Annonce
Lokalavisen Lemvig

Efter brand og genopbygning: Restaurant Mallemukken i Thyborøn er klar til at åbne

Sophie Byskov står her i den nyeste og største af Restaurant Mallemukkens to omvendte fiskekuttere - her er der plads til 120 gæster. Foto: Johan Gadegaard.
Mallemukken i Thyborøn er nu klar til at åbne igen. Sophie Byskov glæder sig til at slå dørene op til sin drømme-restaurant med de to omvendte fiskekuttere og en ny, flot sammenbygning.

Thyborøn: Sophie Byskov har glædet sig til det i lang tid: At kunne åbne sin drømme-restaurant Mallemukken i Thyborøn.

Og nu sker det inden så længe. Landets restauranter må åbne igen 21. april for udeservering, og hvis vejret ellers kommer på bedre tanker og spreder lidt forårsstemning, så kunne Sophie Byskov godt forestille sig, at Mallemukkens genåbningsdag hedder fredag 23. april.

Restauranterne må åbne for indendørs gæster 6. maj, og her vil Mallemukken med garanti åbne.

Annonce

- Jeg har altid drømt om at få min egen restaurant, så jeg glæder mig utrolig meget til at komme i gang, siger 31-årige Sophie Byskov.

Hun har også måttet gå en hel del igennem for at komme frem til startlinjen. I første omgang gik hendes drøm nemlig bogstaveligt talt op i flammer.

Det var meningen, at hun skulle have forpagtet Mallemukken fra den 1. marts 2019. Men den 19. februar - altså blot ti dage før - blev De Røde Barakker og Mallemukken ramt af en voldsom brand.

Her kan vi lige indskyde, at Restaurant Mallemukken var en del af De Røde Barakker. I dag findes De Røde Barakker ikke længere. Nu er der ene og alene Mallemukken tilbage på stedet.

Kiggede på branden

- Sammen med mange andre Thyborøn-boere stod jeg og kiggede på branden. Jeg var selvfølgelig chokeret, men samtidig tænkte jeg, at det måske ikke var værre, end at vi måtte udskyde overtagelsen i nogle måneder og åbne sommer i stedet for forår, siger Sophie Byskov.

Men sådan kom det ikke til at gå. Branden havde nemlig forårsaget store skader. De Røde Barakker var så voldsomt medtaget, at resterne skulle fjernes, og tilbage stod de to omvendte fiskekuttere, hvoraf den senest ankomne - Port Said - aldrig havde været i brug som restaurant. De to fiskekuttere var røg- og sodskadede.

Mallemukken

Sophie Byskov er den daglige leder af Restaurant Mallemukken i Thyborøn. Sophie og Kasper Byskov ejer restauranten, der ligger på en lejet grund.

Tidligere var Mallemukken en del af De Røde Barakker. I dag findes De Røde Barakker ikke længere - nu er der kun Restaurant Mallemukken tilbage på stedet.

De Røde Barakker blev etableret i 2004 og bestod i begyndelsen af et museum, et bolsjekogeri og et glaspusteri. I 2006 kom Restaurant Mallemukken til i form af den omvendte fiskekutter Mallemukken. Der blev i den forbindelse indrettet køkken i museet. Siden forsvandt butikkerne med bolsjer og glaskunst.

I 2018 kom der yderligere en omvendt fiskekutter til  - nemlig Port Said, der først nu indgår i antallet af siddepladser i restauranten.

Det nye Mallemukken har i alt 230 indendørs pladser, der fordeler sig nogenlunde sådan: 120 i kutteren Port Said, 60 i den nye sammenbygning og 50 i kutteren Mallemukken. Der er desuden udendørs siddepladser.

En mallemuk er i øvrigt navnet på en stormfugl, der i Danmark er en regelmæssig træk- og sommergæst langs kysterne.

Sophie og hendes mand Kasper Byskov overtog Mallemukken efter Michael Lodahl. Restauranten ligger på lejet grund.

- Jeg ville gerne genopbygge Mallemukken, og heldigvis var min mand tosset nok til at hoppe med på ideen, siger Sophie Byskov og smiler.

Annonce

En satsning

Hun indrømmer gerne, at det var noget af en satsning at overtage den beskadigede Mallemukken. Dels var det usikkert, om røglugten i de to omvendte fiskekuttere kunne fjernes, og dels skulle der laves en ny tilbygning til at binde de to kuttere sammen.

- Det lykkedes at fjerne røglugten. Det lugter stadig lidt af tjære i den ældste og den mindste af de to fiskekuttere - dén, der gav navnet til restauranten. Men duften af tjære er en del af charmen, siger Sophie Byskov.

Restaurant Mallemukken på Kystcentervej i Thyborøn ejes af Sophie og Kasper Byskov, og det er Sophie Byskov, der står for den daglige drift. Foto: Johan Gadegaard.

Dette interview finder sted i den tilbygning, der binder de to omvendte fiskekuttere sammen, og som med sine cirka 60 pladser også er en del af restauranten.

Der er ikke noget at sige til, at Sophie og Kasper Byskov er stolte over den nye tilbygning. Der er et bølgende træloft, der passer perfekt ind i den maritime stil. Der er specielle lamper, der er specialfremstillet til træloftet. I sammenbygningen kan man i hver side se lidt af fiskekutternes blå og røde farver, og de blå og røde farver findes også i de højttalere, der ligeledes er lavet specielt til Mallemukken.

Desuden vil der rundt på væggene komme til at hænge billeder, der fortæller stedets historie.

Annonce

En arkitekt kom forbi

Det er arkitektfirmaet Vilsbøll & Poulsen fra Lemvig, der har slået stregerne til den buede sammenbygning.

- Arkitekt Poul Jørn Poulsen kom uopfordret og præsenterede sin skitse for os. Jeg var med det samme begejstret for hans forslag, men vi sagde også til ham, at det stadig var usikkert, om projektet i det hele taget blev til noget. Hvis det ikke blev til noget, kunne vi ikke betale ham for arbejdet. Men den risiko var han villig til at løbe, siger Sophie Byskov.

Hun tilføjer, at alle samarbejdspartnere og håndværkere er gået ind i arbejdet med stor velvilje.

Da restaurant-drømmen i første omgang gik op i flammer, måtte Sophie Byskov se sig om efter noget andet arbejde. Det fandt hun i køkkenet hos FMC Rønland - det tidligere Cheminova. Her blev hun ansat som ernæringsassistent - en uddannelse hun tog i Aarhus, inden hun vendte tilbage til barndomsbyen Thyborøn.

31-årige Sophie Byskov har altid drømt om at få sin egen restaurant med plads til mange gæster, og nu er drømmen gået i opfyldelse. Foto: Johan Gadegaard.

De to år fra branden og frem til i dag har hun også brugt på barsel med sønnen Luke, som Sophie og Kasper Byskov fik i april sidste år. Det passer faktisk med, at hendes barselsorlov er slut nu, hvor Mallemukken står til at måtte åbne.

Annonce

Behørigt indviet

I øvrigt er Mallemukken blevet behørigt indviet. Det skete 16. marts med et begrænset antal deltagere. Kasper Byskovs 10-årige søn Elliot svingede champagneflasken mod skroget af Port Said i bedste skibsdåbsstil, og hans klassekammerater fra Thyborøn Skole deltog i den udendørs markering.

Sophie Byskov har fået tjekket, at køkkenet fungerer efter planen. Det skete i påskedagene, hvor Mallemukken begyndte med takeaway.

- Vi har fået afprøvet køkkenet, og det er, som vi havde forventet. Så det er dejligt, siger Sophie Byskov.


Når der forhåbentligt bliver rigtig travlt til sommer, skulle vi gerne være 10-12 medarbejdere på arbejde ad gangen.

Sophie Byskov, Restaurant Mallemukken


Der var fin interesse for takeaway, og det fortsætter fredage og lørdage, indtil de almindelige åbningstider overtager scenen.

Der var tre-fire medarbejdere - Sophie Byskov medregnet - på arbejde i påskedagene.

- Når der forhåbentligt bliver rigtig travlt til sommer, skulle vi gerne være 10-12 medarbejdere på arbejde ad gangen, siger Sophie Byskov, der selv kommer til at stå i køkkenet.

Annonce

Bliver måske svært

- Det er planen, at vi skal være tre faste medarbejdere, og så skal der være en række ungarbejdere ved siden af. Dem er jeg i øjeblikket i gang med at finde. Det er mit indtryk, at der ikke længere er så mange unge i Thyborøn, der er interesserede i at arbejde i det meste af  sommerferien, siger Sophie Byskov.

Hun kommer selv til at være på arbejde i mange timer - selvfølgelig også på de såkaldte skæve arbejdstider. Så er det gemalen, der må står for pligterne på hjemmefronten. Kasper Byskov er medindehaver af Vest El, der har afdelinger i Thyborøn og Hvide Sande.

- Vi har også et godt netværk her i Thyborøn, der kan hjælpe os. Det betyder meget, siger Sophie Byskov.

Hun betegner Mallemukkens menukort for meget klassisk. Det er stjerneskud, gode bøffer, burgere og vegetarretter. Desuden bliver der frokost-buffet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Lokalavisen Lemvig

Ny forårsbebuder

Annonce