efter et rodet opgør. Foto: Mads Haugaard
Annonce

Håndbold, 3. Division, Damer, Haarby Håndbold - SUS Håndbold 16-22 (7-11)

De vante omgivelser i Haarby Hallerne var søndag eftermiddag skiftet ud for Haarby Håndbolds 3. divisionshold, der i stedet spillede i Ebberup Hallen, hvor det dog blev til et forventet nederlag på 22-16 til topholdet fra SUS. Haarby kom også med et noget amputeret mandskab, da de var uden både Helene Stjarnvik, Emma Bæk samt Nanna Strobel, og de to sidstnævnte var i hvert fald navne, der havde pyntet på bagkæden - rent skudmæssigt.

Haarby-mandskabet fik ellers en god start på opgøret, da de kom foran 2-0, men det var en stakket frist, for lynhurtigt tog SUS over. Begge hold havde angrebsmæssige problemer, og det blev noget rodet, men det var ikke desto mindre helt lige, 4-4, efter 12 minutters spil. Gæsterne kom lidt nemmere frem til de oplagte scoringsmuligheder, men bundrutinerede Gitte Esmann i Haarby-buret tvang særligt SUS' fløjspillere til at brænde.

Selvom angrebsspillet ikke var en dans på roser, var der god tålmodighed fra hjemmeholdet, og efter 17 minutters spil bragte Natalie Grubbe Haarby i front med 6-5. Som cifrene indikerede var det ikke den mest velspillede kamp rent angrebsmæssigt, og op mod pausen trak SUS fra. Gæsterne tog nemlig initiativ rent defensivt, hvor de gik frem i en skæv 5-1-formation, som Haarby-mandskabet havde svært ved at løse. SUS gik også til pause foran med 11-7 efter målfattig første halvleg, hvor de to mandskaber ikke rigtig var oppe i det nødvendige gear.

Efter pausen kom særligt Haarbys venstreback Bolette Borne flyvende ud, og med stærke gennembrud bragte hun troen tilbage hos hjemmeholdet. Der var dog lige det mén, at Bolette Borne sled sig frem til scoringerne, og i samme ombæring fik hun flere hudafskrabninger, der betød, at hun måtte ud på bænken. SUS straffede dog fortsat de tekniske fejl og dårlige indspil, som Haarby lavede, og efter 40 minutters spil viste måltavlen 14-10 i gæsternes favør.

Afslutningerne var uden kvalitet fra Haarby-holdet, og man kunne sagtens have brugt skadede Emma Bæks farlighed og kvalitet til at åbne op udefra. Det blev nemlig meget centreret omkring midten, og så var det forholdsvis nemt for SUS-mandskabet at dæmme op for. Men man skal ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt, og hjemmeholdet var rent faktisk tæt på at komme tilbage i opgøret. Med fire scoringer i træk lykkedes det nemlig Haarby at reducere gæsternes føring til et enkelt mål, 15-16, efter 51 minutters spil.

I kampens slutfase manglede Haarby dog den manglende koldblodighed, og så viste SUS, hvorfor de er tophold ved at placere Gitte Esmann tilpas mange gange til, at de fik sig en sikker sejr. Haarby var reelt set ikke i nærheden af point søndag eftermiddag, hvor SUS-mandskabet også vandt fortjent med 22-16, dog uden at spille stort. Haarby-mandskabet har en enkelt kamp tilbage inden jul ude mod Næstved i næste weekend./HAU

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce