Annonce
Lokalavisen Lemvig

Det er så dejligt med ingenting

Billedet fra dagen, hvor Karen Barfod for første gang fløj solo hænger fortsat på opslagstavlen hjemme hos hende. Privatfoto: Karen Barfod

"Du ser så glad ud på det billede", siger Cecilie og peger på det gamle billede, hvor jeg sidder i et ældre K8 svævefly med en stor buket markblomster. Det er fra den dag hvor jeg for første gang fløj solo, det vil sige helt alene, efter et langt og omhyggeligt skoleforløb. Det er taget en sommerdag på flyvepladsen i Rom, og traditionen siger at man får overrakt en buket markblomster på denne vigtige dag. På billedet sidder jeg med en kæmpe stak kamilleblomster og ser både glad og lettet ud.

Den gang jeg fløj svævefly, var luftens tilstand vigtig. I april, når luften var kold og klar, sagde vi på flyvepladsen, at "luften bærer godt". Kulde og højtryksvejr gør afstanden mellem de enkelte gas-molekyler i luften kort, og derfor har luften større masse. Særligt for børn kan det være svært at forstå, at den gennemsigtige luft, der er imellem faste genstande, også har masse, men blæsevejr kan være med til at illustrere det. Her bevæger luftmasserne sig, og det føles som et tryk. Ligesom det føles som et tryk på kroppen at vade igennem strømmende vand eller løbe i svømmebassinet. Luftens bevægelse har store kræfter, det ser vi, når møllevingerne omdanner den til elektrisk energi, træerne bevæger sig, og fuglene får et ekstra skub med på vejen mod ynglepladserne.

Vejenes slanke træer

Annonce

Duver for vinden i

Snorlige rækker,

Hældende ud i et vejr

Hvor stærene trækker.

Sådan skrev Per Højholt i digtsamlingen "Skrift på vind og vand".

Nu flyver jeg ikke længere, men udnytter luftens evne til at tørre vasketøjet. Det bliver både glat og tørt og får en dejlig duft. Hvad det præcist er, der får vasketøjet til at dufte af lufttørring, er der ikke rigtigt nogen god forklaring på. Nogle teorier hælder til, at det er ozonen i luften, der får tøjet til at dufte. Ozon er kendt for at danne et beskyttende lag mod UV-stråling i stratosfæren 15-35 km oppe over os, men den findes også her nede ved jordoverfladen. Den skarpe lugt af ozon – kendt fra elektriske udladninger for eksempel ved gammeldags sporvogne – kan lugtes selv i meget små mængder. Men ozon er en flygtig gas og henfalder hurtigt i den nederste del af atmosfæren, og tøjet dufter jo længe. Måske reagerer ozonen med rester af vaskepulver i tøjet, og måske skaber den hurtige tørring i vind samt solens UV-stråling mange kemiske radikaler, der er reaktive. Tænk, at vi ikke ved, hvor sådan et alment, dejligt fænomen som duften af lufttørret vasketøj kommer fra. Men dejligt er det.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce