Annonce
Lokalavisen Assens

Innovationscenter i tidligere mediehus

I de kommende måneder vil lokalerne her på Østergade 78 undergå en forandring, fordi 1. marts rykker Marie-Louise Larsen og Claus Valsøe ind og åbner Innovationscenter Assens. Foto: Nina Vibe Petersen
Assens by får et innovationscenter, der skal hjælpe iværksættere og mindre virksomheder på vej. Det bliver etableret i Lokalavisens tidligere lokaler på Østergade 78.
Annonce

Assens: 1. marts kommer der igen liv i lokalerne på Østergade 78 i Assens.

De har stået tomme siden slutningen af marts 2017, hvor Lokalavisen Assens og Fyens Stiftstidende rykkede sin redaktion til Provstistræde 16. Men nu har nye lejere meldt sig på banen.

Det er Marie-Louise Larsen og Claus Valsøe, der går sammen om at åbne Innovationscenter Assens. Her skal skabes et miljø, der kan fremme udviklingen af iværksætteri og hjælpe mindre virksomheder på vej.

Inspirationen er fundet i blandet andet Odense, hvor Marie-Louise Larsen har haft skrivebord i Vidensbyen ved Cortex Park.

- Der oplevede jeg et åbent miljø, hvor man sidder skrivebord ved skrivebord, hvor man kan tage til en masse foredrag, og hvor der er en særlig stemning, som man deler med hinanden og arbejder på tværs.

- Som en lille erhvervsdrivende kan du leje dig ind i et billigt kontorfællesskab, men der mister du hele det miljø, som følger med i en iværksætter-hub. Fordi du netop bare får nogle gode faciliteter på typisk lukkede kontorer, og det er ærgerligt, for der opstår virkelig magi, når man sidder skulder ved skulder og føler, at man har en masse kollegaer. Det koncept synes jeg mangler, fortæller Marie-Louise Larsen.

Østergade 78

Hjørnet af Østergade og Møllevej - nærmere bestemt bygningen nummer 78 - har igennem tiderne været brugt til mange forskellige formål.

I første omgang lå byens præstegård på hjørnet, men i 50'erne blev bygningen revet ned, da der blev bygget en ny præstegård på Dankwart Dreyers Vej. Her ligger præstegården stadig.

I mange år var der automobilværksted på Østergade 78, og i 1997 rykkede Finn Vestergaard og Expert Vestergaard ind på matriklen i nybyggede lokaler, som er dem, vi kan se i dag.

Fyens Stiftstidende og Lokalavisen Assens overtog lokalerne i november 2007, og havde redaktion i huset indtil slutningen af marts 2017.

Siden da har lokalerne stået tomme.

1. marts 2020 åbner Innovationscenter Assens.

Togt ejer ejendommen, der også består af en række lejligheder.

Annonce

Optimal placering

Marie-Louise Larsen skal være ansigtet udadtil, mens driften af huset ligger i Claus Valsøes selskab.

Det var også hos ham, at ideen om at flytte ind i lokalerne lige ud til rundkørslen opstod.

- Hvis man skal se på det i forhold til at bruge den ejendom til et eller andet, så var det den meste oplagte løsning at bruge den til innovationshus eller et kontorfællesskab. Også fordi ejendommen er temmelig stor, så man får ikke flyttet en butik derop, og at dele den op i to vil også være forkert. Derfor tænkte jeg, at vi skal lave et iværksætterhus.

I de kommende uger vil man kunne se lokalerne undergå en forandring.

- Vi har lige fået materialelisten fra trælasten på det, vi skal bruge til at bygge om. Jeg regner med, at medio december bliver materialet leveret, og så begynder vi at bygge op mellem jul og nytår og i starten af januar. Så har vi slutningen af januar til at sætte møbler ind, og så kan vi i februar begynde at holde noget åbent hus for så endelig at få en startdato 1. marts. Der vil vi gerne slå dørene op, siger Marie-Louise Larsen.

Selv om langt fra alle detaljer er på plads endnu, har Claus Valsøe allerede aftaler med nye "beboere" i hus.

- Der bliver 19 skrivebordet, og vi har allerede ”solgt” seks eller syv, og vi har nogle, vi skal mødes med for at tale det igennem, så jeg regner med, at når vi når medio januar, er vi i hvert fald halvt igennem.

Annonce

Lempelige vilkår

Det er Togt, der ejer ejendommen, og her glæder projektchef Mikael Fauerholm Christensen sig over, at der nu kommer liv i huset igen.

- Det har vi længe håbet på ville komme. Det har undret os, at den har stået tom så længe, for det er et fint hjørne - også eksponeringsmæssigt - i byen. Så det har undret os, at der ikke har været mere aktivitet omkring det, siger han og fortæller, at man har givet Marie-Louise Larsen og Claus Valsøe lempelige vilkår at komme i gang på.

- De har fået nogle måneder til at løbe det i gang, og så har vi lavet aftale omkring indskud, som bygges op over en længere periode i stedet for at lægge et stort beløb til at starte med. Og så betaler vi nogle materialer til at bygget om til det, de vil bruge det til.

Her er et bud på, hvordan stueetagen kan blive indrettet, så der er plads til både skriveborde, foredragssal og mødelokaler. Illustration: Inn Tegn og Byg
Marie-Louise Larsen har firmaet Marketize Konsulent og regner med, at hun skal have et skrivebord i Innovationscenter Assens, som hun står bag sammen med Claus Valsøe. Foto: Nina Vibe Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce