Helnæs: Mens der i disse år tales om bro til både Als og Haderslev, er de gået lidt mere beskedent til værks hos Helnæs Bugts Fiskeriforening.
Her har den lokale fiskeriforening for nylig opført en cirka 35 meter lang bådebro i Helnæsbugten ud for ved fiskehusene for enden af Strandbakken.
Broen har stået Helnæs Bugts Fiskeriforening i 135.000 kroner, og finansieringen er sket gennem en donation fra Velux Fonden.
- Oprindeligt havde erhvervsfiskerne på Helnæs ingen bro, men en platform på pæle, som man kaldte Brohovedet ude på dybt vand. Her kunne lægge til med deres store joller og for eksempel opbevare fiskekasser eller det tunge grej til nedramning af bundgarnspæle, fortæller Ib Ivar Dahl, der er formand for Helnæs Bugts Fiskeriforening.
Helnæs Bugts Fiskeriforening har længe ønsket sig en bådebro. Foreningens medlemmer holder i forvejen til i en skurvogn ved parkeringspladsen ved Strandbakken.
Ib Ivar Dahl, der selv bor et solidt fluekast fra den nye bådebro, oplyser, at bådebroprojektet forinden har været igennem de obligatoriske nabohøringer, inden de første pæle blevet slået i.
- Nu kan jollerne komme til at ligge til bro, og når vi laver arrangementer for børn, behøves vi ikke længere at bære børnene ud til bådene. Der kommer også en lav sektion inde mod land, som børn kan bruge, kajak og kanoer kan lægge til, forklarer Ib Ivar Dahl.
Aluminium og lærketræ
Det er Thisted-firmaet modulbro, der har leveret den nye bådebro til Helnæs Bugts Fiskeriforening. Firmaet har fokus på, at broerne er både miljø- og brugervenlige.
- Vi stiller cirka en kilometer broer op om året. Broen her på Helnæs er lavet af søbestandigt aluminium og lærketræ. Når vi ikke er mere, findes aluminiumet stadig. Lærketræet har selvfølgelig en anden levetid, men det er jo også meget oppe i tiden, at det skal være bæredygtigt, siger Modulbros indehaver Jim Jakobsen fra Thisted.