Annonce
Lokalavisen Assens

Historisk restaurant søger ny forpagter

Plums Skænkestue har holdt til i denne ejendom i flere end 100 år. Den har været drevet på forskellig vis siden 1980, og nu er lokalerne igen ledige. Foto: Søren Plovgaard
Bente Kær Pedersen er stoppet som forpagter af Plums Gourmet i Assens. Nu søger ejerne nye folk, der vil drive stedet videre.
Annonce

Assens: Den historiske skænkestue i Plums Købmandsgård midt på Østergade i Assens skal have ny forpagter.

Bente Kær Pedersen, der har drevet stedet som café og restaurant i fire år med Karsten Plum som restauratør, har valgt finde nye arbejdsmæssige udfordringer, og derfor søger A/S Plums Ejendoms-Aktieselskab en ny lejer til lokalerne i den kendte skænkestue, der er placeret midt i et af Assens historiske gårdmiljøer.

- Vi har ikke på forhånd lagt os fast på, hvilken form for restaurant eller café, vi kunne ønske os i lokalerne. Nu ser vi først, hvad der kommer af henvendelser, siger Ole Plum, medlem af bestyrelsen i A/S Plums Ejendoms-Aktieselskab.

Det er Ejendomsmæglerfirmaet Colliers International i Odense, der har fået opgaven med at leje restaurationslokalerne i Plums Gård ud, og her har man allieret sig med den tidligere Assens-ejendomsmægler Christian Darum, der har et godt lokalkendskab til byen.

Der er plads til 30 gæster i restauranten samt 28 gæster ved udeservering. En ny forpagter får desuden mulighed for at benytte det 80 kvadratmeter store lokale Ægpakkeriet med 50 pladser i Plums Gård til eksempelvis festarrangementer, kurser eller foredrag.

Af salgsmaterialet fremgår det, at der til lejemålet er tilknyttet diverse inventar, service, køle- og fryseskabe, borde og stole med videre, og at dette lejes ud over lejen for lokalerne.

Den samlede årlige leje for lokaler og inventar i den tidligere skænkestue udgør 180.000 kroner plus moms. Hertil kommer betaling for forbrug. Med det nuværende inventar er der i restauranten borde og stole til 30 gæster, samt 28 til brug for udeservering.

Caféen i Plums Gård

Brødrene Frederik og Niels Plum købte købmandsgården i Østergade 38 i 1876 af deres fætter Bertel Bruun.

Nogle år senere indrettede de skænkestue. Skænkestuen var populær hos egnens og byens karle og landboere, der i skænkestuen kunne spise deres medbragte mad og få en snaps eller en tår kaffe på husets regning. En stor del af personalet i Plums Købmandsgård var dengang ansat med kost og logi, og i gården fandtes desuden et folkekøkken, hvor der blev tilberedt varm mad.

Den tidligere ejer Arne Plum, der var født i 1903, mener at huske, at den oprindelige skænkestue lå i den østlige gårdlænge tættere på Østergade. Skænkestuen blev senere flyttet til den nuværende ejendom, hvor der oprindeligt var korn- og frølager på loftet (det blev senere lavet om til en badmintonbane).

Plum-familien drev selv skænkestuen frem til 1980. Mange vil stadig kunne huske fru Anna Madsen som servitrice i skænkestuen. Hun var i øvrigt svigermor til Ole Plum, der sidder i bestyrelsen for A/S Plums Ejendoms-Aktieselskab.

Efter 1980 har disse personer haft forpagtningen af Plums Skænkestue:

1980-1991: Erik Christgau og Sigvald Tingkær, Restaurant Hereford Beef-House. 1991-2001: N. Hoang, Asia House. 2002-2003: Plums Ejendoms-Aktieselskab, café og restaurant. 2003-2004: Klaus Jensen, café og restaurant. 2004-2005: Brian Matzen, Restaurant Alfred & Camilla. 2007-2010: Birgitte og Finn Teilmann, Café Lina. 2010-2015: Anja Madsen og Grethe Jensen, Café CupCake. 2015-2019. Karsten Plum og Bente Kær Pedersen, Café Plums Gård og Plums Gourmet.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce