Annonce
Lokalavisen Assens

Ulla har senfølger efter coronasmitte: Torsdag meldte hun sig til covid-19-vaccination i Assens

Ulla Hansen glædede sig til at modtage en vaccination til beskyttelse mod covid-19-smitte. Hun blev testet positiv for to måneder siden og har stadig senfølger efter sygdommen. Foto: Søren Plovgaard
Torsdag modtog flere end 300 beboere på Assens Kommunes plejehjem en vaccination mod covid-19. Også mange af kommunens ansatte havde meldt sig frivilligt til at få en vaccination.
Annonce

Assens: Flaget var hejst på pladsen foran Bofællesskabet Skelvej i Assens torsdag eftermiddag.

- Det er jo en festdag i dag, sagde bofællesskabets leder Lene Jørgensen med henvisning til, at Covid-19-vaccinen nu også var nået til Assens Kommune.

Læge Kirsten Dahl Andersen fra Lægehuset Skelvænget i Assens vaccinerede først 20 af bofællesskabets beboere og senere flere af de ansatte i sundhedsektoren i Assens Kommune.

Tidligere på dagen var vaccinen blevet rullet ud på andre af kommunens ni plejehjem.

På bofællesskabet Skelvej, hvor der bor 21 demensramte personer, fik 90-årige Ellen Margrethe Christiansen den første vaccination klokken 12.48.

Og det tog hun i stiv arm.

- Det var skam ikke så slemt. Jeg synes, det var dejligt at få vaccinen. Jeg har altid ladet mig vaccinere, når det var nødvendigt, fortalte Ellen Margrethe Christiansen, mens hun sad og nød en småkage og lidt slik fra en skål efter vaccinationen.

Marianne Fenger og Agnieszka Jensen fra sygehusapoteket på OUH sørgede for, at der hele tiden var vaccinesprøjter klar til læge Kirsten Dahl Andersen.

- Vi tager rundt til de steder, hvor vi får besked på at være. Vi sidder og blander vaccinen, og så er det ellers læger og sygeplejersker, der uddeler den. Det er et præcisionsarbejde, for vaccinen skal måles helt nøjeagtigt af i hver sprøjte, og den må ikke rystes, forklarede Marianne Fenger.

Annonce

Ulla har senfølger

Flere af kommunens medarbejdere var også mødt frem for at få et stik.

Ulla Hansen, der bor på Glamsbjerg-egnen og har arbejdet som nattevagt i Bofællesskabet Skelvej i flere år, var blandt de medarbejdere, der havde meldt sig frivilligt til at modtage vaccinen.

Marianne Fenger og Agnieszka Jensen gjorde vaccinesprøjterne klar til læge Kirsten Dahl Andersen. Foto: Søren Plovgaard

Ulla Hansen blev testet for corona den 4. november sidste år - og dagen efter fik hun besked om, at testen var positiv.

90-årige Ellen Margrethe Christiansen var den første beboer i Bofællesskabet Korsvang, der fik et stik med covid-19-vaccinen - og det tog hun i stiv arm. Her får hun sig en snak med Bent Rasmussen kort tid efter sin vaccination. Foto: Søren Plovgaard

Hun har stadig senfølger efter sin sygdomsperiode og er endnu ikke fuldt raskmeldt.

- Jeg har mærket besvær med min koncentration og med vejrtrækningen, og jeg har også været meget træt i perioder, fortalte Ulla Hansen, der lige før jul begyndte på job igen i en praktikordning. Det betyder, at jeg for tiden kun er på vagt tre timer ad gangen hver nat mod normalt otte timer per vagt. Mere kan jeg simpelthen ikke holde til lige nu, sagde Ulla Hansen.

Vaccinen blandes op med noget saltvand og trækkes op i sprøjten. Foto: Søren Plovgaard

Assens Kommune forventede torsdag at have vaccineret 325 beboere på kommunens ni plejehjem samt 120 medarbejdere fra fortrinsvis sundhedssektoren.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce