Annonce
Lokalavisen Assens

Hollandsk turist i Assens: En dejlig dag sammen med Toldstrup

Modstandsmuseet Toldstrups Hus er indrettet i denne karakteristiske ejendom i Damgade 26 i Assens, som tidligere rummede museet Mands Samling. Foto: Søren Plovgaard
Annonce

Lokaldebat: I 17 år har jeg hvert år været turist i Assens. På denne varme og solrige dag, gik jeg endnu engang gennem Assens og nød roen og de smukke bygninger.

Tilfældigvis så jeg et lille opslag under nogle stokroser på et smukt gammelt hus. På opslaget stod, at her var et museum, der fortalte om en af Danmarks største modstandshelte.

For 18 år siden flyttede jeg til Holland, da jeg fandt sammen med en hollænder. I Holland vedligeholdes minderne om anden verdenskrig betydeligt mere, end jeg har været vant til i Danmark.

Dertil kommer, at min mand har stor interesse i begivenhederne, der fandt sted under anden verdenskrig. Selv om han gentagne gange har spurgt ind til den danske modstandsbevægelse, har jeg dog ikke rigtig kunne give ham ret mange oplysninger.

Preben Find var initiativtager til oprettelsen af Toldstrups Hus, og han er i dag formand for Toldstrupselskabet, som driver museet. Her har Preben Find fundet et eksemplar af avisen Nationaltidende frem i museets bibliotek med befrielsens glade budskab på forsiden. Arkivfoto: Søren Plovgaard

Derfor blev jeg så glad og overrasket over endelig at have fundet noget, der fortalte om modstandsbevægelsen i Danmark. Nu kunne jeg endelig vise lidt frem, hvad  "vi danskere” havde præsteret.

Vi kom til museet uden for den sædvanlige åbningstid, og jeg ringede derfor - som der stod på opslaget - til formanden for Toldstrupselskabet Preben Find for at få en aftale om en rundvisning.

Jeg havde nok forventet et lidt støvet museumsbesøg, men der tog jeg fejl. Det blev en fantastisk nærværende oplevelse fortalt med en viden og passion, man sjældent møder.

Historien bag mennesket ”Toldstrup”, hans værdier, normer samt hans heltedåd og baggrunden herfor. Især slog det mig, hvordan Toldstrup beskrev det danske samfund, da krigen brød ud. Parallellerne er slående.

Citat: ”Skridt for skridt, trin for trin arbejdede vi os væk fra idyllen og naivitetens leveform, bort fra mange generationers åndelige indgifte, der har gjort os slappe, trygge og selvtilfredse”.

I museet Toldstrups Hus fortælles historien om modstandsmanden og nedkastningschefen Anton Ingersøn Jensen, der under anden verdenskrig opererede under dæknavnet Jens Toldstrup. Foto: Søren Plovgaard

Jeg anede simpelthen ikke, at Assens var ophavssted for sådan en helt. Jeg er født og opvokset i Assens Kommune, er uddannet inden for turisme og har arbejdet med turisme på Fyn samt boet i Assens i en kortere periode.

Derfor var det med røde kinder og dyb respekt for denne mands gerninger, at jeg lyttede til Preben Finds fortælling, mens vi stod i de små stuer. Historien kom tæt på, da vi stod i de stuer, der gengav tidens trend. Og uret på væggen, der viste klokkeslættet for, hvornår meldingerne til modstandsbevægelsen blev sendt via radioudsendelse fra BBC i England.

I Holland havde man også en stor modstandshelt, Erik Hazelhoff, ”Soldaat van Oranje”.

Der er bygget et imponerende 360-graders teater i en gammel hangarhal. Her opføres nu på 10. år en storslået musical, der fortæller om denne modstandshelt. Tre millioner mennesker har besøgt forestillingen indtil nu. Umiddelbart mener jeg ikke, at hans gerninger har haft lige så stor indflydelse på krigens forløb, som Toldstrups aktiviteter havde.

"I har virkelig noget at vise frem i Assens, og en stor tak til Preben Find og til Toldstrupselskabets øvrige bestyrelse, der sørger for, at disse nationalklenodier ikke går i glemmebogen", skriver Susan Holst Nielsen blandt andet i sit læserbrev

Jeg synes bare, at forskellen på, hvorledes de forskellige europæiske lande omgås med denne tid, er slående. Hvorfor gemmer vi på de danske helte fra den tid? Er det fordi, at man ikke kan undgå at fortællle om den mindre charmerende rolle, den danske stat havde i denne tid?

Jeg ved det ikke, men i hvert fald er det et stykke historie, der fortjener at blive fortalt.

I har virkelig noget at vise frem i Assens, og en stor tak til Preben Find og til Toldstrupselskabets øvrige bestyrelse, der sørger for, at disse nationalklenodier ikke går i glemmebogen.

Det her er nemlig en dansk skat!

Så tak til ”Toldstrup” for alt han har gjort for Danmark og tak til hans venner, der sørger for at han forbliver en inspiration for os alle.

På gensyn.


Jeg havde nok forventet et lidt støvet museumsbesøg, men der tog jeg fejl. Det blev en fantastisk nærværende oplevelse fortalt med en viden og passion, man sjældent møder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce