Assens: Hjertet sidder på det helt rette sted hos Signe Sørensen og Lise Bodin.
For fjerde år i træk tilbyder Signe Sørensen fra Assens gratis fotografering for familier, der ikke har helt så meget at gøre godt med som andre.
Signe Sørensen startede med at tilbyde gratis fotografering op til julen i 2017.
På flere hjælpegrupper på Facebook fortalte hun om sit nye initiativ, og Lise Bodin var en af dem, der meldte sig til fotograferingen sammen med sine sønner og Alex og Bastian, der i dag er 10 og 13 år.
- Dengang var jeg lige blevet alene med mine børn, og min økonomi var ikke den bedste. Det hele var lidt øv, men jeg var heldig at være en af de familier, der blev tilbudt gratis fotografering af Signe, og i dag er vi faktisk bedste veninder, siger Lise Bodin, der bor i Glamsbjerg.
Signe Sørensen fortæller, at det gør hende glad at kunne hjælpe andre.
- Jeg vil gerne give dem, der ikke har ret mange midler, muligheden for at få taget disse billeder. Det startede egentlig bare som et forsøg for at se, om det var noget, der gav mening, og det synes jeg, at det har gjort, siger Signe Sørensen, der ved siden af at være freelancefotograf også arbejder i Rema 1000 i Tommerup St.
Dartklub tilbød lokaler
De første tre år fotograferede Signe Sørensen sine gratis portrætter i en gildesal hos et familiemedlem i Barløse. Men i år er hun og assistenten Lise Bodin rykket ind på anden sal i Assens Dartclubs lokaler i Østergade.
- Dartklubben tilbød os, at vi kunne få lov til at fotografere her, og det er et fint sted, som er lidt nemmere for folk at finde end placeringen i Barløse, fortæller Signe Sørensen.
Lise Bodins opgave under fotograferingerne er blandt andet at sørge for, at folderne sidder helt rigtig på dem, der skal fotograferes.
- Selve fotograferingen lader jeg Signe om, smiler Lise Bodin, der i begyndelsen af året blev færdig med sin uddannelse som socialrådgiver og nu er gået på jagt efter et fast job.
Efter Signe Sørensen lavede et opslag i Facebookgrupperne "Vi hjælper hinanden - Vestfyn" og "Fynsk Næstekærlighed" har foreløbig 25 personer meldt sig til den gratis fotografering, der startede lørdag og fortsætter de næste uger.
Lise BodinVi oplever i den grad, at der er behov for et initiativ som vores i disse tider, hvor mange familier er pressede både økonomisk og socialt på grund af den aktuelle situation omkring corona
- Vi oplever i den grad, at der er behov for et initiativ som vores i disse tider, hvor mange familier er pressede både økonomisk og socialt på grund af den aktuelle situation omkring corona. Hvis vi kan fjerne lidt af bekymringerne ved, at vi bruger et par weekender på at fotografere gratis, er det jo bare helt fantastisk, siger Lise Bodin.