Annonce
Lokalavisen Lemvig

Det er aldrig heldet der afgør bridge

Det kræver en del koncentration hos formanden for Lemvig Bridgeklub, Svend Agger, når han er i gang med et spil. Foto: Jesper Lundsgaard
Klubspil tirsdage og torsdage er omdrejningspunktet i Lemvig Bridgeklub, der er gode til at holde fast i medlemsskaren
Annonce

Lemvig: Der bliver holdt godt fast i kortene, tavsheden skærer sig gennem lokalet, og koncentrationen er på sit højeste.

Der er klubaften i Lemvig Bridgeklub, og omkring 60 spillere er samlet i Lemvig Idræts- og Kulturcenter. Blandt dem er formanden Svend Agger. Det er anden gang, han sidder i bestyrelsen for den 56 år gamle klub, og han har været formand i omkring fire år.

Interessen for bridge går dog langt tilbage for Svend Agger, der kom med i klubben som 17-årig i 1982.

- Det spændende ved bridge er, at det er et kortspil, hvor det er de bedste spillere, der vinder mest i længden. Der er ikke noget tilfældighed over spillet. Vi var et par kammerater, der i sin tid fik interessen for spillet, og det har hængt ved siden, siger han.

I dag har bridgeklubben omkring 130 medlemmer samt 15 nybegyndere, der er i gang med et aftenskolekursus under LOF. Omkring 100 af dem møder op hver torsdag eftermiddag til et mere uforpligtende spil, mens omkring 60 spillere fast møder op til klubturneringen hver tirsdag aften. Begge spil foregår i Lemvig Idræts- og Kulturcenter.

Flere af medlemmerne spiller både tirsdag og torsdag og der er også flere spillere, der i sommermånederne fra maj til september spiller sommerbridge i omegnsklubberne, mens klubben i Lemvig ligger stille.

- Det er hovedsageligt spillene om tirsdagen og torsdagen i idræts- og kulturcentret, der er omdrejningspunktet for vores klubliv. Men vi har også enkelte spillere, der spiller på enten distrikts- eller landsplan, siger Svend Agger.

Han drager en parallel mellem spillet tirsdag aften og en tur på golfbanen.

- Vi spiller i omkring fire timer tirsdag aften og har 15 minutters pause undervejs. Det svarer cirka tidsmæssigt til at gå 18 huller i golf, siger han.

Selv om der stadig er stor interesse for at spille bridge, så kan Svend Agger mærke, at det er svært at få den yngre generation med i klubben og interesseret i spillet. Han konstaterer, at gennemsnitsalderen blandt både spillere og klubmedlemmer er stigende.

- Da jeg begyndte at spille, var jeg en af de yngste. I dag er jeg stadig én af de yngre spillere. Bridge er et spil, som man ikke interessen for, og det er sjældent, at vi mister spillere på grund af manglende interesse. De fleste stopper med at spille af mere naturlige årsager, siger Svend Agger.

Derfor har Danmarks Bridgeforbund sammen med bridgeklubber over hele landet sat gang i flere initiativer for at skaffe nye og yngre spillere til klubben. En af initiativerne er skolebridge.

- Vi har nogle ildsjæle, der arbejder en del med skolebridge. Men vi ser det også som en langsigtet investering, for det kan være, at spillet ikke nødvendigvis fænger blandt de unge nu, men at de kommer i tanker om spillet, når de bliver lidt ældre og til den tid finder det så spændende, at de gerne vil spille, siger bridgeklubens formand, der peger på, at bridge er med til at holde folk i gang.

- Det er en tankesport, der er med til at holde hjernen i gang, og derfor er det en god måde at holde sig i gang på, siger Svend Agger.

Alle spillere spiller med de samme kort, så det er den dygtigste spiller, der som regel vinder i bridge. Foto: Jesper Lundsgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Hør om Lemvigs vinmark

Lokalavisen Lemvig

Motion for hjertet

Lokalavisen Lemvig

Folkedansere starter igen

Lokalavisen Lemvig

Klumme: Sikke en sommer

Lokalavisen Lemvig

Byen fyldes med vægtere

Annonce