Annonce
Lokalavisen Assens

Vil du være frivillig mentor for en ung?

Assens Rådhus. Arkivfoto: Yilmaz Polat
Assens Kommune og Landsforeningen Talentspejderne har indgået en partnerskabsaftale, der skal sætte unge talenter i spil.

Assens Kommune: Assens Kommune og Landsforeningen Talentspejderne har indgået en partnerskabsaftale. Målet er, at frivillige mentorer skal hjælpe skoletrætte og sårbare unge til at sætte deres talenter i spil, finde skolegejsten og gå efter en ungdomsuddannelse. Næste skridt bliver at finde mentorer.

Det oplyser Assens Kommune i en pressemeddelelse.

- I Assens Kommune ønsker vi, at vores unge får de bedste forudsætninger for at leve et godt liv med et stærkt selvværd. At de unge vælger uddannelse til, er et af de vigtige pejlemærker, som vi arbejder efter. I fællesskabet kan vi rigtig meget, og mentorordningen kan noget særligt, fordi den bygger på et samarbejde mellem Talentspejderne, de unge, frivillige, forældre, skoler og kommune, fortæller Charlotte Kjær, formand for Social og Sundhed og fortsætter.

- Jeg er glad for, at vi med en andel af §18 midlerne til frivilligt socialt arbejde kan støtte etablering af et frivilligt tilbud, der supplerer kommunens egen indsats – og som i den grad understøtter ambitioner i både Vision 2030 og sundhedspolitikken, afslutter Charlotte Kjær.

Aftalen glæder også formand for Uddannelse, Børn og Familie Mogens Mulle Johansen.

- Det glæder mig rigtig meget, at vi snart kan tilbyde et forløb til nogle af vores unge mennesker. Vi har et vigtigt fokus på, at vores børn og unge har et godt fundament at bygge på senere i livet, og at de har en følelse af, at de lykkes. Vi har særligt opmærksomhed på de børn og unge, som af den ene eller anden grund står et sårbart sted, og det kan mentorordningen netop støtte op om, afslutter Mogens Mulle Johansen.

Annonce

De unge kan mere end de tror

Talentspejdernes forløb foregår ved, at de unge får en frivillig mentor. Mentorer har forskellig baggrund – nogle kommer fra erhvervslivet, mens andre er pensionister eller efterlønnere. Det vigtigste er, mentorerne selv har en erfaring med uddannelse eller job, som de gerne vil give videre, og at de tror på, at alle unge har evner og talenter, som kan udfoldes.

Mentoren fungerer som en rollemodel og er blevet uddannet i det læringsprogram, som skal hjælpe den unge til at finde sine styrker, evner og talenter. Når disse er afdækket, hjælper mentoren med at finde en uddannelsesvej, som matcher den unges styrker.


Vi har særligt opmærksomhed på de børn og unge, som af den ene eller anden grund står et sårbart sted, og det kan mentorordningen netop støtte op om

Mogens Mulle Johansen


- Der er alt for mange unge, som ikke kommer i uddannelse, og det vil vi gerne gøre op med. Unge kan meget mere, end de tror, men det er vigtigt, at de får den rette støtte og anerkendelse. Når de unge finder ud af, hvad de er gode til, så har de en forudsætning for at sætte en retning, når de skal vælge uddannelse, og så giver skolen pludselig mening, forklarer Tom Pedersen, Sekretariatschef ved Talentspejderne, som lægger vægt på, at forløbet også handler om livsmestring.

- Når de unge føler sig hørt, så åbner de op, og der bliver grobund for samtaler, der også handler om livets udfordringer i almindelighed. De unge og mentorerne får derfor ofte et nært forhold til hinanden, forklarer Tom Pedersen.

I løbet af de næste tre år, er det målet, at 80 børn og unge fra 12-16 år, får en mentor, som skal hjælpe dem med at afdække deres talenter.

Lige nu bliver der arbejdet på at finde mentorerne. Vil man være mentor for en ung, kan man kontakte Jeanne Banke Nielsen fra Talentspejderne på: jeanne@talentspejderne.org.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Assens

Fodboldfitness for alle

Lokalavisen Assens

Mere tryghed til Assens

Annonce