Annonce
Lokalavisen Lemvig

- Der er mange der trænger til at komme i gang igen

Det har været svært at holde gang i store dele af aktiviteterne for medlemmerne, siger formanden for  Humørklubben Thyborøn, Henning Nielsen. Arkivfoto: Benny Gade
Selv om de snævre grænser for at samle sig har gjort det svært at mødes, har Humørklubben i Thyborøn alligevel holdt gang i enkelte aktiviteter

Thyborøn: Optimismen hos Humørklubben er så småt ved at vende tilbage.

Det har ellers været svært for klubbens knapt 300 medlemmer at mødes til de mange arrangementer og tilbud, der ellers bliver stablet på benene for dem på spidsen af Harboøre Tange i en tid, hvor forsamlingsforbud og restriktioner på grund af coronapandemien har ligget over Thyborøn og resten af landet.

-Det er både lidt positivt og lidt øv, at der nu bliver lempet på restriktionerne. Det har ikke været muligt at lave ret meget indendøre, og det er træls, fordi mange af vores tilbud er indendørs aktiviteter. Men jeg håber, at der ikke går så lang tid til, at man kan samles op til 50 indendøre, for så kan vi lave mange flere af vores aktiviteter, siger Henning Nielsen, der er formand for Humørklubben.

Selv om mange af klubbens aktiviteter har været lukket ned gennem det meste af et år, så har det alligevel været muligt at holde gang i enkelte af klubbens hold. Det har hovedsageligt været de udendørs aktiviteter.

- Vi har kunnet spillet kroket, krolf og petanque hen over vinteren. Det har vi kunnet organisere ved, at vi har været samlet færre end fem spillere ad gangen, siger Henning Nielsen.

Han mærker dog, at hans medlemmer glæder sig til, at der igen bliver muligt at samles til gymnastik, vandgymnastik, fællesspisninger og en lang række af klubbens aktiviteter.

- Der er mange af vores medlemmer, der er enlige og måske ikke kommer så meget ud. Jeg fornemmer, at flere af dem trænger til at komme ud igen, siger han og tilføjer, at han er optimist for sommeren.

- Vi er i gang med at arrangere vores sommerudflugt i slutningen af august, hvor den har byttet plads med vores grillaften. Normalt kan vi være i en bus med plads til 77 passagerer, men det kan være, at vi i år bliver nødt til at køre i to busser, siger han.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce