Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ane Wöhlk stopper - Ganefryd i Lemvig er sat til salg

Ane Wöhlk har været leder af Ganefryd i Lemvig siden 2013. Det er hendes bror Klaus Wöhlk, der ejer butikken. Han har siden 1983 drevet en helsekostbutik med samme navn i Aarhus. Foto: Allan Damgaard
Ane Wöhlk stopper til september som daglig leder af Ganefryd i Lemvig for at gå på efterløn, og det betyder, at helsekostbutikken skal sælges.

Lemvig: Den daglige leder af Ganefryd i Lemvig, Ane Wöhlk, har besluttet at gå på efterløn den 1. september, og det betyder, at helsekostbutikken i Vestergade skal sælges.

Det er Ane Wöhlks bror Klaus Wöhlk, der ejer Ganefryd i Lemvig. Han har siden 1983 drevet en helsekostbutik med samme navn i Aarhus. Den butik fortsætter han med at drive. Det er kun Lemvig-butikken, der nu er sat til salg.

- Jeg håber meget, at der kan findes en ny indehaver, så Lemvig fortsat kan have en helsekostbutik, siger Ane Wöhlk.

Hun bliver 63 år i slutningen af august, og det er baggrunden for at stoppe på arbejdsmarkedet for at gå på efterløn.

- Jeg kan godt mærke, at jeg ikke helt har den samme energi som tidligere. Jeg er glad for min butik. Men der er også mange andre ting, jeg gerne vil bruge min tid på, og derfor er det passende at stoppe til september, siger Ane Wöhlk.

Hun har haft helsekostbutikken siden 2013. Det begyndte med, at hun overtog Helseteket i Ågade i Lemvig den 1. januar 2013. Det var allerede her, hendes bror kom på banen som ejer, men navnet Helseteket blev i første omgang bevaret.

Annonce

En god placering

Efter otte måneder i Ågade blev butikken flyttet til den nuværende placering i Vestergade, og i den forbindelse blev navnet ændret til Ganefryd.

- Jeg kunne med det samme mærke, at jeg fik en meget bedre placering ved at flytte til Vestergade - her ligger jeg blandt andre specialbutikker, siger Ane Wöhlk.

Hun havde ingen erfaringer med at drive butik, da hun besluttede sig for at blive daglig leder af en helsekostbutik.

- I første omgang syntes jeg vel bare, at det var ærgerligt, hvis Helseteket skulle lukke. Det var en butik, som jeg selv brugte. Samtidig kunne jeg også godt tænke mig et karriereskifte, og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Det har været en spændende tid med at udvikle butikken og få det hele til at fungere, siger Ane Wöhlk.


Det har været en spændende tid med at udvikle butikken og få det hele til at fungere.

Ane Wöhlk, daglig leder af Ganefryd


Hun arbejdede tidligere som freelancer - både inden for undervisning og med journalistik. Mange vil sikkert huske, at hun i mange år var blandt underviserne på Bio-Husets Billedskole for børn.

Annonce

Sætter stor pris på

- Jeg sætter stor pris på den kundekontakt, der er forbundet med at drive butik. Jeg vil gerne, at det skal være hyggeligt at handle i Ganefryd, og der er ofte tid til en god snak med kunderne. Jeg har mange trofaste kunder, og samtidig er det også en butik, som mange turister benytter, siger Ane Wöhlk, der har en deltidsansat medarbejder i skikkelse af Helle Skovmose Kjær.

Ane Wöhlk har oplevet en stigende omsætning, og selv om 2020 var et udfordrende år på grund af corona, så er det alligevel det bedste år, som Ane Wöhlk har haft med Ganefryd.

Hun har mange ting, hun gerne vil bruge mere tid på, når efterlønsbeviset bliver aktiveret.

- Det er f.eks. familien - mit barnebarn nummer fire er lige på trapperne. Min søn Emil og hans familie bor ved Aarhus, og dem vil jeg selvfølgelig gerne besøge lidt mere. Det samme gælder min mands børn - dem vil vi også gerne bruge mere tid på, siger Ane Wöhlk.

Så er der hele den kunstneriske del.

- Jeg komme også til at bruge mere tid på min egen kunst, som hovedsageligt er billedkunst. Jeg vil gerne læse noget mere og bruge mere tid i haven. Min mand og jeg vil også gerne rejse, når det igen bliver muligt. Så der er mange ting at kaste sig over, men det kommer ikke til at ske i et hæsblæsende tempo. Jeg stopper på arbejdsmarkedet for at få god tid i hverdagen, siger Ane Wöhlk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce