Helnæs: Lajla Wiese og Jens Abild Nielsen kunne ikke modstå fristelsen, da de fredag formiddag kørte forbi et skilt ud for Elmebjergvej på Helnæs.
Her lokkede fritidslandmand Regner Buch Madsen med de første nye kartofler, og den slags kan få munden til at løbe i vand hos selv de mest hærdede mennesker.
Så Lajla Wiese og Jens Abild Nielsen svingede deres Jaguar op ad den lille grusvej for at kigge nærmere på boden med de nye kartofler, som Regner Buch Madsen med vanlig sans og tæft for afsætning kalder for Helnæskartofler.
Man forstår, at der er tale om et særligt kvalitetsstempel, og de dyrebare knolde har da også særligt gode vækstbetingelser på de sydøstvendte marker hos Regner Buch Madsen på Elmegård.
Vandet i Helnæsbugten varmer markerne fra begge sider, og det er meget sjældent, at Regner Buch Madsen oplever, at der er nattefrost på markerne.
Lajla Wiese og Jens Abild Nielsen var ude på den klassiske køretur til Helnæs Fyr efter en overnatning på Hotel Gl. Avernæs.
- Jeg er tidligere lærer og er kommet en del på Gl. Avernæs som kursist hos Danmarks Lærerforening. Så nu skulle vi lige prøve en overnatning sammen på stedet, og det var fortræffeligt, siger Lajla Wiese.
Hun er oprindeligt nordjyde, mens han er vokset op på Nordfyn. I dag er de pensionerede og bor ved Hundested i Nordsjælland.
Helnæs' flotteste udsigt
Efter Jens Abild Nielsen og Lajla Weise havde betalt for posen med nye kartofler, tilbød Regner Buch Madsen parret den flotteste udsigt på Helnæs - endda ganske gratis.
- I skal bare lige gå om forbi min have og så videre op på Elmebjerg. Så kan I kigge ud over hele Helnæsbugten, Thorøhuse, Sønderby Bjerge og helt over til Ungersbjerge, hvor jeg er født, lød den stående invitation fra den 75-årige tidligere frisørmester fra Nørre Broby.
Jens Abild Nielsen og Lajla Weise tog deres nye kartofler med hjem over Storebæltsbroen og glædede sig til at sætte tænderne i dem på en rugbrødsmad og med en øl og en snaps til.
Regner Buch Madsen kan se frem til nogle travle uger med stor efterspørgsel på nye frilandskartofler. I år får han familiær assistance af datteren Birgitte Buch Sørensen, der er sundhedsplejerske i Assens Kommune, men nu i et par måneder er gået i praktik som selvstændig erhvervsdrivende i kartoffelmarkerne.
Mandag leverede Regner Buch Madsen de første nye kartofler til Hotel Gl. Avernæs, og leverancerne fortsætter de næste mange uger.
Tredjeplads ved DM
Regner Buch Madsen har i mange år deltaget i Dansk Kartoffelråds danmarksmesterskab i dyrkning af frilandskartofler uden dog at nå helt til tops. Han var også med i år, hvor det blev til en meriterende tredjeplads.
For at deltage i Danmarksmesterskabet skal avleren have mindst 20 planter til rådighed ved opgravningen. Kartoflerne skal være dyrket på friland med kun solen som opvarmning og have været i jorden i mindst 40 dage forud for opgravningen. Kartoflerne blev opgravet om formiddagen og den officielle vejning og kåring fandt efterfølgende sted på Egeskov Slot.
Årets vinder blev Aksel og Kaja Sørensen fra Vojens, som vandt med 4547 gram kartofler. Andenpladsen gik til Martin Nielsen fra Glamsbjerg, der havde dyrket 4137 gram, mens Regner Buch Madsen kunne notere en vægt på 3282 gram.
Efter kåringen blev vinderkartoflerne straks fragtet til Hendes Majestæt Dronning Margrethe 2., som traditionen tro vil fik serveret årets første nye kartofler.