Annonce
Lokalavisen Lemvig

100 år efter Genforeningen: Min far flygtede fra tysk tjeneste

Chresten Bossen fra Bækmarksbro skrevet og fortalt historien om, hvordan hans far som 17-årig måtte flygte over den tysk-danske grænse for at undgå at komme i tysk krigstjeneste under 1. Verdenskrig. Foto: Morten Stricker
Chresten Bossen fortæller om sin far, der måtte flygte over den dansk-tyske grænse for at undgå at blive tysk soldat under 1. Verdenskrig
Annonce

Bækmarksbro/Sønderjylland: På fredag er det 100 år siden, Christian X red over den tidligere grænse mellem Danmark og Tyskland ved Christiansfeld og dermed markerede genforeningen mellem Sønderjylland og det øvrige Danmark.

Men selv om det er 100 år siden, den sønderjyske landsdel igen blev en del af Danmark, trækker historien om det delte Slesvig stadig spor til resten af landet.

Chresten Bossens fars familie stammer fra Nørre Rangstrup nordvest for Aabenraa, der ligger midt i det nuværende Sønderjylland. Hans farfar erhvervede i 1900 slægtsgården, der havde været i familiens eje siden 1707, og blev dermed sjette generation på gården.

Han har fået genfortalt sin historie af sin far, der er født i 1900, og dermed var tysk statsborger i de første år af sit liv. Den genfortalte historie har Chresten Bossen, der i dag bor i Bækmarksbro, skrevet ned, og den deler han nu med Lokalavisens læsere i anledningen af 100-året for Genforeningen.

"Da børnene fyldte syv år, skulle de påbegynde deres skolegang, og da sindelaget hos min fars familie jo var udpræget dansk, og undervisningen skulle foregå på tysk, var dette problematisk.

Annonce

Måtte kun tale tysk

Det er blevet fortalt, at man adskillige gange fra skolemyndighederne påtalte, at man skulle lære/tale tysk i hjemmet, men det var bestemt ikke noget, som man forsøgte at efterkomme.

Da 1. verdenskrig brød ud i år 1914 udtalte min farfar:

”Jeg er heldigvis for gammel til at blive indkaldt til militærtjeneste, og mine drenge er for unge”.

Men også på dette tidspunkt kunne man foretage forkerte konklusioner. Efterhånden som den tyske hær blev mere og mere sårbar, foretog man indkaldelse af de unge mænd tidligere end ellers.

Min far blev født 23. juni 1900. I forbindelse med, at fyldte 17 år den 23. juni 1917, blev han indkaldt på session.

Annonce

Skulle kæmpe mod franskmænd

Han mødte imidlertid ikke op, hvilket mange andre heller ikke gjorde, og blev derfor kort tid efter under trusler kraftigt anmodet om at henvende sig på ”sessionskontoret”, som var placeret i Galsted, fem kilometer derfra.

Ud fra disse omstændigheder var han nødsaget til at møde op. Han bankede på døren, og der blev svaret ”herein”. Far undskyldte, at han ikke var mødt til den første indkaldelse og undskyldte formentlig med travlhed i høsten.

Som 17-årig blev min far erklæret egnet til at være soldat i den tyske hær, og fik meddelelse om, at han snarest ville blive indkaldt som rekrut og få cirka tre ugers oplæring, hvorefter han kunne forvente at blive sendt til fronten, hvor han skulle kæmpe mod de franske tropper.

Det vil sige, at man skulle kæmpe for en sag, som aldeles ikke var deres. Mange indkaldte sagde, at man burde ligge på den anden side, og kæmpe mod tyskerne i stedet for.

Allerede før sessionen havde farfar haft følere ude, som gik på, hvordan man kunne komme over den tysk/danske grænse til Danmark.

Annonce

Flugten til Danmark

Dette var nøje planlagt i alle henseender, og da dagen oprandt mødtes min far med en hjælper på et nærmere aftalt og øde sted. Man skulle passe på ikke at vække opsigt, da der var placeret vagter overalt, blandt andet ved vejkryds, for der var adskillige, som havde samme planer.

Far kendte ikke ruten, da de startede hjemmefra en tidlig morgen. Han vidste blot, at han skulle slutte af i Esbjerg hos hans onkel og tante.

Ledsageren instruerede nøje i alle enkeltheder omkring flugten mod Danmark. De måtte ikke følges ad. Han havde et stykke reb over nakken, og hvis han blev antastet af vagtposter (som der var mange af), skulle han sige, at han skulle ud i ”æ kog”, som er marskområdet i det vestligste Sønderjylland, for at afhente nogle kreaturer.


Som 17-årig blev min far erklæret egnet til at være soldat i den tyske hær, og fik meddelelse om, at han snarest ville blive indkaldt som rekrut

Chresten Bossen om sin far, der flygtede fra tysk militærtjeneste under 1. Verdenskrig


Ved aftenstid ankommer de til grænsen ved Kongeåen mellem Ribe og Foldingbro. De gemmer sig i noget buskads, og på et bestemt tidspunkt efter vagtskifte møder de en dame, som følger dem helt hen til grænsen ved et lille hus. Datteren i dette hus er gode venner med én af de tyske vagter, og da han var placeret på sin post – og der i øvrigt er rolig efter vagtskifte – forlod far det krigsplagede Tyskland – tæt forbi vagten, for ikke at vække opsigt, og træder over grænsen til det befriende Danmark.

Annonce

Et års løn for at komme over

For hele flugten med kontakter og andet måtte man naturligvis erlægge en betaling, som var naturalier i form af smør, ost og lignende. Dertil også et ikke oplyst beløb i tyske mark. Men alt i alt skulle det svare til, hvad en tjenestekarl kunne oppebære på et år.

Herefter går turen som nævnt til Esbjerg formodentlig med tog, hvor han opholder sig et stykke tid.

På min fars fødegård, som havde et jordtilliggende på cirka 80 hektar, havde man gratis hjælp i form af russiske krigsfangere. Da de tyske myndigheder erfarede, at min far ikke længere opholdt sig på gården, blev denne hjælp konfiskeret.

Efterfølgende kom min far til Slagelse, hvor han deltager i et højskoleophold, hvor han møder en del bekendte fra Rangstrup, inden han senere fik han arbejde på en gård i Tastum ved Skive.

Da krigen sluttede november 1918, ville min far gerne til Rangstrupgårde og fejre jul. Og igen måtte han snige sig over grænsen, men det var ikke slet så dramatisk.

Han opholdt sig af sikkerhedsmæssige grunde i det ”gamle Danmark” indtil 1920, men han nåede hjem igen efter afstemningen 10. februar 1920, og kunne således være med til at fejre genforeningen i juli 1920, hvor det danske flag igen kunne hejses som et symbol på danskheden."

Historikere mener, at omkring 30.000 dansksindede sønderjyder blev sendt i krig i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig. Af dem kom cirka 6000 aldrig tilbage.

På mange kirkegårde i Sønderjylland kan man i dag finde mindesten med navne på de dansksindede, som faldt i tysk tjeneste under 1. Verdenskrig.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Stilhed og pølser

Annonce