Annonce
Lokalavisen Lemvig

Borgmesteren om 2021: Grøn fremtid overskygger sorte skygger

Borgmester Erik Flyvholm ser masser af positive tegn efter et år, som man kan kalde for en pose blandede bolsjer. Foto: Morten Stricker
2020 var en pose blandede bolsjer for Lemvig Kommune, og der er grundlag for optimisme for det kommende år, selv om der også er mørke skyer, mener borgmester Erik Flyvholm
Annonce

Lemvig: Selv om man let kan remse en række udfordringer op, som gør det vanskeligt for Lemvig Kommune med udgangen af 2020, så er der også virkelig meget, der er gået den rigtige vej, så det skaber masser af optimisme for det år, vi går ind i.

Det får man som svar, når man spørger borgmester Erik Flyvholm om et tilbageblik på 2020 og et kig ind i det nye år.

Naturligvis har Covid-19 gjort 2020 til et usædvanligt år, som har givet Lemvig Kommune mange udfordringer.

- Vi kan se på mink-sagen, hvor 20-30 farme er lukket i vor kommune. Gode arbejdspladser og en stor omsætning er pist forsvundet. Vi sidder med en dyb bekymring over Brexit-aftalen. Den kan koste mange arbejdspladser og omsætning i fiskeriet og hos virksomhederne på Thyborøn Havn, som måske er nødt til at omstille sig til andre produkter i fremtiden.

- Det er to af vore primære erhverv, der her er ramt. Og så kom det, jeg ikke havde set komme, nemlig at Vestjysk Bank besluttede at flytte hovedsædet til Herning med 80 arbejdspladser. 80 gode arbejdspladser, som også via ægtefællejob er med til at sikre beskæftigelsen og gode arbejdspladser i kommunen. Forhåbentlig når banken at komme på andre tanker inden fusionen, da det her er dybt bekymrende, siger borgmesteren.

Og som det sidste af de "sorte" ting fra 2020 nævner han udligningsreformen.

- Vi havde troet den nye udligningsreform ville have givet os flere penge. Det gik helt modsat, og det presser os.

Annonce

Hvorfor så ikke pessimist

Når man ser på det her, må det være en pessimistisk borgmester, der går det nye år i møde. Men det er det ikke.

- Nej, for der er virkelig også mange signaler om, vi går en spændende fremtid i møde. Vi har også opnået gode resultater i 2020. Hvis vi skal være et godt sted at bo og arbejde, og vi skal tiltrække flere borgere, så er der primære service-tilbud, som skal være i orden. Her kan jeg nævne, at vi i 2020 fik indviet de to store daginstitutioner i Lemvig by. Når vi så nu også får gjort Lemtorpskolen færdig med renoveringen, så er vi igennem og har skabt fine rammer på skole- og dagtilbuds-området. Dygtige medarbejdere har så sørget for, at de fine rammer også fyldes fornemt ud. Vi ligger øverst i tilfredshedsundersøgelser, og jeg er stolt af de resultater, vi har sammenlignet med andre kommuner. Vi kan tåle at sammenligne os også med større kommuner, siger borgmesteren.

Annonce

Fremtiden er grøn

2020 var også året, hvor klimasatsningen Klimatorium blev indviet. Nu skal rammerne fyldes ud af aktører.


Det firma, der vinder oprensningen, vil bruge det som en show-case for, hvordan man kan gøre andre steder på hele kloden i lignende tilfælde, og her kommer Klimatorium også ind i billedet.

Erik Flyvholm, borgmester


- Vi rammer lige ned i noget, der satses på overalt. Klimaudfordringer står højt på dagsordenen alle steder. Inden for EU pumpes der enorme summer ind i en genopretning efter coronaen, hvor der satses på grønne løsninger. Det er lige det, vi har Klimatorium til. Det passer også sammen med, at årtiers kamp for at få renset op ikke blot ved Høfde 42, men også den gamle fabriksgrund, nu pludselig er en realitet. Det er en glæde, og der vil blive brugt store beløb og skabes arbejdspladser.

- Det firma, der vinder oprensningen, vil bruge det som en show-case for, hvordan man kan gøre andre steder på hele kloden i lignende tilfælde, og her kommer Klimatorium også ind i billedet. Det er enorme muligheder, og jeg glæder mig til at se dem udnyttet til at skabe vækst og udvikling her lokalt. Depotet har været en byrde for os, men nu kan det måske veksles til en gevinst.

Annonce

Masser af strøm

Og satsningen på grønne løsninger kan blive en kæmpe-gevinst for Lemvig Kommune på sigt.

- Hvad man end mener om de kystnære møller, så kommer de nu. Det kan vi ikke ændre. Men så kan vi forhåbentlig få noget positivt ud af det, når vi nu skal se på dem. Der kommer enorme mængder strøm i land her i Lemvig Kommune, og det bliver meget, meget mere, når Thor bliver rejst længere ude på havet. Der vil komme langt mere strøm til Lemvig Kommune, end vi bruger i hele Region Midtjylland. Meget af den strøm skal bruges her, så der ikke skal være højspændingsledninger overalt. Her er det spændende, at vi snart kan få de første forsøgsanlæg i gang med Power-to-X, hvor man altså udnytter denne vindmøllestrøm til at producere for eksempel grøn ammoniak, som er planen ved Ramme, eller brint, som det sikkert bliver i Thyborøn. Store virksomheder sammen med en lokal iværksætter i Jørgen Skovgaard har sat sig for at være først på det her område, og det sker lige her. Hvis man lytter til dem, så tror de på, det bliver rigtig stort. Det kan betyde mange arbejdspladser og udvikling her i kommunen, at vi er i front.

Annonce

Thyborøn Havn

I den forbindelse er udviklingen af Thyborøn Havn vigtig.

- Vi har opnået at få 10 meters dybde, og vi gør alt for, at Thyborøn i det mindste kan blive servicehavn for de nye vindmølleparker. Vi har og udbygger infrastrukturen med kajanlæg med mere, og erhvervsklyngen i Thyborøn er klar til at byde sig til med de faciliteter og den service, som kan overbevise i første omgang Vattenfall om, det er Thyborøn, der skal satses på. Det vil også være godt for Thyborøn, hvis Brexit går den forkerte vej for fiskeriet, at der så vil være andre opgaver at tage fat på.

Erik Flyvholm mener, at med Klimatorium har Lemvig Kommune ramt lige ned i det, der investeres i - også i EU -  nemlig grønne løsninger og løsninger på klimaudfordringer. Foto: Morten Stricker

Erik Flyvholm mener, at det er en virkelig spændende fremtid, Lemvig Kommune kan få inden for grøn energi.

- Vi viser jo også, vi vil, når vi snart får batteritog på Lemvigbanen, elbusser, og vi har en hybrid-færge fra Thyborøn til Agger. Netop fordi det grønne og klimaløsninger er så højt profileret, og der er så mange investeringer i det område, så ligger vi rigtig godt til det.

- Og så vil jeg da lige i forlængelse af, at Vestjysk Bank måske forlader sit hovedsæde, sige, at det glæder mig, at en del andre virksomheder bygger nye domiciler og tilkendegiver, at de har en tro på, at fremtiden er i Lemvig Kommune, og jeg synes i det hele taget, vi har en god dialog med erhvervslivet. Det kunne man også se i en flot placering i en erhvervsklima-undersøgelse.

Annonce

Sundhedshus og geopark

Af andre lyspunkter nævner Erik Flyvholm, at næste år kommer man i mål med sundhedshuset.

- Det har vi talt med regionen om gennem rigtig mange år, siden der blev sagt akuthus første gang. Nu bliver det en realitet, og vi får skabt et sundhedshus med rigtig mange tilbud suppleret med regionens, og vi skaber en rigtig stor arbejdsplads, som forhåbentlig vil trække flere tilbud til sig, når det står færdigt næste år.

På turistområdet er Lemvig Kommune også i en udvikling og her har en forventet godkendelse af Geopark Vestjylland også en positiv betydning.

- Vi har nogle ting her, som man ikke har andre steder, og det skal vi profilere os på. Det er blandt andet Geopark Vestjylland og Nissum Fjord, hvor vores natur er i centrum. Vi er med i vestkyst-satsningen, hvor vi også skal have vore egne ben sat de rigtige steder det kommende år. Vi skal også sammen med de handlende finde de profiler, vi vil gøre vore byer kendte på, så vi kan bevare et godt handelsliv i både købstaden Lemvig og fiskeribyen Thyborøn.

Erik Flyvholm glæder sig over, at det er lykkedes at komme langt og mange steder i mål med områdefornyelse og byudvikling, hvor der de seneste år er sket rigtig meget, og endnu mere er på vej.

- Jo, jeg synes, der er grund til optimisme, selv om vi naturligvis bliver udfordret på nogle områder. 2020 var en pose blandede bolsjer, men forhåbentlig kommer vi videre efter Covid-19 i det kommende år, siger Erik Flyvholm.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

De syngende gæster

Annonce