Annonce
Lokalavisen Assens

Vejen er banet for boliger og hotel på Assens Havn: Kommunen ophæver DLG's lejemål fra 2023

DLG-siloen ligger på kommunal grund. Nu er kommunen og foderstofvirksomheden blevet enige om at ophæve lejekontrakten allerede med udgangen af 2023. Arkivfoto: Martin Kloster
Foderstofvirksomheden DLG og Assens Kommune er blevet enige om at ophæve lejeaftalen på et område på Nordre Havnevej i Assens syv år før tid.

Assens: Nye boliger, hotel og udvikling af Assens Havn er nu rykket et skridt tættere på.

Som et led i byrådets satsning på øget tilflytning til Assens Kommune og på at udvikle de større byer og lokalområder har byrådet netop godkendt en aftale med foderstofvirksomheden DLG.

Aftalen sikrer, at kommunen får råderet over et centralt område ved havnen i Assens. Det sker efter, at kommunen har været i dialog med foderstofvirksomheden DLG, som er lejer et større areal på Nordre Havnevej af kommunen.

Annonce

DLG's lejekontrakt gjaldt oprindeligt til udgangen af 2030, men nu har Assens Kommune og DLG indgået aftale om at ophæve lejemålet allerede med udgangen af 2023.

Det oplyser Assens Kommune i en pressemeddelelse.

Et af elementerne i planen, som Assens Byråd godkendte for to år siden, er at havnearealerne over tid skal omdannes til en bolig- og oplevelseshavn.

- Vi vil gerne skabe værdi og oplevelser for både nuværende og kommende borgere og turister. Det gør vi ved at tænke havneområdet i en større helhed med både det kommende Multitek, ny havneplads, det kommende kyst- og lystfiskercenter samt hotel og nye boliger. Samtidig sikrer vi en bedre sammenhæng mellem havnen og hovedgaden i Assens by til gavn for de erhvervsdrivende, siger borgmester Søren Steen Andersen.

Boliger på havnen

DLG's havnearealer indgår i planen om at etablere boliger på havnen.

- Det er vigtigt, at vi sikrer et bredt udvalg af boligtilbud i kommunen. Det gør vi, for at vi kan imødekomme de forskellige typer af ønsker og behov, som både vores nuværende borgere har og som matcher efterspørgslen i forhold til nye tilflyttere. Og med aftalen får vi nu mulighed for at udbyde jord til etablering af forskellige typer boliger på Assens Havn. På den måde vil vi sammen med forskellige samarbejdspartnere og investorer, sikre nogle kystnære og attraktive boligtilbud, som vi kan se, der er efterspørgsel på, forklarer Søren Steen Andersen.

For at kunne ophæve lejekontrakten med DLG før tid er kommunen forpligtet til at betale et kompensationsbeløb til DLG. Kommunen har en nettoudgift på 8,8 millioner kroner, som kommunen forventer at kunne indhente ved at sælge arealer til bolig og hotelbyggeri.

Der arbejdes efter et udbud af arealerne efter sommerferien 2021.

Annonce

Et stort hjerte for Assens

Lars Fall Thorø, der direktør i DLG for Koncernlandbrug og lokationschef på Fyn, forklarer, at DLG ikke vil stå i vejen for udviklingen af havnen i Assens.

- Vi har et stort hjerte, og nu har vi så tre kornsæsoner til at finde ud af, hvordan vi skal gribe vores forretning an i fremtiden. Vi har afdelinger to andre steder i Assens Kommune, nemlig i Grønnemose og Frankfri, så vi skal nok finde ud af noget. Vi har ingen hastværk, siger Lars Fall Thorø, der er en god kending af havneområdet i Assens.

Han kom i lære på Fyns Korn på Nordre Havnevej i Assens i 1982 - det nuværende DLG.

- Jeg synes det er fint for Assens, at der nu omsider ser ud til at ske noget med havnearealerne. Strukturudviklingen gør, at tiden efterhånden er løbet fra at få tilført varer over kajen, siger Lars Fall Thorø.


Med aftalen får vi nu mulighed for at udbyde jord til etablering af forskellige typer boliger på Assens Havn. På den måde vil vi sammen med forskellige samarbejdspartnere og investorer, sikre nogle kystnære og attraktive boligtilbud, som vi kan se, der er efterspørgsel på

Borgmester Søren Steen Andersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Den 28-årige storbypige Pernille er vendt hjem - til Gl. Brydegaard: - Jeg vil ikke undvære mit arbejdsliv på landet

Lokalavisen Assens

Forfatter besøger boghandel

Annonce