Annonce
Lokalavisen Assens

Leif skærer skarpt hjørne af: 25 år som slagtermester

Slagtermester i Assens Leif Wilson Laustsen har efterhånden været slagter 25 år i Assens. Foto: Martin Kloster
1. april kan Leif Wilson Laustsen fejre sit 25-års jubilæum som slagtermester i Assens. Fejringen er udskudt til august.

Assens: København var europæisk kulturby, Poul Nyrup Rasmussen var statsminister og Bjarne Riis lod sig hylde af tusindvis af danskere i Tivoli, efter at have vundet Tour de France - for siden at erkende sit dopingsnyd.

Helt jordnært, i Assens i Østergade, overtog Leif Wilson Laustsen 1. april 1996 - det år - slagter Olsens hæderkronede slagterforretning fra 1898.

25 år senere er han her stadig og kan ikke helt forstå, hvor alle de år er blevet af.

- Tiden går stærkt, siger slagteren nøgternt.

Men tiden løber, når det kører, kunne han også have sagt. Det har det nu gjort meget godt for slagteren, der driver Slagter Laustsen - Mad med mere i Østergade.

Leif Wilson Laustsen kom til Assens med sin daværende hustru fra Aars i Vesthimmerland, hvor han havde haft en slagterbutik i seks år.

- Da vi kom herned oplevede vi den her kultur i slagter Olsens forretning med gamle dyder, altså som i gamle dyder med savsmuld på gulvet, husker Leif Wilson Laustsen tilbage.

Kulturen og værdierne - ja, de gamle dyder - har han forsøgt at holde fast i.

- Men også holdningerne. Det har da givet nogle knubs henad vejen, fordi jeg har nogle principper, jeg har svært ved at fravige, siger slagtermesteren, og forklarer hvad det går ud på:

- Vi skal holde standarden på alt. Jeg har meget svært ved at fravige standarden på kvalitet, på ordentlighed og den måde tingene skal bearbejdes på, fortæller en af Østergades mest kendte erhvervsdrivende velsagtens.

Slagtermester Leif Wilson Laustsen er klar til at betjene kunderne eller også står han og skærer kød ud i køkkenlokalet af sin slagterbutik. Foto: Martin Kloster
Annonce

Fik et tip

I Aars så Leif Wilson Laustsen ingen fremtid for at udvikle sig. Han ville have en mad-ud-af-huset-butik. Den mulighed opstod i Assens.

- Jeg sad i et lillebitte udvalg i noget, der hed Danske Slagtermestre i Odense. Der var jeg blevet udpeget til at sidde i et opskriftsudvalg. I det udvalg sad jeg med en kollega fra Svendborg, der så siger, at der ligger en rigtig god forretning til salg i Assens, fortæller Leif Wilson Laustsen.

Leif Wilson Laustsen

Slagtermester i Assens. 55 år.

Gift med Anne Paagh. Har to døtre fra et tidligere forhold.

Er formand for Danske Slagtermestre - Fødevaredanmark - som er en paraplyorganisation med cirka 1000 medlemmer. Sidder også i MCH messekomite (Herning), er formand for det faglige udvalg (slagterfagets fællesudvalg), er formand for to fonde og udpeget af fødevarerministeren til bestyrelsen i Madkulturen.

Så Aars-slagteren tog en onsdag eftermiddag forbi butikken i Assens og fik lov til at se det hele. Leif Wilson Laustsen havde seks regnskaber med, så han kunne bevise sit værd, og han sagde, han kunne det faglige yderst godt.

- Han (Kyster, slagtermesteren, red.) sagde: 'Du må gerne købe'. Det var ikke sådan, det var ham der bestemte, hvem der måtte købe. Der var faktisk flere købere på det tidspunkt, husker Leif Wilson Laustsen.

Annonce

Faldt til

Han og familien faldt godt til i Assens, men det var nu heller ikke så meget andet at give sig til end at arbejde dengang for at få butikken til at spille.

Han fandt ud af, at folk i byen er lokalpatrioter. Men de tog godt imod nordjyden.

- De handler ved bageren, slagteren og købmanden, de handler i byen, siger Leif Wilson Laustsen.

- De første mange år gik det kun ud på én ting: Det var at gå på arbejde og komme hjem om aftenen, siger slagtermesteren.

Det blev trods alt for meget. Og det hjalp at fordele ansvaret og holde en fast lukkedag på mandage.

Annonce

Rundere

Julilæet er grundet Covid19-situationen i Danmark udskudt til august, siger Leif Wilson Laustsen.

Han siger desuden, han gennem de 25 år er blevet mere rund med årene.

- De sidste 10-15 år har jeg lært mine medarbejdere styre og få et kæmpe ansvar, afslører slagteren.

Han lærte det på et lederkursus. Han lærte, at hvis man giver folk ansvar, tager de ejerskab.

- Det ansvar, de har taget, har de virkelig taget. Det vil jeg gerne rose dem for, siger han om medarbejderstaben.


Det har da givet nogle knubs henad vejen, fordi jeg har nogle principper, jeg har svært ved at fravige, siger slagtermesteren

Leif Wilson Laustsen, slagtermester i Assens.


En god kommunikation, en god stemning, men stadig med bestemthed, det er nøglen, mener Leif Wilson Laustsen. Han tror på nærheden, også i kunderelationen.

- Vi er godt klar over, vi har en god forretning. Vi er godt  klar over, vi har mange kunder. Men de kommer ikke igen, hvis vi ikke har nogle ordentlige varer, og piger og drenge, der kan ekspedere dem. Vi har en ære i at have tilfredse kunder, siger slagteren.

Den ære er holdt ved i nu 25 år.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Fodboldfitness for alle

Lokalavisen Assens

Mere tryghed til Assens

Annonce