Annonce
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg er begyndt at rådyrke 1970’erne ...

Henrik Lund Nim er vokset op i 1970'erne, hvor verden var lidt anderldes end i dag. Her ses han på vej til skole sammen med en pige fra klassen. Privatfoto

Jeg har på det seneste opdaget en tendens hos mig selv. Jeg er begyndt at rådyrke 1970’erne. Ser flere tv-serier fra den tid, hører musikken, nyder kunsten. Det kunne sgu’ noget det årti.

Jeg har selv levet i 70’erne. Eller jeg skulle måske hellere sige, at jeg overlevede årtiet. For det var jo dengang, børn ikke måtte have sikkerhedssele på, og den passive rygning var massiv (jeg har endda i en alder af 8-10 år rullet cigaretter for min stedmor). Jeg husker, hvordan røgen hang i stuerne som en tung, grå efterårssky, når der blev pulset på cigaretter, cerutter, piber og cigarer i små stuer. På samme tid.

Så var der ferierne, som dengang kun gik til Spanien. Mallorca, Costa del Sol, Benidorm, Ibiza og Costa Brava. Intet andet kunne bruges.

Annonce

Grækenland var for hippierne, Frankrig for intellektuelt, i Italien var der for meget terror, og Tyrkiet var for gæstearbejderne. Derfor gik turen til Spanien. Vi klappede alle, når Caravellen ramte landingsbanen ved Solkysten. Som om at piloten havde lavet en fuldkommen overmenneskelig indsats og reddet vores liv. Det svarer vel til at klappe begejstret når buschaufføren kører ind på Odense Banegård. Vi ankom til hotellet, og alle gik ud som det første på altanen for at nyde udsigten til nabohotellets grå betonvæg.

Charterferien skulle naturligvis foreviges på papirbilleder. Vi skulle tage et vigtigt valg, inden vi tog afsted. Enten havde vi købt en film med 24 billeder, eller også var det luksusudgaven med 36 billeder. En firkantet kubeblitz med fire skud i skulle sørge for, at der blev lys over land, når der skulle tages billeder ved grisefesten, hvor billig rødvin blev hældt fra karafler direkte ned i halsen på mere og mere fulde danskere med hagesmæk på og solskoldet hud. Det var et dionysisk orgie og skørlevned i sin reneste form.

70’erne var præget af oliekrisen, som gav os de bilfrie søndage og halvkolde stuer, fordi temperaturen skulle sænkes for at spare på olien. Men så kunne vi til gengæld varme os med den fantastiske musik, der blev lavet dengang.

Queen’s mytiske prog-popsang ”Bohemian Rhapsody”, der blev et kæmpe hit og fik efterhånden legendestatus, blev skrevet af én mand, Freddie Mercury. Mens det i dag kræver syv-otte sangskrivere at lave en fuldkommen ligegyldig Melodi Grand Prix-sang, som er glemt inden konfettien falder, og vindblæseren går i gang i sidste vers.

I slutningen af 70’erne lavede David Bowie sin Berlin-triologi. Pink Floyd deres monumentale mesterværker. Kim Larsen var efter min mening bedst i 70’erne. Det var musik med kant. ”Musik med kant” i dag er kvindelige kunstnere, der har frækt undertøj på og som laver smålummer pornografi på scenen. Problemet er, at de ikke rigtig kan komme videre derfra, da næste skridt ville være et decideret samleje på scenen.

I 70’erne var det anderledes ægte provokerende. Alice Cooper bed hovedet af levende duer og blev selv hængt og døde på scenen. Hver aften. Punkrocken opstod i 70’erne. Pionererne var Sex Pistols, der i 1976 udgav Never Mind The Bullocks med sange som Anarchy in the UK og God Save The Queen med den mindeværdige startlinje ”God save the Queen. The fascist regime, they made you a moron, a potential H bomb”.

Bent Jacobsen fra Bøssernes Befrielsesfront udgav i start halvfjerdserne pladen ”Bøsse”, der som titlen diskret antyder handler om homoseksualitet. Den indeholdt sangen ”Pædofili-blues” som i malende vendinger beskrev en 15-årig drengs oplevelser med en 30-årig mandlig elsker. På Det Kongelige Teater dansede kongelige balletdansere nøgne rundt til Savage Roses Dødens Triumf. Da stykket blev genopført i 00’erne var det i en anderledes puritansk udgave.

Det var det brune årti. ”50 Shades of Brown” kunne en husmor-erotisk bog have heddet dengang. I 70’erne var dresscoden nemlig beige fløjlsbukser, mørkebrun rullekravetrøje, mørkegrøn parcacoat og Prins Valiant-frisure.

Discoen, som indtog verden i slutningen af 70’erne indvarslede dog en mindre revolution med mere glimmer og glitter. Jeg kan huske, da årtiet skiftede, og vi gik ind i 80’erne, hvor forfriskende det var, at det var ”tilladt” at tage tøj på med andre farver end brun, beige og mørkegrøn. Det var tilladt at skeje ud og tage pastelfarver på i skole uden at blive drillet med ”Hold kæft hvor er det noget farverigt, flot og lækkert tøj du har på, din taber!”.

De voksne fra dengang siger i dag: ”Kan du huske 70’erne, så har du ikke oplevet dem.”

Eller som Iggy Pop så poetisk fortæller: ”Sometimes I woke up with bumps on my head, blood on my shirt and something green coming out of my penis”.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Tyv klatrede op ad lygtepæl i kolonihave: - Det må være ærgerligt at aflevere en Mors Dag-gave, der er stjålet ...

Annonce