Annonce
Lokalavisen Assens

Loppemarked giver livskvalitet til Æblehavens ældre

I Æblehavens amerikanske lotteri var der masser af gevinster fra virksomheder og butikker i både Haarby, Assens, Tommerup, Nårup og Glamsbjerg. Foto: Kim Rune
Årets store drøm på plejecentret Æblehaven er at spare sammen til en virtual reality-motionscykel, så beboerne kan få oplevelsen af at cykle på barndommens gade. Efter et velbesøgt loppemarked lørdag er målet inden for rækkevidde.
Annonce

Haarby: En motionscykel med virtual reality-skærm er plejecentret Æblehavens store drøm. En cykel, hvor du kan indtaste adressen på barndommens gade og få oplevelsen af, at det er den, du cykler på, mens du får motion. Cyklen koster ca. 80.000 kroner, men efter et velbesøgt loppemarked lørdag er drømmen inden for rækkevidde, fortæller Hanne Boutrup, som arbejder på Æblehaven og er tovholder for det årlige loppemarked.

- Det gik over al forventning, og vi har også nogle penge sparet op fra sidste år. Jeg har aldrig oplevet så mange mennesker før. Jeg tror, der var 350-400 mennesker, og det er mange flere end tidligere år. Folk stod i kø for at komme ind, da vi åbnede, fortæller hun.

Hvert år holder personale og frivillige fra Haarby et stort loppemarked for at samle penge ind til oplevelser og ting, der kan forsøde tilværelsen for de 36 beboere på plejecentret. Forberedelserne starter et år forinden, og er noget, personalet gør i deres fritid.

- Vi prioriterer det, fordi der ikke er penge til ekstra flødeskum i hverdagen. Vi holder en kæmpestor gallafest i foråret, og det er der ikke penge til i budgettet, fortæller Birthe Badstue Pedersen, som er leder på Æblehaven.

- Som Eden-plejehjem skal beboerne ikke bare passes. Der skal være livskvalitet, siger hun.

Hanne Boutrup, som arbejder på Æblehaven, har været involveret i det årlige loppemarked, som hun er tovholder på, i 10 år. Foto: Kim Rune
Annonce

Stor taknemmelighed

Den store opbakning til loppemarkedet i år skyldes formentlig, at Æblehaven er blevet bedre til at reklamere for det, mener Hanne Boutrup.

- Vi har hængt skilte op i lygtepælene, og det er blevet promoveret på Facebook. Der var trængsel, og vi fik næsten solgt det hele, fortsætter hun.

På loppemarkedet sælges der effekter, som Æblehaven arver fra beboere, som går bort, og fra dødsboer ude i byen, som frivillige får lov til at tømme. Det store amerikanske lotteri, som afholdes i forbindelse med loppemarkedet, er sponsoreret af lokale butikker og virksomheder, som har doneret vin, sprinklervæske, grøntsager, opvasketabs, tøj og meget andet som gevinster.

- Vi er dybt taknemmelige for opbakningen, understreger Hanne Boutrup.

Den store indsats, der gøres af personale og frivillige hvert år, betyder blandt andet, at beboere fra Æblehaven i denne uge skal ud at spise.

- Vi skal på Marcussens Hotel. Det er flot, mener Inge Andersen, som er 85 år og har boet på Æblehaven i syv år.

Inge Andersen har boet på plejecentret i syv år, og hun glæder sig over, at personalet og frivillige sørger for, at beboerne får nogle gode oplevelser. Foto: Kim Rune
Æblehavens personale og frivillige arver mange effekter, som de kan sælge på loppemarkedet til fordel for beboerne .Foto: Kim Rune
Hanne Boutrup vurderer, at mellem 350 og 400 personer lagde vejen forbi loppemarkedet i år. Foto: Kim Rune
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce