Annonce
Lokalavisen Assens

- Hvis jeg nu passer min pels og plastikposen, så kan du jo passe din bomuldsjakke

Annonce

Lad mig lige starte med at slå én ting fuldstændig fast. Den grønne omstilling er en god og nødvendig størrelse, og jeg bakker op om alle typer af klimatosser. Jeg er bare ikke helt med på vognen endnu. Det afføder ind i mellem nogle reaktioner, jeg er ved at være godt gammeldags træt af.

Jeg har nemlig ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet antastet af veganersympatisører i Odense, når jeg er kommet anstigende i en pelsjakke på gågaden. Den ene gang i en pels, jeg har fået af min mor, der selv har fået den af sin mor. For sådan er livscyklussen jo med pels. Skidtet holder for evigt og er hverken blevet farvet eller syet af børn i Indonesien.

Jeg er sågar blevet råbt efter af en ung pige, som jeg måtte vende mig om og konstatere stod i et par læderstøvler. Ægte læder. Med en Burberry-pung i hånden. Jeg vil gerne afsløre, at Burberry-punge er lavet af læder. Ægte læder. Så har jeg vist ikke sagt for meget.

Jeg skal bestemt ikke gøre pelsfrakken bedre, end den er. Men jeg sidestiller produktionen med kødindustrien, så du skal saftsuseme ikke stå med en hotdog fra den lokale pølsevogn i hånden og antaste mig på grund af min rulamspels. Slet ikke når du bagefter køber billig bacon i brugsen og går hjem og fodrer alle dine kæledyr med foder, der naturligvis er lavet af kød. For så bagefter at tage et bad og sæbe dig ind i rester fra minkproduktionen. Nej nu stopper legen!

Jeg kom sådan til at tænke på alt dette, da jeg for nyligt hørte i radioen, at en undersøgelse viste, at vi generelt går i billigt tøj otte gange i alt. Alt det gode fra H&M har vi på otte gange, og så ryger det ud. Derfor appellerede programmet til, at man valgte tøj i en bedre kvalitet. Simpelthen for at undgå den enorme miljøbelastning vores tøjforbrug udgør. Det fik mig til at tænke lidt over det gode C02-regnestykke.

Jeg stod nemlig inde i Flying Tiger - jeg kalder den stadig Tiger-butikken - tilbage i december. Jeg havde fyldt kurven med en masse plastikskrammel til mine børns kalendergaver. Der var allerede lidt til den dårlige samvittighed. Men da jeg kom frem til kassen, spurgte ekspedienten mig, og jeg ville købe en pose. Da jeg havde tømt det halve af butikken, sagde jeg naturligvis ja tak. Hun spurgte så, om det skulle være plastik eller stof? Jeg sagde plastik og hørte straks et lille gys fra køen bag mig! Sagde hun virkelig plastik?

Jeg måtte herefter forlade butikken med min døde havskildpadde om armen. Det var lidt komisk, da alle stod med kurven fyldt af ubrugeligt plastiklegetøj. Men dem med stofposerne havde det øjensynligt bedre med at gå derfra. Det gør det så ikke mindre komisk, at jeg for nyligt blev opmærksom på, at bomuldsposerne er en kæmpe miljøsynder sammenlignet med plastikposerne - med mindre du naturligvis genbruger din stofpose flere tusinde gange. Så har du sparet op til en dejlig, hellig fornemmelse i maven.

Så skulle vi nu ikke lige blive enige om, at når vi ikke rigtig ved noget om regnestykket, så skal vi fuldstændig afholde os fra at pege fingre af andre mennesker?

Hvis jeg nu passer min pels og plastikposen, så kan du jo passe din bomuldsjakke uden at fodre katten.

Og så huske at bruge stofposen rigtig mange gange.

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg er blevet antastet af veganersympatisører i Odense, når jeg er kommet anstigende i en pelsjakke på gågaden.

Klummeskribent Marie-Louise Larsen

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Ændringer hos kirken

Annonce