Annonce
Lokalavisen Assens

Så glad var Frederik, efter han havde fået 02 i Vergils Æneiden i oldtidskundskab

Frederik Vejsgaard jubler, efter han har fået sin karakter i oldtidskundskab. Han blev den første student på Vestfyns Gymnasium. Foto: Søren Plovgaard
Mandag formiddag kunne de første studenter på Vestfyns Gymnasium og Handelsgymnasiet Vestfyn i Glamsbjerg sætte deres studenterhuer på hovedet.
Annonce

Glamsbjerg: - Jeg trak selvfølgelig det eneste, jeg ikke ville op i.

Frederik Vejsgaard fra Assens skulle mandag formiddag redegøre for Vergils latinske epos om den trojanske helt Æneas. Det kan være en hård nød at knække, og Frederik Vejsgaard fejrede da også sin karakter 02 som en halv hjemmebanesejr, da han som den første blev student på Vestfyns Gymnasium i Glamsbjerg.

Nu venter der Frederik Vejsgaard en lille ferie, inden han om nogle uger rejser til St. Albans nord for London og indlogerer sig hos sin kusine Katrine Vejsgaard Veje, der tjener til dagen og vejen som professionel fodboldspiller i storklubben Arsenal.

- Jeg regner med at blive boende i London i et år, men jeg ved endnu ikke helt, hvad jeg skal lave. Men jeg skal nok finde på noget i London, fortæller Frederik Vejsgaard, efter hans farmor Inge Vejsgaard har sat den røde studenterhue på hans hoved.

Frederik Vejsgaard får en krammer af sin mor Jeanette Brix efter den sidste eksamen er overstået. Foto: Søren Plovgaard
Annonce

Frisørskole og praktik i Tyskland

På Handelsgymnasiet Vestfyn var farven på studenterhuen rød, sort og blå, da 19-årige Josefine Jantzen fra Glamsbjerg en halv time tidligere kunne kalde sig student. Hun har taget en EUX - en uddannelse, hvor man kombinerer en erhvervsuddannelse med et gymnasialt forløb.

Josefine Jantzen fik 7 i afsætningsøkonomi, og hun trak emnet promotion og marketing.

- Jeg har gået på kontorlinjen på EUX, men nu har jeg søgt ind på frisørskolen i Odense. Jeg får svar på, om jeg er optaget senest 6. juli. Jeg har et fritidsjob hos ABC Lavpris i Glamsbjerg, så hvis jeg ikke får en plads på frisørskolen, har jeg altid det at falde tilbage på, siger Josefine Jantzen, der havde sin forældre Maria og Kenneth Jantzen og sin 13-årige lillesøster Kathrine ved sin side, da hun fik studenterhuen på.

Omtrent samtidig med at Josefine Jantzen kunne kalde sig student, kom Signe Marie Skovsted fra Odense ud fra eksamenslokalet på Vestfyns Handelsgymnasium. Hendes sidste eksamensfag som HHX-studerende var virksomhedsøkonomi, og det klarede hun til et 7-tal.

20-årige Signe Marie Skovsted har fundet en praktikplads i Schweinfurt i Tyskland under den såkaldte PIU-ordning. PIU er en forkortelse for praktikplads i udlandet.

Vestfyns Gymnasium sender i år 180 studenter videre ud i livet, mens 45 elever på Handelsgymnasiet Vestfyn i år tager en studentereksamen på HHX og EUX.

Brødtekst

Der var røde roser til Josefine Jantzen, der som den første EUX-elev på Handelsgymnasiet Vestfyn fik sin studenterhue på. Foto: Søren Plovgaard
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Klumme: - Jeg kan naturligvis godt følge, at det skaber en vis ulighed, hvis Louises forældre hyrer Medina til at komme og optræde med popcorn-maskiner og lysshow

Annonce