Annonce
Lokalavisen Assens

Røverfesten i Vissenbjerg bliver en musikfestival i år: Se hele programmet her

Magtens Korridorer et på programmet ved Røverfesten fredag aften. Pr-foto
Røverfesten, der løber af stablen fra den 5. til den 8. august, kan i år præsentere et stærkt musikprogram.

Vissenbjerg: For et par måneder siden kom det gode budskab: Der bliver også en Røverfest i Vissenbjerg i år.

Nu er der også sat navne på de mange kunstnere, der skal optræde på den store scene til Røverfesten, og det bliver det hidtil største musikalske program i Røverfestens historie.

Publikum kan i år opleve navne som Magtens Korridorer, Kato, rapperen Johnson, Christian Brøns, En Lille Pose Støj og Sømændene.

Annonce

Mens der altså er lagt om til tre dage med masser musik, må publikum i år undvære det traditionsrige tivoli på festpladsen. Og kræmmermarkedet bliver der heller ikke noget af.

- Vi har valgt at korte Røverfesten af med en dag i år, så vi starter med Røverbanko om torsdagen. Fredag, lørdag og søndag vil festen så mere have karakter af en musikfestival, fortæller Henrik Kirk, der er musikansvarlig for Røverfesten.

Coronarestriktionerne har gjort det nødvendigt for arrangørerne at tænke anderledes omkring indretningen af festpladsen i år.

- Pladsen bliver delt op i et blåt og et rødt område, hvor der hver må være 500 mennesker. Vi kan så håbe på, at vi får lov til at lukke 1000 gæster ind i stedet, siger Henrik Kirk.

Røveroptog

Det traditionsrige Røveroptog kan igen opleves ved røverfesten i 2021-udgaven. Men det kommer ikke som tidligere til at slutte ved festpladsen.

- I år ender optoget ved plejecentret Kildebakken, og så kommer der i øvrigt til at foregå en hel masse aktiviteter i byen om lørdagen uden for Røverfestens regi, fortæller Henrik Kirk.

Magtens Korridorer, Kato, og Johnson åbner balletfredag den 6. august klokken 17, og billetter til den tredobbelte koncert koster 220 kroner plus gebyr og sættes i forsalg fra torsdag den 17. juni klokken 10.

Prisen er den samme for koncertrækken lørdag den 7. august, hvor Christian Brøns, En Lille Pose Støj og Sømændene går på scenen.

Søndag er der MGP Show med eltagelse af flere af de unge kunstnere, der tidligere på året optrådte ved børne-MGP. Her er billetprisen 40 kroner plus gebyr.

Kato giver koncert ved Røverfesten fredag den 6. august. Foto: Michael Rygaard
Der er også tænkt på børnene til røverfesten i år. Søndag er det MGP Show med flere af aktørerne fra dette års børne-MGP. Pr-foto
Sådan opdeles festpladsen i år.
Røveroptoget går ind på festpladsen til den første Røverfest i Vissenbjerg i 1964 med Odense Pigegarde i spidsen. Foto: John Jakobsen

Røverfesten i Vissenbjerg

Den første Røverfest fandt sted lørdag den 12. og søndag den 13. august 1964. Det var Vissenbjerg-Bred Idrætsforening, Vissenbjerg Gymnastikforening, Skalbjerg Boldklub, Andebølle Gymnastikforening, Bred Borgerforening, Vissenbjerg Skytteforening og sognerådet i Vissenbjerg, der samarbejdede om den første byfest.

Det lå lige for at kalde den for Røverfesten med slet skjul henvisning til de kendte og frygtede røvere fra Vissenbjergskovene.

Baggrunden for Røverfesten var at skaffe midler til en ny idrætshal ved idrætspladsen nord for Præsteskoven. Det var i begyndelsen af 1960'erne blevet populært mange steder med disse byfester, der havde et formål. Allerede i 1961 begyndte man med Giraffesterne i Haarby at samle penge ind til Haarbyhallen, der åbnede i oktober 1966.

Den første Røverfest lagde grunden til de fester, som vi kender i dag. Der var børneoptog til festpladsen med afgang fra Bred Station og med Danehofgarden fra Nyborg i spidsen. Om aftenen var der offentligt bal i et stort telt på festpladsen med musik af det københavnske Beatles-kopiband The Beethovens, og om aftenen underholdt også skuespilleren og sangeren Grethe Sønck et par gange.

Det store vogntog, som vi stadig kender det fra i dag, udgik fra Andebølle, fortsatte til Skalbjerg og sluttede i Vissenbjerg med Odense Pigegarden forrest i optoget. Søndag aften underholdt den københavnske sangkvartet Melody Mixers, og også søndag var der inviteret til bal på festpladsen med Five Millers fra Odense. Fischers Tivoli fra Assens lå på festpladsen begge dage. /SP

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Den 28-årige storbypige Pernille er vendt hjem - til Gl. Brydegaard: - Jeg vil ikke undvære mit arbejdsliv på landet

Lokalavisen Assens

Forfatter besøger boghandel

Annonce