Annonce
Lokalavisen Assens

Klumme: Virtuel påskefrokost er da noget pjat, eller hvad?

Kan man godt påskehygge sig sammen bag hver sin skærm? Daniel Kofoed fra Lokalavisen Assens er i tvivl. Og så alligevel ikke. Arkivfoto: Katrine Becher Damkjær
Daniel Kofoed fra Lokalavisen Assens skriver klumme om en noget anderledes påskefrokost, der er under opsejling i vennegruppen.
Annonce

"Vi keder os! Så vi trænger til en festlig begivenhed... med musikquiz, brætspil, nøgenløb, øl og drinks."

"Kom og vær med på Zoom, og hav en hyggelig aften med os. Vi håber, alle kan. Hvis en hverdag er bedre, kan vi også gøre det i stedet."

Sådan modtog jeg en invitationen til en påskefrokost den anden dag. Selvfølgelig garneret med et rødt hjerte og et meget smilende ansigt.

Vores gode vennepar, der bor blot seks kilometer fra os, og som vi normalt spiser sammen med én gang om ugen, er ved at gå til af corona-kedsomhed.

Det er der ikke noget at sige til, mens vi alle forsøger at blive hjemme midt i denne alvorlige sundhedskrise for at undgå unødig smittespredning.

Det er en uvis og på mange måder ubehagelig tid. På den positive liste lærer mange af os nye og smarte digitale værktøjer at kende.

Men invitationen, der via Facebook nåede ud til vennegruppen, der er spredt fra Horsens, henover Fyn og til Næstved og København, er måske alligevel lidt for moderne til mig.

Det var i hvert fald min umiddelbare indskydelse.

Det er en uvis og på mange måder ubehagelig tid. På den positive liste lærer mange af os nye og smarte digitale værktøjer at kende.

Fra klummen

Annonce

Når snapsen ryger ind...

Begivenheden skal foregå via den nye videokonferencetjeneste Zoom, som, jeg ikke anede, eksisterede.

Fra klokken 20 til 23. Tre timer alt i alt. Når ungerne forhåbentlig sover tungt.

Gad vide, om det er meningen, at vi skal sidde i hver vores stue med en flaske snaps i den ene hånd, påskebryg i den anden og karrysild, æg og rejer og osteplatte i lange baner på bordet?

Og hvad med det der nøgenløb, som værterne lokker med?

Det er da ikke det mest ophidsende at gøre hver for sig. Eller hvad?

Når snapsen går ind, så ryger forstanden ud. Sådan lyder et gammelt ordsprog. Så hvem ved, hvad der kan ske...

Annonce

Flere fordele

Vores vennepar er ikke de eneste, der har fået idéen.

Snapseproducenten Aalborg Akvavit og websitet Gastromand.dk afholder søndag 12. april - ifølge en pressemeddelelse - det, de kalder Danmarks største virtuelle påskefrokost. Her opfordes man hver især til at hæve glassene for at holde traditionen om den danske påskefrokost i hævd.

Henover eftermiddagen skal man lægge billeder af sine udskejelser ud på Instagram og Facebook under hashtagget #Danmarksstørstepåskefrokost, og idéen bag er sådan set smart nok.

Man føler sig som en del af et fællesskab, og man kan slukke signalet, når folk bliver for fulde. Man skal samtidig ikke diskutere med sin partner, hvem der skal køre hjem, når man kan nøjes med at kravle hen i sin seng.

Og så er det langt sværere at blive lokket i fordærv med snaps, godt selskab og røverhistorier ud på de sene timer, når der trods alt er en skærm i mellem deltagerne.

Guide: Sådan kan du holde online påskefrokost

Vi opfordres alle sammen til at blive hjemme i påsken for at undgå smittespredning af corona-virus.

Men det behøves ikke at forhindre os i at hygge os sammen - hver for sig.

Forskellige gratis tjenester på internettet kan hjælpe os godt på vej.

Herunder får du et udvalg:

1) Microsoft Teams/Skype: Flere virksomheder har i disse uger for alvor fået øjnene op for Teams, hvor man kan afholde videokonferencer, chatte og dele oplysninger på kryds og tværs. Det kræver login. Det samme gør videoopkaldstjenesten Skype, hvor man kan bruge samme login. Skype er mere simpelt og oplagt til færre deltagere.

2) Google Hangouts: Blandt andre skoler bruger Hangouts i disse uger, og man kan komme i gang med en videosamtale med en masse deltagere på få minutter. Det kræver Google-login, og som andre videotjenester skal man holde tungen lige i munden, da man hurtigt kan komme til at tale i munden på hinanden, og derfor bliver det komplet umuligt at følge med og deltage i en fælles samtale.

3) Zoom: Man kan logge ind via sin Facebook-profil eller Google-konto til denne videomøde-tjeneste, og det lader til at være en smule mere kompliceret at oprette begivenheder og samtaler end eksempelvis Google og Skype, men hvis du får andre til at klare planlægningsarbejdet, er det jo ikke noget problem.

Annonce

Overvind kamerafrygt

Ja, der er ved nærmere eftertanke egentlig flere oplagte fordele end ulemper ved venneparrets påfund om en online-påskefrokost.

Og når man vender det med kolleger, har de allerede deltaget i virtuelle vindates og fredagsbar, hvor man tilmed sidder hjemme i sin egen bløde sofa.

Vi mennesker har et behov for socialt samvær med andre - særligt i højtider som den forestående, hvor vi plejer at stimle sammen med gode bekendtskaber og familiemedlemmer.

Heldigvis har vi de rette værktøjer og stabile internetforbindelser til at hjælpe os langt hen ad vejen.

Så er der i virkeligheden kun min egen blufærdighed foran kameraet tilbage. Men den må jeg simpelthen se at få overvundet.

Skål. Og husk nu at blive hjemme. Hele påsken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce