Annonce
Lokalavisen Assens

Niels runder særligt hjørne: Musikskoleleder i 25 år

Niels Thåstrup kan fejre jubilæum. Arkivfoto: Birgitte Carol Heiberg
Den 61-årige jubilar Niels Thåstrup har ingen planer om pension de kommende år. De sidste 25 år er han blevet bedre til at håndtere sin computer, siger musikskolelederen, der kan fejre 25-års jubilæum.

Assens: Niels Thåstrup runder et af de skarpe jubilæumshjørner.

For han har i nu 25 år været musikskoleleder. Først i Aarup og siden kommunalsammenlægningen fra 2007 for Assens Musikskole, hvor seks musikskoler blev til én samlet.

Niels Thåstrup kalder det for en livsbekræftende rejse med musikalske venner og musikalske børn, thi den menneskelige relation, som musikken kan skabe mellem mennesker, har for Niels Tåstrup altid været stærkt motiverende.

- Det har været 25 travle år. Når man arbejder med noget, der er sjovt og udfordrende, så kommer man i sådan et flow, og så glemmer man tiden, siger jubilaren.

- Jeg beskæftiger mig med noget, der giver mening i tiden sammen med nogle mennesker, som  - jeg vil næsten sige et kald - vil skabe og udtrykke noget. Det er et meget levende miljø. Det giver oplevelser og musikalsk inspiration, og dedikation, når man ser noget, der er en mulighed i. For eksempel, hvis der er en gruppe børn, der er på et niveau eller har nogle bestemte instrumenter, så kan man få lyst til at arbejde med musik, som de kan have glæde af, tilføjer han.

Annonce

Solid baggrund

Den i dag 61-årige Niels Thåstrup har en kæmpe karriere bag sig inden for musikkens særlige verden. I 1991 debuterede han i hovedrollen som Papageno i opsætningen af Mozarts "Tryllefløjten" på Odense Teater. Det ene førte det andet med sig, som man siger.


Jeg beskæftiger mig med noget, der giver mening i tiden sammen med nogle mennesker, som - jeg vil næsten sige et kald - vil skabe og udtrykke noget.

Niels Thåstrup, musikskoleleleder ved Assens Musikskole.


I 2007 kom kommunesammenlægningen, og Niels Thåstrup søgte stillingen som musikskoleleder for den nyetablerede Assens Musikskole. Han fik jobbet.

Niels Tåstrup

61 år. Født i Aarhus. Bor i Tommerup.

Musikskoleleder i 25 år, først i Aarup og siden 2007 og kommunesammenlægningen musikskoleleder ved Assens Musikskole.

Har en lang musikalsk karriere bag sig, det være sig både som sanger, korleder, dirigent og iværksætter, senest med kulturfesten på Frøbjerg Bavehøj, der er i støbeskeen sammen med bl.a. Assens Kommune.

I 1991 debuterede han i rollen som Papageno i "Tryllefløjten" på Odense Teater.

Mellem 1991-2006 var han korleder for Odense Motetkor. Fra 1992-1998 var han medlem af Den jyske Operas kor. I 1996 medlem af den arbejdsgruppe, som etablerede Den fynske Opera. Frem til 2003 formand for bestyrelsen i et enkelt år og menigt medlem i seks år.

Dyrker bordtennis i sin fritid.

Selv om alderen rykker sig faretruende hen mod pensionsalderen, så er pension ikke tanker, der "plager" jubilaren.

- Jeg synes faktisk stadigvæk, det er sjovt, spændende og udfordrende. Så jeg er ikke begyndt at klippe centimeterbånd over. Jeg har det sådan, at der lige er kommet en ny opgave, jeg synes er enormt spændende, siger Niels Thåstrup.

Det er den kommende kulturfest på Frøbjerg Bavnehøj, hvor flere lokale kulturelle tiltag smeltes sammen på Fyns højeste punkt i samarbejde med Assens Kommune. Festen holdes første gang næste år. Han fik idéen til den.

Assens Musikskole. Arkivfoto: Jens Wognsen

25-års jubilæet finder sted 1. april. Men i disse tider, så regner han ikke med en egentlig markering som sådan. Det er "foreløbig udskudt", nævner Niels Thåstrup.

Niels Thåstrup har lært meget over de sidste 25 år. Også de helt jordnære ting:

- Jeg er blevet bedre til at håndtere min computer, siger han.

Ja, så spiller det også bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Fodboldfitness for alle

Lokalavisen Assens

Mere tryghed til Assens

Annonce