Vissenbjerg: Autentisk thaimad, var det noget?
I Vissenbjerg har thailandske Lin Yooyen åbnet Authentic Thai Food By Yooyen på Industrivej 4, hvor man kan komme og købe thai-takeaway. Hun åbnede sin salgsvogn søndag eftermiddag, og de første kunder kom allerede lækkersultne forbi på første åbningsdag.
Lin Yooyen, der er fra det nordøstlige Thailand, bor i et hus lige ved siden af salgsvognen sammen med sin mand Bjarne Storgaard, der driver Fynbo Pølser. Så det "lå i familien" en smule, at hustruen også skulle sælge mad.
58-årige Bjarne Storgaard fortæller, at hans hustru gerne ville have sit eget. Så det fik hun.
- Hun har arbejdet forskellige steder, også med thaimad. Hun ville gerne have sit eget. Og så tænkte vi: 'Så laver vi sgu noget takeaway', fortæller Bjarne Storgaard, der i april rykkede fra Korup ved Odense til Vissenbjerg både med familie og virksomhed.
Kun søndage
Kunderne regner parret med vil komme fra Vissenbjerg og opland. Der er kun - til at starte med - åbent om søndagen fra klokken 15-20. For Lin Yooyen har noget aftenarbejde ved siden af i hverdagene, som hun også skal passe.
Bjarne Storgaard.Hun ville gerne have sit eget.
Maden bærer præg af at være fra det nordøstlige Thailand. Der er nemlig ifølge Bjarne Storgaard stor forskel på maden alt efter, hvor man befinder sig i det store asiatiske land. Han har selv boet fem år i Thailand.
Der er alle mulige forskellige thairetter at få i salgsvognen som takeaway, men stegte ris og nudler er og bliver standard.
Til næste år kan parret i øvrigt fejre kobberbryllup. Mad til en eventuel fest burde de have nok af.