Annonce
Lokalavisen Assens

Klumme: Mine børn har ikke døjet med så meget som antydningen af en snotnæse i tre måneder

Klummeskribent Marie-Louise Larsens to drenge på 2 og 5 år har ikke haft snotnæse i tre måneder. - Jeg antager, det er fordi vi efterhånden udelukkende befinder os i mere eller mindre sterile miljøer og ganske enkelt ikke er sammen med folk, som vi plejer, skriver Marie-Louise Larsen.
Annonce

Jeg ville sådan ønske, denne klumme skulle handle om alt andet end corona. Men det er som om, tiden står lidt stille for mig, og den største bedrift i mit liv i disse dage, er et nybygget skur af gamle paller, der nu pryder min baghave. Trods min store begejstring for de skæve gør-det-selv løsninger, der danner ramme for det lille projekt, kan jeg alligevel ikke forestille mig, du ville læse mangle flere linjer, hvis jeg fortsatte med at berette og knasterne og skibslakken.

Men som klummeskribent er mit afsæt altid i dé ting, der rører sig i mit liv, og det der fylder. Lige nu er der bare ikke så meget andet end et skur, der fylder. Og som for mange andre desværre også corona. Det fylder. Emnet tærer på mig. Langt mere end skuret.

Jeg har nemlig hele tiden været bekymret for, hvad den her tilværelse, vi pludselig er landet i, vil betyde for os og særligt vores børn. Jeg har selv to friske knægte på 2 og 5 år, og jeg kan allerede nu konstatere en markant forandring i deres normalt så sorgløse møde med omgivelserne. Dertil kommer, at vi ikke har døjet med så meget som antydningen af en snotnæse i mere end tre måneder nu. En ellers hyppigt tilbagevendende tilstand forud for corona. Jeg antager, det er fordi vi efterhånden udelukkende befinder os i mere eller mindre sterile miljøer, og ganske enkelt ikke er sammen med folk, som vi plejer. Men hvad vil det betyde for deres immunforsvar, når de bliver ældre? Er vi ikke ved at være ’bagud’ på bakterier snart? For slet ikke at tale om påvirkningen af deres sociale udvikling. Jeg er bekymret.

Jeg blev ikke mindre bekymret, da jeg forleden sad på min faste plads ved Hårsaksen og som vanligt fik vendt verdenssituationen med min fantastiske frisør, Birgitte. Hun fortalte mig nemlig, at hendes mand var blevet mere end målløs, da deres små børn ville rejse sig fra bordet, og hans skyndte sig at sige: ”Hov hov, hvad er det nu lige, vi skal huske?” Hvortil en lille, klar stemme i børnehavealderen råbte ”HOLDE AFSTAND!”

Jeg vil gerne afsløre, det bestemt ikke var den replik, han ledte efter. Han var var såmænd blot ude efter et ”Tak for mad”, inden man rejste sig og gik fra bordet. Det plejede jo at være den ypperste huskeregel for den størrelse.

Men hvad er det så sket på ganske kort tid? Det er blevet indprentet i vores små poder, at der skal holdes afstand. Kys og knus må bedsteforældrene mange steder kigge langt efter, og alle vores relationer, der kæmper med skavanker der placerer dem i risikogruppen, er fuldstændig afskåret fra de klistrede fingre og hysteriske anfald.

Det er rigtig hårdt bare fra min side af bordet, og jeg kan mærke på mine drenge, at det også er svært for dem. De er så små, at denne nye (a)sociale facon er noget, jeg ikke kan lade være med at tænke på kan begynde at definere deres udvikling.

Lige nu synes jeg også det er meget vanskeligt at se en vej ud af denne nye tilværelse. Det får mig sådan til at spekulere på, hvad prisen, vi betaler lige nu, ender med at blive.

Men hvad er det så sket på ganske kort tid? Det er blevet indprentet i vores små poder, at der skal holdes afstand. Kys og knus må bedsteforældrene mange steder kigge langt efter, og alle vores relationer, der kæmper med skavanker der placerer dem i risikogruppen, er fuldstændig afskåret fra de klistrede fingre og hysteriske anfald.

Marie-Louise Larsen

Marie-Louise Larsen, klummeskribent i Lokalavisen. Foto: Nina Vibe Petersen
Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce