Annonce
Lokalavisen Assens

På lørdag er det børnenes dag i Glamsbjerg

Ole Dupont Kofod, formand for styregruppen i Børnenes Dag, og Turid Joensen, formand for Glamsbjerg Handelsstandsforening, har sammen lagt planer for Børnenes Dag på lørdag. Foto: Søren Plovgaard
Børnenes Dag er i år gået sammen med handelsstandsforening om at skabe rammerne for en hyggelig og aktiv dag i byen.
Annonce

Glamsbjerg: Glamsbjerg er kendt som skolernes og uddannelsernes by. Men Glamsbjerg er også børnenes by. I mange år har byen været omdrejningspunkt for Børnenes Dag.

Arrangementet i Glamsbjerg, som går ud på i fællesskab at skabe en ganske særlig dag for børn på hele Vestfyn med sjove og anderledes aktiviteter og ved at inddrage en lang række lokale aktører, løb første gang af stablen i 1988. Og på lørdag går det løs igen.

- Børnenes Dag holdt en lille pause på et tidspunkt, men efter 25-års jubilæet i 2013 har det kørt fint lige siden, fortæller Ole Dupont Kofod, der er formand for en lille styregruppe, der tilrettelægger Børnenes Dag.

Sidste år tog arrangørerne en chance og koblede Børnenes Dag sammen med Glamsbjerg Sommerlege. Samarbejdet viste sig at blive en pæn succes, og både byens handelsliv og foreningerne tog godt imod initiativet på en dag, hvor det vrimlede med både børn og voksne i byen.

I år har Børnenes Dag indgået et samarbejde med Glamsbjerg Handelsstandsforening, der i flere år har afviklet sit årlige børneloppemarked i den sidste weekend af august.

- Vi syntes, at det var oplagt at forsøge at slå de to arrangementer sammen, fordi de ligger så tæt på hinanden, siger Turid Joensen, formand for Glamsbjerg Handelsstandsforening.

Børnenes Dag fastholder i år placeringen ved Glamsbjerg Fritidscenter, og det betyder, at Glamsbjerg Friskole for første gang slet ikke skal lægge arealer til Børnenes Dag i Glamsbjerg.

- Sidste år savnede mange, at det sædvanlige optog med de mange børn gik forbi De Gamles Hjem på Krengerupvej, så det kommer til at ske igen på lørdag, hvor optoget starter fra Poul Mose parken bag kirken med Danehofgarden i spidse, forklarer Ole Dupont Kofod.

Det skal helst være sådan, at man kan stikke børnene en halvtredser, og at pengene kan strække til mere end bare ti minutter.

Ole Dupont Kofod, formand for Børnenes Dag

Annonce

Tivoli og cirkus

Ole Dupont Kofod kalder Børnenes Dag for en dag, hvor det hele er sådan lidt tivoli-agtigt i byen.

- Det skal helst være sådan, at man kan stikke børnene en halvtredser, og at pengene kan strække til mere end bare ti minutter, siger Ole Dupont Kofod, der understreger, at arrangørerne lægger vægt på, at de områder, hvor børnene bevæger sig, er alkoholfrie.

Årets program byder blandt andet på high jump, motorikbane, krybdyr fra Terrariet i Vissenbjerg, røgdykkerbane med Falck i Glamsbjerg og skattejagt i byens butikker.

- Og der vil være masser af fine præmier til deltagerne undervejs, lover Turid Joensen.

Cirkus er en fast tradition til Børnenes Dag, og i år er det Cirkus Fyr og Flamme, der slår teltet op i Glamsbjerg og inviterer alle til cirkusforestilling til børnevenlige priser.

Søndergade vil i dagens anledning være omdannet til gågade i tidsrummet fra klokken 9 til klokken 15.

Børn flokkedes om flødebollemaskinen, da der sidste år var Børnenes Dag i Glamsbjerg. Arkivfoto: Søren Plovgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Bryllup

Annonce