Annonce
Lokalavisen Assens

Lotte har drevet butik i Assens i 10 år: - Jeg elsker at gå ind ad døren hver dag

Lotte Søndergaard åbnede Butik Lotte i Assens 1. maj 2012. Fredag eftermiddag byder hun på kaffe og brunsvigerkage i butikken i anledning af sit 10-års forretningsjubilæum. Foto: Søren Plovgaard
Lotte Søndergaard holder af den personlige kontakt til kunderne i sin garn- og lampebutik i Assens, så hun har ingen planer om at starte en webshop.

Assens: 10 år med egen forretning.

For et halvt hundrede år siden ville man næppe have løftet et øjenbryn over den præstation, men i dag er mønstret i detailbranchen en helt anden. Butikker kommer og går, men der findes stadig mennesker, der er parate til at knokle dag ud og dag ind år efter år for det, der brænder allermest for.

Sådan et mennesker er Lotte Søndergaard, der nu i 10 år har drevet garn- og lampeforretningen Butik Lotte i Østergade i Assens.

Annonce

Hun startede i Østergade 43 - den nuværende Butik Tut - i 2012, men efter fire år blev pladsen for trang, og Lotte Søndergaard flyttede Butik Lotte fem husnumre mod vest og til sin nuværende placering i Østergade 33.

Lotte Søndergaard er oprindeligt uddannet i trælastbranchen. I 19 år inden hun sprang ud som selvstændig forretningsdrivende var hun ansat i Imerco i Assens. På det tidspunkt drev Jytte Storm en garnforretning i byen, men da Jytte Storm varslede, at hun ville gå på pension, kom der gang i Lotte Søndergaards tanker og planer for at åbne egen butik.

- På det tidspunkt begyndte Imerco også at tage lamper ud af deres sortiment, og det syntes jeg var lidt mærkeligt. Samtidig mente jeg, at byen manglede en butik med garn, fortæller Lotte Søndergaard om sin beslutning om at åbne i Assens.

At åbne forretning er ikke en spurt, men en maraton.

- Jeg måtte lægge mange kræfter i butikken de første år, og dengang var jeg da også glad for, at jeg havde en mand, der gik på arbejde hver dag, siger Lotte Søndergaard.

Hun er også godt klar over, at det kræver nogle andre færdigheder at drive forretning i dag i forhold til for bare 25 år siden.

- Du er nødt til at være aktiv på de sociale medier. Jeg tænker meget over, hvilke opslag jeg laver til Facebook og Instagram, der er de sociale medier, som jeg har valgt at bruge. Det skal være forretningsorienteret, men det må også godt udstråle noget personligt. Jeg kan godt lide at vise nye varer og strikkede tøjgenstande frem, og på den måde er det også målbart. Men jeg er også bevidst om, at jeg ikke skal bombadere folk med opslag flere gange om dagen, siger Lotte Søndergaard.

Ingen webshop

Lotte Søndergaard har taget en beslutning om ikke at ville have en webshop, og den beslutning rokkes der foreløbig ikke ved.

- Jeg elsker den personlige kontakt med kunderne, så selv om alle andre taler om betydningen af at have en webshop, har jeg altså valgt at drive min forretning uden. Jeg synes også, det ville være urimeligt overfor kunderne, at de måske kunne købe et bundt garn to kroner billigere på nettet end i butikken, siger Lotte Søndergaard.

Jeanett (tv) har været ansat i Butik Lotte i seks af butikkens 10 år. Foto: Søren Plovgaard

I dag er strikning ikke kun forbeholdt folk, der er vokset op med Jane Fonda-aerobic, farverige benvarmere og Dollars på tv. Strikning er en aktivitet, som også den yngre generation har taget til sig i de senere år, så det ikke længere kun er mormor, der tager strikkepinde, garn og opskrifter frem.

