Assens/Vissenbjerg: Det er blevet nemmere at blive kviktestet i Assens Kommune. Især i weekenden.
Kommunen og Region Syddanmark har udvidet testmulighederne i Vissenbjerg og Assens, hvor man lørdag kan blive testet i Haarby Hallerne fra klokken 09 til 20.
Søndag åbner teststedet i Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter fra klokken 09 til 20.
Og både lørdag og søndag kan man blive testet ved det gamle rådhus i Willemoesgade i Assens i samme tidsrum.
Det oplyser Assens Kommune. Man har udvidet åbningstiderne i takt med den stigende efterspørgsel.
Kommunikationskoordinator Rikke Storm fortæller, at borgerne i kommunen har været gode til at møde op på testcentrene.
Mandag (15. marts) blev der således foretaget 717 kviktest i kommunen, mens det tal tirsdag (16. marts) og onsdag (17. marts) lå på henholdsvis 763 og 872.
Direktør er imponeret
Torsdag (18. marts) landede testtallet på 358. Rikke Storm understreger, at det kun er tallene for kviktest. Derudover skal lægges de såkaldte PCR-test, som er en podning i svælget, og som der er mulighed for at få foretaget torsdag i Assens og mandag i Glamsbjerg.
Social- og sundhedsdirektør Michael Bjørn forventer, at de øgede testmuligheder vil tage noget af presset af den ventetid, man kan opleve i nogle tidsrum i hverdagene. Især i formiddagstimerne.
- I udgangspunktet må man altid forvente, at der er en form for ventetid et sted, hvor man ikke bestiller tid, siger social- og sundhedsdirektøren, der bemærker, at man nu fordobler testmulighederne i weekenden.
- Jeg håber absolut, at det giver endnu bedre adgang til at blive testet, siger Michael Bjørn, der er godt tilfreds med antallet af borgere, der opsøger kviktest.
- Jeg er vildt imponeret over testantallet. Det er supergodt, at så mange er aktive i forhold til at blive testet, siger han.
Michael Bjørn, social- og sundhedsdirektørJeg er vildt imponeret over testantallet
Social- og sundhedsdirektøren uddyber, at man løbende arbejder på at udbygge åbningstiderne, så man for eksempel kan blive testet endnu tidligere på dagen. Man afventer også placeringen af de kommende vaccinationssteder, hvor Michael Bjørn har en forventning om, at man placerer et lokalt i Assens Kommune. Kommunen har desuden kontaktet flere end 500 borgere med henblik på at yde råd og vejledning til at booke en vaccination.
Her kan du blive testet
Assens Gamle Rådhus
PCR-test: Torsdage, kl. 9.00 - 11.30 & 12.00 - 17.30.
Kviktest: Mandage kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.
Kviktest: Lørdage & Søndage kl. 09.00 - 12.00 & 12.30 - 20.00.
Glamsbjerghallen
PCR-test: Mandage, kl. 9.00 - 11.30 & 12.00 - 17.30.
Kviktest: Tirsdage & fredage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.
Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter
Kviktest: Fredage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.
Kviktest: Søndage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 20.00.
Aarup Fritidscenter
Kviktest: Tirsdage & torsdage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.
Haarby Hallerne
Kviktest: Mandage & onsdage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.
Kviktest: Lørdage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 20.00.
Fyrtårn Tommerup
Kviktest: Onsdage & fredage, kl. 9.00 - 12.00 & 12.30 - 19.00.