Annonce
Lokalavisen Assens

Susanne er født optimist: Nu åbner hun sin tredje butik

Mandag kunne Susanne Knudsen omsider åbne sin nye tøjbutik i Tarup Center, efter myndighederne havde givet butikcentre tilladelse til at lukke kunder ind igen. Foto: Hasse Frimodt
Susanne Knudsen, der siden 2011 har drevet Den Nye Strøgbutik i Assens, har åbnet tøjbutik i Tarup Center.
Annonce

Assens: Midt i den værste økonomiske krise længe har Susanne Knudsen, der er indehaver af tøjforretningen Den Nye Strøgbutik, valgt at udvide sine forretningsaktiviteter med endnu en butik i Tarup Center i Odense.

Butikken åbnede mandag den 11. maj, efter centret igen har fået lov til at have kunder.

- Jeg kunne ikke lade være. Det var en beslutning, jeg havde truffet længere inden, coronakrisen ramte, og når man har sagt a, må man også sige b. Og nu glæder jeg mig bare til at byde kunderne indenfor i min nye butik i Odense, fortæller 57-årige Susanne Knudsen, der på grund af Covid-19-situationen har haft godt tid til at forberede åbningen i Tarup Center.

Hun fik allerede et godt øje til Tarup Center for halvandet år siden.

- Min mand skulle til et tjek på OUH, og så brugte jeg ventetiden til at køre et smut ud i Tarup Center. Her så jeg, at der var et ledigt butikslokale, og det forelskede jeg mig straks i, siger Susanne Knudsen.

Hun etablerede sig i Assens i 2011, og de første år måtte hun ofte pendle frem og tilbage mellem Brørup i Vestjylland og Assens for at passe sin forretning i Østergade. For seks år siden flyttede hun sin butik over på den modsatte side af hovedgaden i Assens til butikslokaler, hvor Optik Rahr tidligere lå. Samtidig skiftede hun navn til den Nye Strøgbutik. Og for nogle år siden valgte Susanne Knudsen også at rykke de jyske teltpæle op og flytte til Assens.

I 2018 åbnede Susanne Knudsen forretning i Østergade i Middelfart, og nu er det altså blevet til alle gode gange tre for Susanne Knudsen og Den Nye Strøgbutik.

En kvinde fra Sandager ringede til mig og bad om mit kontonummer. Så bad hun om at få lagt et gavekort på 2000 kroner til side, fordi hun vidste, at det var nu, jeg havde brug for pengene. Der skal normalt en del til at gøre mig rørt, men det blev jeg altså ved denne henvendelse.

Susanne Knudsen, Den Nye Strøgbutik

Annonce

Rørt over opbakning

Susanne Knudsen lægger ikke skjul på, at de seneste måneder har været svære at komme igennem. Hun valgte at sende sine tre ansatte hjem med lønkompensation og lukke forretningen i Middelfart i fire uger, mens hun fortsat holdt åbent i butikken i Assens.

- De første uger var det slemt, og der var næsten ikke et øje i byen. Men de seneste par uger er der lige så stille kommet gang i det igen, siger Susanne Knudsen.

Midt i den værste periode blev hun opmuntret af en kunde.

- En kvinde fra Sandager ringede til mig og bad om mit kontonummer. Så bad hun om at få lagt et gavekort på 2000 kroner til side, fordi hun vidste, at det var nu, jeg havde brug for pengene. Der skal normalt en del til at gøre mig rørt, men det blev jeg altså ved denne henvendelse, siger Susanne Knudsen.

Den Nye Strøgbutik sælger tøj til store piger i størrelserne 38-58.

Den Nye Strøgbutik sælger tøj til kvinder i størrelserne fra 38 til 58. Susanne Knudsen har drevet butik i Assens siden 2011, og for to år siden åbnede hun Den Nye Strøgbutik i Middelfart. Hun er optimistisk, og tror på, at det snart igen går fremad for forretningslivet. Foto: Hasse Frimodt
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Ændringer hos kirken

Annonce