Annonce
Lokalavisen Assens

Maria måtte opgive sit livsværk: - Jeg forsømte at puste liv i mig selv

Maria Dalum vil helst ikke betragtes som handicappet, så krykkerne bliver helst derhjemme og erstattes med en klapstol. - Jeg vil hellere bide smerten i mig og forsøge at se så normal og rask ud som muligt, siger hun. Privatfoto
Skrotnørden Maria Dalum drev i fem år enmandsvirksomheden Hos Maria i den gamle skole i Søllested. Nu har kronisk sygdom gjort, at Maria Dalum har været nødt til at lukke stedet.
Annonce

Søllested: Det er ikke mange år siden, Maria Dalum drev en af de mest innovative enmandsvirksomheder i Assens Kommune.

Maria Dalum havde gennem flere år lagt kræfter i at sætte den gamle og noget forfaldne Søllested Skole i stand. Trin for trin udviklede hun stedet Hos Maria, der hvilede på flere ben. Hos Maria blev brugt som retrætested, logi, kursusvirksomhed, og kunder og gæster kunne nyde de mange genbrugsting, som Maria Dalum med årene havde fundet og installeret i den gamle skole.

Virksomheden toppede for to år siden med 1721 overnattende kursister og bed & breakfast-gæster, men Maria Dalum kunne ikke længere selv følge med i vokseværket.

Maria Dalum har måttet give efter for tiltagende kroniske smerter, og synderen, der fratog hende sin livsdrøm, hedder fibromyalgi. Sygdommen rammer ofte kronisk stressramte personer.

- Det var netop på det tidspunkt, at smerter og træthed for alvor tog livtag med mig, fortæller Maria Dalum, der nu har lukket sin virksomhed og kæmper for at finde ind i en dagligdag med så få smerter som muligt.

Maria Dalum debuterede i 2016 i tv-serien "Yt til Nyt", hvor hun nåede at medvirke i ni udsendelser. Serien er siden blevet genudsendt tre gange, ligesom den også er vist på landsdækkende kanaler i Norge og Sverige.

Hun vakte DR1's opmærksomhed med sit unikke recycling-koncept. Gamle vestfynske staldeffekter og jern fra gamle maskiner blev genskabt fra skrot til specialdesignede møbler. Og for 200 kroner per nat kunne man for eksempel overnatte på gamle brændovnssenge, på og under gamle døre og hænge sin skjorte på en bøjlestang af gammel træskovl i hestegrime.

Vi kræver jo ikke det store budget, da vores ting og tøj er genbrug, og vi lever af overskudsmad fra en stop madspilds-forening.

Maria Dalum

Annonce

Bagsiden af medaljen

Bagsiden af medaljen i Maria Dalums kreative univers var stærke daglige smerter.

Hos Marias primære forretningskoncept var at puste liv i det forsømte, men Maria Dalum forsømte at puste liv i sig selv. Så nu ligger Hos Maria, der havde udviklet sig til lidt af en turistattraktion i Assens Kommune, og samler støv i landsbyen Søllested - nærmest som et museum fra en svunden tid med en større kulturarv af landsbrugseffekter, der alle har fundet anvendelse i nye funktioner.

Nu har Maria Dalum i stedet valgt at give kroppen ro på Syddansk Universitet i Odense, hvor hun er i gang med at supplere sin tidligere pædagoguddannelse med en kandidat i journalistik. Hun håber, at hun på trods af sin sygdom på sigt vil være i stand til at brødføde sig selv og sin datter Emilie i en ny rolle som skribent og forfatter.

- Vi kræver jo ikke det store budget, da vores ting og tøj er genbrug, og vi lever af overskudsmad fra en stop madspilds-forening, fortæller Maria Dalum, der ikke lader sig slå ud, selv om en hverdag med kroniske smerter var det sidste, hun havde forestillet, da hendes virksomhed Hos Maria rullede på sit højeste for et par år siden.

Maria Dalum brugte tre år på at sætte den gamle faldefærdige skole i Søllested i stand og etablerede sin egen virksomhed, Hos Maria. Nu har hun måttet opgive at drive stedet videre på grund af sygdom. Arkivfoto: Nils Mogensen Svalebøg
Maria Dalum benyttede næsten udelukkende genbrugsting til at sætte Søllested gamle skole i stand. Tingene fandt hun selv rundt omkring på loppemarkeder og genbrugspladser. Arkivfoto: Nils Mogensen Svalebøg
Maria Dalums forretning toppede for to år siden, hvor over 1700 gæster besøgte Hos Maria i Søllested. Arkivfoto: Yilmaz Polat
En for stresset hverdag fik til sidst Maria Dalum til at trække stikket ud. Hun er nu ved at tage en master i journalistik på SDU i Odense. Arkivfoto: Nils Mogensen Svalebøg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce