Annonce
Lokalavisen Assens

Husker vi at skønne på de gode dage, vi lever?

Britta Schall Holberg. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce

Husker vi at skønne på de gode dage, vi lever?

Det er vel den første tanke, der farer gennem ens hoved, når man hører om et andet menneske, der som lyn fra en klar himmel bliver ramt af sygdom, som det skete for prins Joachim fredag aften.

Vi havde lige set, hvordan prinsens mor, dronningen og hendes søster strålede fredag eftermiddag, da de indviede køkkenhaven ved Gråsten Slot.

Pludselig få timer efter blev hele verden vendt rundt. Det blev den for den ikke mere unge mor, som lige har været med til at fejre barnebarnets 18 års fødselsdag. Fest og glæde.

Det blev den for den unge familie med to mindreårige børn og en ung mor, der med angst må se de kommende dage, uger, måneder i møde: Vil dette her ende godt, eller vil min mand og jeg skulle ændre hele vores måde at leve livet og leve livet sammen på?

Desværre er det jo ikke nogen helt sjælden sygdom, der har ramt prinsen og familien. Alt for mange rammes af en blodprop i hjernen. For alt for mange betyder det en helt ændret hverdag. Men heldigvis er der jo også mange, der med sej vilje, men også med dygtig indsats af diverse genoptrænere kan komme op i gear igen.

Måske er prinsen i så henseende heldigere, end mange andre.

Måske er hjælpen lidt tættere på. Men det ændrer jo ikke den ulykke, der er sket.

Mange mennesker, mange pårørende skal desværre af og til kæmpe en hård kamp oveni bekymringen over sygdommen for at få den nødvendige hjælp. Ofte belastes efterbehandlingen af vejen gennem alt for mange led.


Jeg husker en ældre mand, der var blevet lam i hele kroppen. Jeg husker, hvordan hans hjælper sad ved hans side og arbejdede med hans krop og glædestrålende sagde: ” Se, nu kan han allerede bevæge sine fingre. Han er så sej. Han har så megen vilje.”

Britta Schall Holberg, klummeskribent


Men der er jo også mange, der rammes af sygdom, som giver op, mens andre sætter sig for: Dette her skal jeg selv gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, for at komme igennem og komme i gang fra igen. Nogle mennesker har så mange kræfter i den proces, at man helt taber pusten.

Jeg husker fra min sundhedsministertid, at jeg besøgte det, der dengang var Hornbæk genoptræningscenter i Nordsjælland. Mange af de, der var nødt til at komme på centeret, fordi de var kommet alvorligt til skade, var unge, som var kørt galt med deres bil, eller ældre, der også var kommet alvorligt til skade af den ene eller anden grund.

Jeg husker en ældre mand, der var blevet lam i hele kroppen. Jeg husker, hvordan hans hjælper sad ved hans side og arbejdede med hans krop og glædestrålende sagde: ” Se, nu kan han allerede bevæge sine fingre. Han er så sej. Han har så megen vilje.”

Og jeg så, hvordan den syge langsomt kunne rette sine fingre ud. Jeg glemmer det aldrig. Jeg tænkte: ”Hvordan kan et menneske have så mange mentale kræfter og en så stor livsvilje?” Mange af os andre ville have givet op over for den kæmpeopgave, der lå forude.

Og jeg skal love for, at har man oplevet den slags, så holder man op med at pibe over de irriterende skavanker, der livet i gennem kan ramme en, og som man selvfølgelig helst havde været foruden.

Det fører mig tilbage til mit udgangspunkt, nemlig det, der for gennem mit hoved, da jeg fredag aften hørte om prinsens ulykke: ”Hvor skal vi dog skønne på de dage, som er gået godt, og de dage, hvor vi kom gennem det, vi måske ikke syntes, var så morsomt.” Pludselig kan livet vende 100 grader.

Hvor skal vi dog tænke vores liv igennem:” Er det sådan, jeg gerne vil leve? Er det dette her, jeg gerne vil tænke tilbage på, eller er der noget, jeg skal have hanket op i?”

Selv husker jeg, da min familie og jeg flyttede til Hagenskov efter meget, meget travle år i Holbæk. Jeg gik tur i skoven med vores mindste, som pludselig fik øje på en skovsnegl og stoppede op og slet ikke kunne komme videre for bare optagethed af skovsneglen. Jeg stod der og skyndede på ham. Vi skulle jo hjem… Pludselig slog det ned i mig:” Hvad I alverden har du så travlt for? Nu giver vi os tid til det vigtigste lige nu: At få opklaret og rørt ved mysteriet: skovsneglen.” Også den lille episode er god at have med som ballast i sit videre liv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Røde Kors samler ind

Lokalavisen Assens

Cirkus i byen

Annonce