Annonce
Lokalavisen Assens

Tøjmanden ser sig ikke tilbage: Har glemt sin første dag i butikken for 35 år siden

I 35 år har Uffe Jensen drevet sit tøjfirma Uffe Jensen - Din Tøjmand efterhånden. Og det vil han fortsætte med. Foto: Martin Kloster
Uffe Jensen, der fra Glamsbjerg driver otte Uffe Jensen - Din Tøjmand-butikker, kan i denne uge fejre 35-årsjubilæum som butiksdrivende. Men det er ikke noget, han tænker videre over. Han og hustruen ser kun fremad.
Annonce

Glamsbjerg: Når Uffe Jensens fynske tøjkoncern runder 35 år i denne uge, så skal det ikke fejres som sådan.

Der kommer da tilbud i avisen, men der bliver ingen festivitas i butikkerne med vin, pindemadder, skåltaler og den slags.

For Uffe Jensen handler det ganske enkelt om at kigge fremad i stedet.

- Vi tager et år ad gangen og så ser vi, hvad der sker, lyder Uffe Jensens filosofi.

- Det siger næsten sig selv, når man har været selvstændig i så mange år, så er det fordi, man synes det er spændende, siger 60-årige Uffe Jensen med sig selv i tredjeperson om de mange år i tøjbranchen.

- Det er bare blevet ens liv, det er hele vores liv. Man kunne vende den om: Hvad skulle vi ellers lave, indskyder hustruen Hanne Jensen siddende ved sin computer, da Lokalavisen Assens er på på besøg i tøjparrets kontor ovenpå tøjbutikken i Glamsbjerg.

Uffe Jensen - Din Tøjmand

Kæden Uffe Jensen - Din Tøjmand har i alt otte tøjbutikker placeret på Fyn og i Jylland. To er placeret i Assens Kommune, og det er i Assens og Glamsbjerg, der er base for aktiviteterne.

Uffe Jensen ejer butikkerne, men styrer dem sammen med sin hustru Hanne Jensen. Parret bor i Gummerup og har to voksne børn, en datter på 28 år, der er revisor, og en søn på 21 år, der står i lære i en af butikkerne.

Glamsbjerg er basen i den kæde, som i dag - foruden Glamsbjerg - omfatter syv fynske forretninger med i alt 25 ansatte i Assens, Bogense, Søndersø, Ringe, Svendborg, Nyborg og så "afstikkeren" i Vejen i Jylland.

Motivationen får Uffe Jensen hver dag via kunderne. Og så at se, at han og Hanne har bygget en solid kæde op, der kunne gøre Uffe Jensen til den lokale Mads Skjern - hvis man leger lidt med tanken.

Annonce

Vandet løber

Parret åbnede deres første butik i Assens i 1985, efter at Uffe Jensen var blevet udlært og havde aftjent værnepligten. Uffe Jensen sprang ud som selvstændig efter fire år hos Jørgen og Jørgine i Svendborg. Han læste i en avisannonce, at Bent Mikkelstrups herretøjsforretning i Østergade 21 i Assens var til salg. Den matrikel kunne han da godt tænke sig at overtage og åbne en butik selv.

Uffe Jensen er her i færd med at lægge tøj på plads. Han kan bare det der. Foto: Martin Kloster
Sådan tager butikken i Søndergade i Glamsbjerg sig ud. Foto: Martin Kloster

35 år senere kan Uffe Jensen ikke huske den første åbningsdag for 35 år siden.

- Det kan jeg simpelthen ikke huske, siger Uffe Jensen og ligner et stort spørgsmålstegn.

- Der er dæleme løbet meget vand i åen siden, siger Uffe Jensen.

Og vandet løber stadig.

- Jeg har altid arbejdet med det her. Inden jeg skulle ud og have en læreplads, gik jeg hjemme efter skoletid og arbejdede hos min far. Jeg har aldrig lavet andet, fortæller Uffe Jensen, som nu heller ikke kunne forestille sig at lave andet.

Annonce

Startede hos sin far

Egentlig ville Uffe Jensen i sin tid have været bankmand, dengang han var ung i sluthalvfjerdserne. Han blev aldrig bankansat, men bærer med sin Red/Green-striktrøje dog tøj, som havde matchet ganske godt i banken.

Uffe Jensen gik i stedet tøjvejen for at tjene til dagen og vejen af folks indestående i sin egen butik.


Der er dæleme løbet meget vand i åen siden.

Uffe Jensen.


Han kom som 18-årig i lære hos sin far Erik Jensen i de lokaler i Glamsbjerg, som i dag er koncernens administrationslokaler. Dengang hed herretøjsforretningen i Søndergade slet og ret Jensens Herretøj. I dag er et "Uffe" sat foran Jensen, og kædesamarbejdet bevirker, at den også hedder Din Tøjmand.

Uffe Jensen kan godt lige friheden i at være selvstændig. Og i fritiden spiller han gerne golf og har gjort det i fem-seks år efterhånden. Det er i Vestfyns Golfklub. Han går også på jagt. Han vil gerne lave noget fremfor bare at sidde derhjemme, siger han.

- Jeg kunne ikke forestille mig at skulle sidde hjemme. Jeg er nødt til at have et socialt netværk uden at det skal fylde det hele, nævner han.

Uffe Jensen blander sig også i bestyrelsesarbejde, der er kæderelateret.

- Hele det her netværk kan jeg gode lide, siger han.

Annonce

Uffe er chefen

Ved 2020's begyndelse tegnede året rigtig godt for tøjforretningen.

Men omsætningen - siden statsminister Mette Frederiksen (S) 11. marts holdt sit historiske pressemøde, der lukkede Danmark ned - røg mindst 60 procent ned i omsætning dengang, oplyste han til Fyens Stiftstidende. De typisk kronede og indtægtsgivende konfirmationsdage og bryllupper i forsommeren kunne Uffe Jensen kun se langt efter.

Siden måtte parret gå op og ned ad hinanden i et par måneder i butikken med medarbejderstaben sendt hjem inden tingene normaliserede sig, og salget endelig kom tilbage.

- Vi klarer os ganske fint. Vi kan mærke, at kunderne bakker os op. De tænker om noget endnu mere lokalt, lyder det fra tøjparret, som er glade for deres loyale kunder.

Uffe og Hanne Jensen har delt rollerne op, så de ikke sidder på skødet af hinanden hver dag både på arbejde og derhjemme. De har hver deres områder at tage sig af i løbet af en arbejdsdag og er i princippet ligeværdige chefer.

- Det synes jeg er en stærk ting i dag. Vi kan jo alle sammen også blive ukampdygtige i en kortere eller periode, og virksomheden skal køre videre, nævner Uffe Jensen.

- Uffe er chefen, indfletter hustruen dog.

- Her, kviksvarer manden med en slet skjult humor tilbage.

Da Lokalavisen Assens' udsendte beder parret om måske at finde nogle gamle billeder for 35 år siden, som avisen gerne vil vise læserne fra starten, bemærker Hanne Jensen:

- Vi graver ikke meget i fortiden, vi ser kun fremad. Vi nyder nuet.

Tøj set i butikken. Foto: Martin Kloster
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Lokalavisen Assens

Netto kommer til Skallebølle

Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Allstars i Assens

Annonce