Annonce
Lokalavisen Assens

Mindeord: Offers største glæde var at følge sine sønners bedrifter

Mindeord om Peder Offer Madsen, Søholmhuse i Glamsbjerg:

Offer var gartner, selskabsmenneske, samfundskritiker og fuld af nye påfund, der aldrig slap op. Onsdag den 17. marts sov han ind i sit hjem ved Søholmhuse omgivet af sin hustru Lis, sine sønner, svigerbørn og børnebørn.

Ringen blev sluttet, da Offer i rustvognen blev kørt en sidste tur rundt på ejendommen, hvor han voksede op som fjerde generation og selv drev gartneri, indtil han overdrog det til Thomas i 2001. Herefter fortsatte han sin daglige runde på gartneriet for at sige godmorgen til virksomhedens ansatte.

Det var aldrig kedeligt at være sammen med Offer. Han var altid klar på en fest og sørgede gerne for gin og tonic eller champagnecocktail og fuld knald på jitterbug-musikken.

Når Lis sendte ham op for at købe en liter mælk i Glamsbjerg, var han væk i timevis, fordi han var faldet i snak eller lige havde lagt vejen forbi en af sine gode venner. Offer havde sammen med Lis en stor og nær vennekreds, hvor flere venskaber har varet i mange årtier.

Offer slap aldrig sin interesse for politik og samfundsforhold, som igennem årene har budt på spændende bestyrelsesposter i blandt andet kommunalbestyrelsen i Glamsbjerg og Energi Fyn.

Grantræsplantagen i Koppenbjerg og urtehaven ved hjemmet i Søholmhuse var hans store interesse og stolthed, og hele familien har nydt godt af hans jordbær, kartofler og juletræer.

Offer var velsignet med en kærlig hustru, Lis, der sørgede for god mad til hverdag og fest. Offer lagde dog ind imellem beslag på køkkenet, når der skulle eksperimenteres med jordskokkechips, grøntsagsjuice og birkesaft - blot for at nævne nogle få af hans projekter.

Hans nok største glæde var hans to sønner Søren og Thomas, hvis bedrifter han fulgte med fornøjelse og stolthed. At sidde for bordenden som den patriark han var og betragte harmonien i storfamilien, når vi var samlet, bragte ham den største glæde, og han gav ofte udtryk for sin taknemmelighed for den tilværelse, han havde sammen med farmor Lis.

Æret være Offers minde.


Ringen blev sluttet, da Offer i rustvognen blev kørt en sidste tur rundt på ejendommen, hvor han voksede op som fjerde generation og selv drev gartneri, indtil han overdrog det til Thomas i 2001

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Fodboldfitness for alle

Lokalavisen Assens

Mere tryghed til Assens

Annonce