Annonce
Lokalavisen Assens

Par fra Jylland kører 45 km for at spise spejlæg hos Hannes Pitstop

Hanne Gramberg driver grillbaren Hannes Pitstop i Sandager. Foto: Martin Kloster
Hanne Gramberg ser med egne ord tilbage på et fantastisk år i sin grillbar i Sandager. Det er ikke meget, hun har mærket til coronakrisens buldren.
Annonce

Sandager: Den sorte "grillkat" forsøger at gøre kur til Lokalavisens udsendte ude foran grillen, men reporteren har altså kun tyggegummi i håndfladen at tilbyde pelsdyret.

Vi har som i Formel 1 gjort "pitstop", og det er i Sandager. Pudsigt nok ved grillen Hannes Pitstop, der forsøger at gøre "kur" til de maver, som suser forbi i bilerne ude på den trafikerede Middelfartvej.

Hanne Gramberg driver Hannes Pitstop. Det har hun gjort i et lille års tid nu.

Det har været et år præget - og plaget - af corona ude i den store verden uden for Sandager.

- Corona, corona, corona og så minkdyr. Det taler kunderne om nu, bemærker Hamme Gramberg.

Men ellers er hendes grill ligesom en boble for sig selv, der ikke har mærket det store til den irriterende pandemi.

- Jeg synes ikke, jeg har mærket det. Jeg hører selvfølgelig noget hver gang, når der er nogen, der kommer ind, siger hun.

Hanne Gramberg vender pølserne. Foto: Martin Kloster

- I starten af året, marts og april, hvor den første coronabølge kom, der gik det bare opad. Vi havde virkelig, virkelig travlt. Sommerferien gik fantastisk. Det er gået lidt ned af nu. Jeg skal arbejde lidt mere for at få folks opmærksomhed, fortæller hun.

Men det tror hun skyldes, at folk sparer penge op til jul, de så ikke bruger på grillmad.


Jeg har også nogle, der kommer ovre fra Kolding af. Kun for at komme over for at spise mad - bøfsandwich med spejlæg.

Hanne Gramberg


- Men generelt er det gået fantastisk. Der er rigtig stor opbakning. Jeg har haft et fantastisk år, bedyrer Hanne Gramberg.

Annonce

Spejlæg trækker i Kolding.

Da avisen titter forbi, har to håndværkere, den ene med pæn karamelrand, gjort midlertidigt stop i Sandager for at få tanket ny energi. De skal begge have en burgermenu. Den ene skal have pommes frites sauce, den anden napper ketchup til maden.

Kundesegmentet i Hannes Pitstop er fra Assens, Nr. Aaby, Gelsted og Glamsbjerg. For bare at nævne fire byer.

- Ja, alle steder fra, siger Hanne Gramberg, og det gælder også de lokale i Sandager.

- Jeg har også nogle, der kommer ovre fra Kolding af. Kun for at komme over for at spise mad - bøfsandwich med spejlæg, småsmiler hun.

Det er tale om et ældre ægtepar. De dukker lækkersultne op to gange om måneden. Fra Kolding til Sandager er der immervæk i kørelsesregnskabet godt 45 km.

- Det synes jeg er lidt sejt, bemærker Hanne Gramberg, som oprindeligt er fra Helsingør, men for snart ti år siden slog sig ned på Fyn.

Katten her i Sandager, Hanne Gramberg kalder for "grillmissen", flagrede rundt henne bag grillbaren, mens Loklaavisen Assens var forbi. Den virkede til at være notorisk lækkersulten. Foto: Martin Kloster

Men ellers er det helt almindelige mennesker, der kommer ind for at holde pitstop hos Hanne og sætter tænderne - når mundbindet er trukket ned - i favoritter som burgere, ribbenstege eller bøfsandwich med fuldfed sovs. Forårsruller gad kunderne ikke spise, så dem pillede Hanne Gramberg af menukortet.

- Der er faktisk mange ældre mennesker. Det er meget besøgt af ældre mennesker, siger Hanne Gramberg, mens hun med en tang får dagens sprøde pølser til at ligge ordentligt side om side på varmepladen.

- Jeg har haft et par stykker, der har spurgt efter en vegetarburger. Det har jeg ikke, men så laver vi det. Jeg har sådan noget grillet ost, det vil de gerne have i, siger Hanne Gramberg.

Lidt grønt er der skam også ved Hannes Pitstop i Sandager. Foto: Martin Kloster

Da den lokale presse tidligere besøgte hende, sagde Hanne Gramberg, at hun kunne mærke inde i sin krop, at "det her bliver godt".

Samme følelse har hun i dag - uden omsvøb ved pølserne i svøb.

- Det er det absolut. Det er det bedste, der er blevet gjort, fordi der bliver støttet op om det, siger hun.

- Så jeg føler hver dag, når jeg lukker, at jeg har gjort noget godt, føjer Hanne Gramberg til.

Og med sådan en følelse at lukke ned på, kan det jo nok ikke blive meget bedre.

Annonce

Lang arbejdsdag

Grillejeren møder som regel ind ved ni-ti-tiden om formiddagen. Step et er klargøring af udstyr og mad inden kundeskaren arriverer med tomme maver.

- Så er jeg som regel hjemme, når klokken er ni-halv ti om aftenen, siger hun.

- Så er der rengøring og alverdens ting og sager bagefter.

Den sparsomme fritid bruger Hanne Gramberg på sit hus, på sine hunde og selvfølgelig på manden Sonni derhjemme. Hjemmet ligger i belejlig gåafstand bag grilllen ved den gamle brugs, der lukkede for et par år siden, som sådan nogle godt kan i småbyerne.

Hannes Pitstop i Sandager - med Hanne Gramberg. Foto: Martin Kloster

Selv om brugsen lukkede, er Hanne Gramberg ikke for fin til lige at sælge lidt ekstra varer udover grillmaden.

- Der er nogle få, der har spurgt om jeg har en liter mælk, lidt rugbrød eller om de kunne købe et par skiver steg. Selvfølgelig kan de det, fortæller hun.

Maden bliver tilberedt i den store ovn, der er at finde i Hannes Pitstop. Foto: Martin Kloster
Annonce

Helt sin egen

Hanne Gramberg har fire hjælpere ansat i den 44 kvadratmeter store grillbar i dinerstil med 12 pladser. Hun fandt den i det nu coronanedslukkede Nordjylland i sin tid.

Hun har lige nyansat en kvinde på 15 timer ugeligt, og derudover er der to skolelever og så en tidligere arbejdskollega, der hjælper til blandt frituren i fuldt flor. På den led må det konstateres, at Hanne Gramberg, der er tidligere sosu-hjælper på en institution i Fraugde, gør en del for beskæftigelsen i Sandager og skattegrundlaget i kommunen.

Men ellers er Hanne Gramberg sin egen chef, der kan forme sin egen hverdag. Da Lokalavisens udsendte skridter udenfor igen er katten forduftet.

Men den er jo også sin egen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Netto kommer til Skallebølle

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Allstars i Assens

Annonce