Annonce
Lokalavisen Lemvig

Der skal arbejdes på flere fronter

Lemvig Kommune arbejder på flere fronter for at sikre den fremtidige pleje på ældreområdet. Det handler om at skabe attraktive arbejdspladser og samtidig indføre teknologi og trække på frivillige. På ældreområdet i Lemvig Kommune er 55 procent af medarbejderne over 50 år.
Annonce

Lemvig: Der bliver arbejdet på flere fronter i Lemvig Kommune for at sikre den fremtidige pleje på ældreområdet.

En opgørelse viser, at mange af medarbejderne på ældreområdet i Lemvig Kommune kan stoppe på arbejdsmarkedet inden for en overskuelig årrække, og derfor ligger der en udfordring i at skaffe det nødvendige antal nye medarbejdere på området.

I Lemvig Kommune er 55 procent af medarbejderne på ældreområdet over 50 år. Det fordeler sig med 155 medarbejdere i aldersgruppen 50-59 år, mens aldersgruppen 60-69 år tegner sig for 80 medarbejdere.

- Det skal sammenholdes med, at der i fremtidige bliver flere ældre med behov for pleje. FOA har vurderet, at der på landsplan er behov for 40.000 flere SOSU-medarbejdere frem mod 2028. Så mange kan man umuligt finde - det er en kæmpe udfordring for landets kommuner. Derfor er vi også nødt til at kigge på andre områder, siger formanden for socialudvalget i Lemvig Kommune, Gunnar Lisby Kjær (V).

Her drejer det sig blandt andet om at gøre brug af ny teknologi som robotstøvsugere og toiletter, der vasker og tørrer.

- Det vil være fornuftigt at bruge den nye teknologi, så det frigør hænder til plejen. Desuden skal vi forsøge at inddrage frivillige til aktiviteter på f.eks. plejecentre - det sker allerede i stor udstrækning i dag, siger Gunnar Lisby Kjær.

Han tilføjer, at kommunens rehabiliteringscenter i Ramme også spiller en stor rolle i forbindelse med de fremtidige plejeopgaver.

- Det handler om at gøre borgerne så selvhjulpne som muligt - det har både borgerne selv og kommunen en interesse i, siger Gunnar Lisby Kjær.

Desuden skal det gøres som attraktivt som muligt at arbejde på ældreområdet i Lemvig Kommune, og derfor har kommunen netop lavet en plan for rekruttering og fastholdelse af medarbejdere på social-, sundheds- og ældreområdet.

- Vi vil gerne gøre det endnu mere attraktivt at arbejde på det område i Lemvig Kommune. Samtidigt går vi benhårdt efter at skaffe faglært arbejdskraft til vores ældreområde, og det er indtil videre lykkes meget godt. Vi har en målsætning om højest syv procent ufaglærte, og det tal kan vi godt holde lige bortset fra sommerferien, hvor der er mange afløsere inde. Et faglært personale er også med til at give et attraktivt arbejdsmiljø, siger Pia Helleland, der er direktør for Social & Sundhed i Lemvig Kommune.

Både Pia Helleland og Gunnar Lisby Kjær tilføjer, at der sker mange nye tiltag på ældreområdet, hvilket gør det til et spændende sted at arbejde.

Stor mangel på SOSU-personale

Fagforbundet FOA præsenterede i sidste uge en nyhed om, at landets kommuner i høj grad kommer til at mangle social- og sundhedsmedarbejdere i de kommende år.

Frem mod 2040 vil der komme knapt 260.000 flere ældre over 80 år i Danmark. Samtidig er hver tredje social- og sundhedsansat i dag over 55 år og har derfor snart mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.

FOA's fremskrivning viser, at der i 2028 kommer til at mangle over 41.000 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner.

- Vi kan ikke fastholde velfærden i Danmark, hvis vi ikke gør noget nu. Det her kommer til at ramme ældre og plejetrængende borgere. Derfor skal der også en særlig indsats til nu for at gøre faget og uddannelsen attraktiv og vende udviklingen, siger Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.

FOA har lavet en opgørelse over, hvor gode de enkelte kommuner er til at skaffe nye ansatte på social- og sundhedsområdet. Lemvig Kommune ligger som nummer 21 på listen over landets kommuner, der har sværest ved at rekruttere SOSU-personale.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Klumme: Golden Moments

Annonce