Bøvlingbjerg: De senere år er Danmark blevet en stadig vigtigere vinterkvarter for de nordiske sangsvaner.
De kan i denne periode ses overalt i området, hvor de søger føde på de fugtige marker. Det handler om sangsvanen, der i sommerhalvåret er stort set fraværende fra landet, men om vinteren kan de ses i tusindvis.
Og høres. Sangsvanen har sit navn, fordi den har en markant kraftig og klangfuld stemme, der ofte høres i modsætning til vores hjemlige knopsvane, der ofte er tavs. På en stille og frostklar dag kan en gruppe sangsvarer høres langt omkring.
Sangsvanen yngler i det nordlige område af Skandinavien, men når isen lægger sig over søerne i vinterhalvåret, trækker fuglene mod syd.
I dag er Danmark blandt artens vigtigste overvintringsområder.