Annonce
Lokalavisen Lemvig

Café Larsen i Lemvig åbner for takeaway

Nu åbner Café Larsen dørene for takeaway. Torben Larsen, der er ansvarlig for Café Larsen, følger spændt med i, hvornår cafeer og restauranter må åbne igen. Arkivfoto: Morten Stricker
I slutningen af marts åbner Café Larsen for takeaway, og cafeen - der genåbnede i en nyrenoveret udgave i foråret sidste år - glæder sig til at kunne åbne helt igen.

Lemvig: - Vi kan mærke, at det lysner, og vi vil gerne vænne kunderne til, at vi forhåbentlig snart er her igen. Derfor tilbyder vi fra slutningen af marts takeaway, siger Torben Larsen.

Han er ansvarlig for Café Larsen i Lemvig, der er det eneste spisested i familien Larsens forretningsforetagende.

Her i skrivende stund er det ikke besluttet, præcis hvilken dato Café Larsen åbner for takeaway, så man igen kan få mad fra cafeen, der har indgang fra både Vestergade og Havnegade.

- Men det bliver fra slutningen af marts, så vi også er på banen i påskedagene. Man kan følge med på vores nye hjemmeside, hvor maden også skal bestilles, siger Torben Larsen.

Café Larsen gennemgik fra slutningen af 2019 og frem til foråret 2020 en gennemgribende renovering, der blandt andet betyder, at cafeen nu også råder over 1. sal. Det øgede antallet af pladser fra 150 til 200.

- 2020 var et meget mærkeligt år for os. Renoveringen trak ud, men det passede egentlig meget godt med, at vi heller ikke måtte åbne på grund af corona-restriktionerne. Da vi så endelig kunne åbne, fik vi meget travlt. Vi havde en fantastisk sommer, siger Torben Larsen.

Annonce

Selskaber og events

Til gengæld fik Café Larsen aldrig rigtig gang i en nyskabelse: Selskaber. Med de nye lokaler på 1. sal - hvor der er en flot udsigt over Lemvig Havn - kan cafeen nu holde selskaber. Der er mulighed for at lukke en del af cafeen af, så der både kan være f.eks. en privat fødselsdag og plads til de almindelige cafégæster.

Men på grund af forsamlingsforbuddet kom disse selskaber aldrig i gang.

- Det håber vi selvfølgelig, at de gør her i 2021, siger Torben Larsen.

Café Larsen håber også, at det bliver muligt at gennemføre en række events - det kan f.eks. være en aften med whiskysmagning.

-Det nåede ikke for alvor at komme i gang i 2020. Det skulle det gerne i år. Vi har mange planer på det område. Samtidig vil vi også gerne skabe masser af liv ude i gågaden med udeservering. Vi vil gerne skabe en slags Nyhavnsstemning uden for vores café, siger køkkenchef Uffe Mikkelsen.

Annonce

Hellere vente

De tør ikke spå om, hvornår restauranterne igen må åbne, men de krydser selvfølgelig fingre for, at det snart kan ske. Men de vil dog hellere vente lidt og så være sikre på, at de ikke skal lukke ned igen kort efter genåbningen på grund af smitteudviklingen.

- Vi ønsker ikke at åbne for at lukke ned tre uger efter igen. Det dur ikke. Når vi må åbne, så skal vi være sikre på, at det holder, siger Torben Larsen.


Når vi må åbne, så skal vi være sikre på, at det holder.

Torben Larsen, ansvarlig for Café Larsen


- Der er mange ting, der skal forberedes forud for en genåbning. Der er meget, der skal køres i stilling. Det er ikke blot at tænde for komfuret om morgenen på genåbningsdagen, siger Uffe Mikkelsen, der har brugt nedlukningen på at forny menukortet.

Café Larsen har omkring 20 medarbejdere, der i øjeblikket er sendt hjem på lønkompensation.

- Vi venter alle på at komme i gang igen. I begyndelsen var det fint nok at gå derhjemme - det minder jo om ferie. Men efterhånden kommer man til at savne hverdagen. Samtidig hører vi også fra kunderne, at de savner at kunne købe mad hos os. Der er mange, der spørger, hvornår vi åbner, og nu får de muligheden via takeaway, siger Torben Larsen.


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce