Annonce
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg skal love for, at det sagtmodige køb blev noget mere dramatisk, end jeg havde regnet med

"Nu mødte jeg så Marlene, travlt beskæftiget som altid med at fylde hylder op. Hun fortalte, at nu havde tyverierne af varer fra butikken antaget et sådant omfang, at de var nødt til at gøre noget. Folk kommer simpelthen ind i forretningen med tasker og rygsække og går i gang med at fylde tasker og rygsække", skriver Britta Schall Holberg i sin klumme i Lokalavisen. Arkivfoto: Nina Vibe Petersen
Annonce

Jeg skulle op hos min lokale købmand, Jan og Marlene og have hakket kød til hakkebøffer.

Men jeg skal love for, at det sagtmodige køb blev noget mere dramatisk, end jeg havde regnet med.

På indgangsdøren til forretningen var opsat et kæmpeskilt: ”Rygsække og sportstasker må ikke medtages i forretningen. De skal afleveres ved kassen.” Budskabet blev på et tilsvarende stort skilt gentaget, straks jeg kom ind i forretningen.

Jeg vidste nok, hvad det betød, for indehaveren og jeg har talt om problemet tidligere.

Nu mødte jeg så Marlene, travlt beskæftiget som altid med at fylde hylder op. Hun fortalte, at nu havde tyverierne af varer fra butikken antaget et sådant omfang, at de var nødt til at gøre noget. Folk kommer simpelthen ind i forretningen med tasker og rygsække og går i gang med at fylde tasker og rygsække. Og så forsvinder de ud igen uden at betale.

Det til trods for, at hele forretningen er kameraovervåget, så indehaverne ved, hvem det er, der stjæler. Ikke engang det afholder åbenbart folk fra at fylde i pose og sæk uden at betale. Det har nu taget et omfang, som indehaverne ikke mere kan leve med.

Jeg spurgte, hvem det var, der stjal. Svaret var: ”Det er unge som gamle. Det har ingen alder eller status. Det er folk udefra, men også mennesker fra lokalområdet.”

Er det så kun hos min lokale købmand, hvis overlevelse og lyst til at drive forretning, vi er så afhængige af i hele lokalområdet? ”Nej,” sagde indehaveren, ”det foregår overalt”.

Man står helt rystet der med den sagtmodige pakke oksekød: Hvor kan mennesker dog finde på det? Hvordan kan mennesker, der kan se, hvor købmandsparret og deres medarbejdere slider og slæber døgnet rundt, bare fylder i pose og sæk? Det er jo et brud på al tillid og respekt.

Det værste er, at når tyverierne anmeldes til politiet i Odense, kan der gå en uge eller tre-fire måneder, inden der reageres, så giver mange op. Derfor er Marlene begyndt at anmelde for at vise etaten, hvilket omfang sagerne efterhånden har fået. Men det tager tid, også fordi det er et kæmpearbejde for forretningerne at finde alle beviser frem på videoerne. Men det er ikke rimeligt, at tyvene ikke får deres straf, og butiksejerne ikke får deres penge for varerne, der bliver stjålet. Marlene har i den senere tid indgået et samarbejde med en lokal politibetjent, der kender lokalområdet, og hun håber, at dette samarbejde kan være med til at stoppe tilstanden og måske være med til at forebygge den stigende kriminalitet.

Er det acceptabelt, at der ikke gribes ind fra myndighedernes side? Er det acceptabelt, at mennesker synes, at man bare kan stjæle fra de hårdtarbejdende forretningsindehavere?

Hvad er det dog for en moral, vi har udviklet? Hvad er det for et retssamfund, vi bryster os af at have, hvis kunderne skal mødes af sådanne skilte, endda i et i den store sammenhæng mindre supermarked, som hele det lokale samfund er afhængige af og har tillid til?

Hvordan kan det forekomme, at endda lokale og lokalt kendt mennesker, der må vide, de bliver genkendt, vil være bekendt at ødelægge dagene og økonomien for de handlende, der står til rådighed fra tidlig morgen til sent om aftenen, i dagligdagen og i helligdagene med?

Vi har i den senere tid hørt så meget om betydningen af fællesskab, og vi har rost hinanden for den enestående form for fællesskabsfølelse, vi danske er i besiddelse af.

Mens jeg går ud af forretningen med mit hakkekød, tænker jeg, om det højt besungne fællesskab mon ikke skulle være en noget overdrevet foreteelse. Og om politiet mon ikke skulle til at interessere sig for, hvad der foregår.

"Kan vi være os selv bekendt?, spørger Britta Schall Holberg i denne klumme. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Ændringer hos kirken

Annonce