Annonce
Lokalavisen Assens

Her er Annas soveværelse

En blå sovepose har gjort det ud for Anna Risbro Brix' seng siden den 18. november sidste år. Ud over at tage Snorky-mærket, hvor man skal sove udendørs i 365 dage, er overnatningerne i det fri også en slags læring i at begå sig i det fri og tage del i et friluftsliv. Foto: Søren Plovgaard
Niårige Anna Risbro Brix fra Glamsbjerg har siden 18. november sidste år sovet helt alene i et telt i familiens have på Skolevej i Glamsbjerg. Hun er i gang at tage det såkaldte Snorky-mærke.
Annonce

Glamsbjerg: - Mine klassekammerater på skolen synes, det er ret sejt, at jeg tør at gøre det.

Sådan siger Anna Risbro Brix.

Hun er ni år og bor sammen med sin mor Sara, far Peter og lillebror Emil i en rødstensvilla på Skolevej i Glamsbjerg.

Lige bag familiens garage er der slået et solidt Jack Wolfskin-telt op. Teltet er Annas soveværelse. Her har hun overnattet i en sovepose siden 18. november sidste år.

Anna er medlem af Glamsbjergspejdernes minigruppe og i fuld gang med at tage Snorky-mærket - et duelighedstegn man modtager, når man har sovet udenfor i et telt i 365 dage ud af 400.

Flere andre spejdere har de senere år taget Snorky-mærket, men Anna er den eneste fra Glamsbjergspejderne, der er hoppet med på spøgen. De fleste er normalt også lidt ældre end Anna, der fylder 10 år til december.

Hun fik sin mor overtalt til at starte sit Snorky-projekt i efteråret, selvom hendes mor hellere havde set, at datteren havde ventet til foråret med at slå teltet op.

- Jeg har i forvejen taget knivmærket og bålmærket, og så syntes jeg også, at det kunne være sjovt at få Snorky-mærket, fortæller Anna, der går i 3. klasse på Glamsbjerg Fri- og Efterskole.

Anna har 35 dage, som hun kan benytte til at overnatte indendørs. Et par af dem har hun allerede gjort brug af.

- Jeg har sovet inde juleaftensdag og nytårsaftensdag. En dag mellem jul og nytår sov jeg også indenfor på mit værelse, fordi folk allerede var begyndt at skyde med fyrværkeri, fortæller Anna.

Hun husker også engang, hvor hun begyndte at gå i søvne. Heldigvis gik hun ind i huset, hvor hun så overnattede i sin seng.

Jeg har sovet inde juleaftensdag og nytårsaftensdag. En dag mellem jul og nytår sov jeg også indenfor på mit værelse, fordi folk allerede var begyndt at skyde med fyrværkeri.

Anna Risbro Brix

Annonce

Ingen kold fornøjelse

Nu kunne nogen måske tro, at 365 dage i en sovepose i et udendørs telt var selve definitionen på en kold fornøjelse. Men Anna har aldrig frosset i sit lille teltværelse, selv om temperaturen nogen gange har været under frysepunktet.

- Hvis det er koldt, tager jeg bare noget mere tøj på, lyder den logiske reaktion fra Anna.

Hun plejer at gå i seng ved 20-tiden.

- Så ligger jeg gerne lige en halv time og læser lidt, inden jeg falder i søvn, forklarer Anna.

Hun har aldrig følt, at hun var bange for at overnatte i det fri.

- Der var engang, vores kat var kravlet op på ryggen af teltet. Jeg kunne se dens skygge gennem teltdugen, og det gjorde mig lidt utryg. Og så hader jeg, når der kravler snegle ind i teltet, men dem får jeg selv viftet ud igen. Edderkopper er jeg heller ikke så vild med. Men ellers har jeg ikke haft nogen ubehagelige oplevelser ved at overnatte i det fri, fastslår Anna.

Hun sover altid med sin mobiltelefon, så hun har en livline til sine forældre. Og et vækkeur ved siden af soveposen sikrer, at Anna hver morgen vågner tidligt nok til at nå den første time på friskolen klokken 8.30.

Annonce

Projekt tørklæde

I denne uge er Anna med sin klassekammerater på koloni på Torø i tre dage, og her har hun sørget for at få lov at sove i telt, så der ikke kommer kludder i hendes projekt sov-i-det-fri. Og når Anna om et par uger tager på sommerferie og kanotur med sin familie til Sverige, skal hun naturligvis også ligge i telt.

Den niårige Glamsbjerg-pige har regnet sig frem til, at hun kan nå at gennemføre sine 365 dage, så hun kan få sit Snorky-mærke på sin fødselsdag den 9. december. I så fald har hun stadig nogle bufferdage, hun kan gøre brug af.

Når Anna engang kan sy Snorky-mærket fast på sin spejderuniform, har hun mod på at kaste sig over en ny udfordring og et nyt duelighedstegn.

- Næste gang kunne jeg godt tænke mig at få tørklædemærket. Det er sådan et mærke, man får, når man har gået med spejdertørklæde hver dag i 365 dage, forklarer Anna.

- Jeg har nok kreativiteten fra min far og stædigheden fra min mor, fastslår Anna.

Anna Risbro Brix har indrettet soveværelse i et stort Jack Wolfskin-telt, og hun har nu sovet i teltet i cirka halvdelen af den tid, det tager at tage Snorky-mærket. Foto: Søren Plovgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce