Annonce
Lokalavisen Assens

Klumme: Det er svært at vise følelser med mundbind på

Siden lørdag den 22. august har det været at krav, at man bærer mundbind i den offentlig transport. Foto: Stine Ploug Christiansen
Et af de nyeste tiltag i kampen mod coronavirus, er kravet om at bære mundbind i den offentlige transport. Men med den nye beklædningsgenstand placeret midt i ansigtet, følger et par udfordringer.
Annonce

Forpustet stiller jeg cyklen fra mig på den overfyldte cykelparkeringsplads bag ved Banegårdscentret i Odense. Mange andre gør det samme, og i en mindre menneskemængde går vi ind i den orange bygning. På vejen roder min hånd rundt i jakkelommen, og leder efter det blå stykke stof. Hånden kender følelsen, jeg får hurtigt hevet mundbindet op af lommen, og viklet de tynde hvide elastikker om ørerne. På et splitsekund ligner vi hinanden alle sammen.

For en måned siden startede jeg som praktikant på Fyens Stiftstidendes og Lokalavisen Assens' redaktion i Assens, og med den nye jobtitel fulgte også en ny tilværelse som pendler. Hver morgen klokken 07.18 kører rute 151 fra Odense Banegård mod Assens Rutebilstation, og troligt står jeg og venter på bussen på plads B med udsigt ud over Banegårdspladsen og et ventende hav af mennesker.

Annonce

En ny hverdag

Mandag den 24. august var den udsigt, som jeg ellers havde vænnet mig til, fuldstændig forandret. Som en censureringsbjælke midt i ansigtet, rendte folk nu rundt med blå mundbind.


På vej ind eller ud af bussen plejer jeg altid at sende buschaufføren et smil, og et ønske om en god dag, men det er blevet sværere at vise nogen former for følelser, når halvdelen af ens ansigt er dækket af stof.


Jeg mener selv, det er enormt vigtigt at passe på hinanden og sænke smitterisikoen i den offentlige transport, og derfor har jeg troligt været ude for at anskaffe mig mundbind, som ligger klar til brug i tasken, når jeg nærmer mig en station eller et stoppested.

Alligevel har det ikke været helt uden små bump på vejen, at jeg har skulle vænne mig til den nye accessorie.

Annonce

Bump på vejen

Hver morgen følges jeg med min kæreste ind til banegården, hvor vores veje splittes, når han skal med en anden bus. Før mundbindenes indtog, plejede vi at stå inde ved rulletrappen og sige farvel til hinanden. Gerne akkompagneret af et kys eller to. Det er nu blevet til noget, vi gør i smug udenfor, fordi vi er lidt i tvivl om, om det er tilladt at smide maskerne i de sekunder, det varer.

Dernæst stiller jeg mig hen til mit stoppested for at vente på bussen, som ofte kommer efter et par minutter. På vej ind eller ud af bussen plejer jeg altid at sende buschaufføren et smil og et ønske om en god dag, men det er blevet sværere at vise nogen former for følelser, når halvdelen af ens ansigt er dækket af stof.

Når jeg endelig finder en plads i bussen, mærker jeg for alvor, hvilken effekt mundbindets tætte stof har på min hjerne. Med en kronisk, næsten stoppet næse, bliver det ikke nemmere at trække vejret, og jeg har en hjemmestrikket teori om, at jeg ikke får samme mængde ilt til hjernen med mundbind på. Og den manglende ilt gør mine øjne tungere og tungere...

Der er mange ting, man skal vænne sig til, i kampen mod coronavirus, og mundbind er bare en af dem. Alligevel ser jeg større fordele i at beholde mundbindet på i den offentlige transport, så vi forhåbentlig snart kan komme tilbage til de normale forhold, hvor man igen kan give sin kæreste et farvelkys inde på banegården, og sende buschaufføren et smil, inden man forlader bussen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Røde Kors samler ind

Lokalavisen Assens

Cirkus i byen

Annonce