Tendens blev forstærket under de to år med coronanedlukninger. Strikning taler desuden fint ind i tidens dagsorden om bæredygtighed, og samtidig skifter moden også løbende inden for strikning - både når det kommer til forskellige snit, farvevalg, mønstre og teknikker. Det betyder, at der er mulighed for at skabe et unikt produkt til sig selv, og den yngre generation har efterhånden godt styr på strikkeudtryk som ret, vrang, patentstrik, rib, glatstrik og perlestrik.

- Det er blevet en tendens, at de yngre veninder sætter sig sammen, lægger mobiltelefonen væk og sidder og strikker. Mange af strikkeopskrifterne findes i dag på sociale medier - blandt andet på Youtube - hvor især unge mennesker finder dem. Den lidt ældre generation lader sig dog stadig inspirere af ugebladene. Hvis Hendes Verden eller Femina har haft et særtillæg om strikning, kan vi tydeligt mærke det i butikken, fortæller 57-årige Lotte Søndergaard.

Hun har altid følt, at de lokale borgere har været flinke til at støtte hendes butik. Selv under de to måneders coronanedlukning bakkede kunderne op, når Butik Lotte tilbød takeaway-salg.

Annonce

Ingen udløbsdato

Lotte Søndergaard er klar til at tage ti år mere i Butik Lotte, og hun kan sagtens forestille sig, at hun også står bag disken og ekspederer og vejleder kunderne flere år efter, hun har nået den officielle pensionsalder.

- Jeg har ikke sat en udløbsdato for, hvornår jeg holder op, forklarer Lotte Søndergaard.

Hun synes, den største udfordring ved at drive butik, er mængden af papirarbejde.

- Jeg havde nok aldrig forestillet mig, at omfanget af papirarbejdet var så stort. Men heldigvis har jeg en god mand til at hjælpe mig med, siger Lotte Søndergaard om sin mand Freddy, der gik på pension for to år siden.

En anden udfordring for Lotte Søndergaard er at blive ved med at finde på noget nyt og udvikle forretningen.

Lotte Søndergaard byder på kaffe og brunsvigermand i Butik Lotte fredag den 6. maj fra klokken 13 til klokken 15 i anledning af butikkens 10-års jubilæum. Foto: Søren Plovgaard

- Her er jeg så heldig at drive forretning i en meget aktiv by, som mange mennesker roser, siger Lotte Søndergaard, der sidste år lod sig vælge ind i bestyrelsen i Assens Handelsstandsforening.

Lotte Søndergaard er generelt tilfreds med Assens som handelsby, men på et enkelt punkt kunne hun godt tænke sig at der skete noget.

- Jeg synes faktisk, at man skal begynde at arbejde på at lave Østergade om til en ensrettet gade. Det er ofte den rene panik med biler ude på hovedgaden, og selv om det er flot med de mange brosten i gaden, så oplever jeg også, at folk hver anden dag er ved at snuble over en løs brosten, siger Lotte Søndergaard.

Hun har to ansatte i butikken, Jeanett og Zenita.

- Jeg elsker den personlige kontakt med kunderne, så selv om alle andre taler om betydningen af at have en webshop, har jeg altså valgt at drive min forretning uden

Lotte Søndergaard, Butik Lotte, Assens










Annonce
Lokalavisen Assens

Nu bliver de første snublesten lagt i Assens

Annonce
Lokalavisen Assens

Tilbygning rives ned og bygges op igen: Nye og mere moderne toiletforhold på vej på havnen

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Peter Schmeichel drager på sin første turné - giver én koncert på Fyn: Faren insisterede på, at han skulle lære et instrument

Lokalavisen Assens

Efter 32 år med blomsterbutik i Assens: Åse har sidste arbejdsdag 31. maj

Lokalavisen Assens

Ægteparret Sanne og Jesper knokler løs i lille fodboldklub: - Vi tæller ikke timerne

Lokalavisen Assens

Kathrine og Andreas brænder for musicalgenren: Nu arrangerer de stor støttekoncert i Ebberuphallen

Lokalavisen Assens

Familiefaren, forskeren og formanden vinder stor  hæderspris: Når de andre går i seng, begynder han på sit andet arbejde

Annonce