Annonce
Lokalavisen Lemvig

Ann har kvittet smøgerne: Denne gang skal det lykkes

Ann Sørensen var glad for de naturoplevelser, der fulgte med rygestopkurset "Kvit i det fri" i Klosterheden. Foto: Allan Damgaard
Ann Sørensen fra Lemvig deltog i "Kvit i det fri", og hun har nu været røgfri i tre måneder. Hun har flere gange forsøgt at kvitte smøgerne. Hun var glad for de naturoplevelser, der fulgte med rygestopkurset.
Annonce

Lemvig: - Jeg har forsøgt at stoppe med at ryge mange gange, og det er også lykkedes mig at holde op i en periode. Men hver gang er jeg begyndt igen. Jeg er dog overbevidst om, at det ikke sker denne gang. Nu har jeg kvittet smøgerne én gang for alle, siger 47-årige Ann Sørensen fra Lemvig.

Hun var blandt deltagerne på Lemvig Kommunes rygestopkursus "Kvit i det fri" i Klosterheden i efteråret, og hun har nu været røgfri i tre måneder.

- Selvfølgelig er mine omgivelser stadig skeptiske. De ved jo, at jeg har forsøgt flere gange at stoppe, men hver gang - efter en kortere eller længere periode - er begyndt at ryge igen. Men denne gang er rygestoppet permanent, lyder det overbevisende fra Ann Sørensen.

Hun har tilsyneladende noget at have optimismen i. Hun har nemlig én gang i løbet af de seneste tre måneder smagt en smøg. Blot et enkelt hiv.

- Men det smagte mig overhovedet ikke. Det gav mig ikke lysten til at ryge. Nærmere tværtimod - det bekræftede mig i det rigtige i at stoppe, siger Ann Sørensen, der tidligere røg 20 cigaretter om dagen.

Annonce

Har væddet med søn

Desuden har hun også væddet med sin søn om, at hun kan stoppe med at ryge.

- Det har vi væddet om flere gange, men hver gang har jeg tabt. Det gør jeg dog ikke denne gang, siger Ann Sørensen.

Hun var særdeles glad for "Kvit i det fri".

- Det var en ekstra bonus, at både en naturvejleder og den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse medvirkede. Jeg havde ikke forestillet mig, at vi ville få så meget viden om naturen, som vi gjorde. Det var spændende at høre om, hvordan dyrene færdes i skoven, og hvad man f.eks. kan finde af svampearter. Vi brugte vores sanser og duftede til f.eks. grene, siger Ann Sørensen.

Hun var så begejstret for naturdelen, at hun efterfølgende indstillede den medvirkende naturvejleder, Karsten Jensen, til en lokal naturpris.

Hun fremhæver ligeledes yoga-øvelserne, som rygestoprådgiver Merete Andreasen stod for, som spændende og lærerige.

Annonce

Det blev ikke udpenslet

Ann Sørensen var desuden glad for, at der ikke var overdreven fokus på selve det at stoppe med at ryge.

- Det blev ikke udpenslet, hvor vigtig det var, at vi stoppede med at ryge. Det hele var mere afslappende, og det kunne jeg godt lide. Man kunne byde ind med det, man ønskede at bidrage med, men det var også i orden, hvis man ikke lige havde noget sige til f.eks. et bestemt emne, siger Ann Sørensen.

Hun kunne også lide, at deltagerne gik sammen to og to ude i naturen og fik vendt nogle ting via de udleverede samtalekort.

- Det var meget anderledes end de andre rygestopkurser, jeg har været på, siger Ann Sørensen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce